Christen Larsen eller Laursen Tislumbunken blev født i 1803 og døbt i Hørmested Kirke den 1. maj samme år. Han var søn af Laurids Christensen og Kirsten Marie Jensdatter i Bunkene. Hørmested ligger i Horns Herred i det gamle Hjørring amt. Fadderne ved dåben var Mette Christensdatter W.  Skjærum, Marie Knudsdatter, Johannes Jensen Bunchene, Jacob  ...  stskov, og Kristian Knudsen, Højen.

Da Christen er 7 år, dør hans mor i august måned 1810, 45 år gammel. Et par måneder senere afholdes der skifteforretning efter moderen og da boet er gjort op, viser det sig, at der er en gæld på 119 Rdl., så der er ingen arv til Christen. Ved skifteforretningen møder Niels Sørensen af Søndergaard i Moesberg som værge for Christen. Ofte er de umyndiges værge en person, der også er fadder ved dåben, men det gælder ikke i Christens tilfælde.

Resten af sin barndom vokser Christen op alene med sin aldrende far.

For at illustrere hans mange opholdssteder har vi om hvert sted lavet en lille film om hvor på Danmarkskortet, han kan placeres. Du kan se filmen ved at klikke på linket/stedet.

Ser vi bort fra hans kriminelle løbebane, ved vi meget lidt om ham.

I 1819 bliver han konfirmeret i Hørmested kirke og han får følgende ord med på vejen fra præsten: Kundskab: Nogenlunde. Opførsel: Nogenlunde.

Den 28. oktober 1874 dør han i Horsens Tugthus, hvor han afsoner en livstidsstraf for brandstiftelse. Vi ved ikke, hvad han dør af, for der står ikke noget om dødsårsagen i kirkebogen.

Når han ikke har været brødfødt af fængselsvæsenet, har han tjent til livets opretholdelse ved at arbejde som tjenestekarl, brolægger og stenkløver.

I folketællingen fra 1850 dukker der en interessant oplysning op: Christen er separeret. Vi kan desværre hverken be- eller afkræfte, om han har været gift; hvis han har været det, så har ægteskabet været barnløst, hvilket fremgår af tugthusoplysningerne fra 1867.

Han er middel af vækst (63 tommer, svarende til 160 cm), har en velproportioneret krop, har stærke lemmer, blondt hår og blå øjne, almindelig næse og en sund ansigtsfarve. Alt dette er oplyst ved indsættelsen i Horsens Tugthus i 1867. Da han bliver indsat i Viborg har han ”1 blaa Vadmels Frakke, 1 pr. ternede Benklæder, 4 forskjellige Törklæder, 1 Halskrave, 3 par Strømper, 8 forskjellige Böger, 2 Blaarg. Skjorter uden M___ og 1 par Trætøfler.” med sig. Det fremgår af stambogen, at han både kan læse og skrive.  Som særlige kendemærker er noteret følgende: ”Er lidet fregnet. Ar paa v. Pegefinger. En Vorte paa Hagens v. Side. Smaa Bakkenbarter.”

Han har været uhyre vanskelig at arbejde med, da han konstant har flyttet rundt og hele tiden har ”holdt sig under radaren”. Det fremgår af lægdsrullerne, at han befinder sig i følgende sogne: Hørmested og Skærum før konfirmationen, herefter Hørmested, Mosbjerg, Sindal, Hørmested, Sindal og Sejlstrup. Han bliver væk fra os og for de militære myndigheder i lægdsrullerne i 1826. Det fremgår også af lægdsrullerne, at han som 17-årig er arresteret i Frederikshavn for tyveri efter byfogedens anmeldelse.

Ved dommen i 1837 fremgår det af relationen (en relation er et skema med signalement og personalia), at han fra 1825 til 1829 har haft ophold i Aalborg Købstad, og at hans sidste opholdssted var Byrum sogn på Læsø.

Mødet med systemet:

1821: Han dømmes i Frederikshavns Ekstraret for forskellige småtyverier af blandt andet en hat og et blækskrin. Dommen lyder på fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage. Det fremgår af dommens præmisser, at tyverierne ikke er begået af trang og nød, men at de er begået med fuldkomment overlæg og plan. Der lægges også vægt på, at han er kommet i dårligt selskab, og endelig nævnes det, at han er meget ung; sidstnævnte taler overraskende nok til straffens skærpelse. I dag ville det modsatte gælde.

1830: Rasphusarbejde i 4 år for 2. gang begåede tyverier. Højesteret stadfæster Viborg Landsoverrets dom af 1. marts 1830. Han har om natten frastjålet flere beboere i Klarup og Hasseriis Byer, samt Fruentimmeret Bodil Marie Larsdatter i Aalborg, en mængde effekter bestående af avlsredskaber, klædningsstykker m.v.  Han straffes ikke for at have taget en hest på en mark, da han efter en kort tur har sluppet den fri igen.

Det er også godtgjort, at han har fået sin medtiltalte Carl Frederik Berg til – mod betaling – at foretage betydelige forfalskninger af sin skudsmålsbog. En af forfalskningerne er sket ved, at der er skrevet en fordelagtig attestation på et løst stykke papir og dette er klistret over et ufordelagtigt skudsmål fra en Pastor Albrechtsen.

1835: Han er på tilgangslisten for Byrum sogn på Læsø, og det fremgår af kirkebogen, at han medbringer skudsmål fra en Chr. Lychgaard. Der står desværre ikke noget om, hvad dette skudsmål indeholdt.

1837: Han bliver straffet for 3. gang tyveri ved Dronninglund Herreds Ekstraret.  Straffen er fæstningsarbejde på livstid og dommen stadfæstes af Højesteret den 21. juni 1837.

Han har natten mellem den 16. og 17. november 1836 slået et vindue ind til et tomt værelse og stjålet adskilligt linned, overdyner og underdyner.  Natten mellem den 18. og 19. har han hos Jens Christian Christensen af Ørenhede stjålet et får. Hos Jørgen Thorsen af Ørenhede har han i tidsrummet mellem den 18. og 21. november stjålet en seng (!), en økse, en hammer og en tang.

1840 – 1845: Ifølge folketællingerne for de to år befinder han sig i Københavns Stokhus. Han løslades i henhold til kongelig resolution af 16. juni 1845 efter ellers at have været idømt fæstningsarbejde på livstid.

1851: Ved Højesterets dom af 13. maj 1851 idømmes han atter fæstningsarbejde på livstid i henhold til resolutionen fra 1845. Det er en stadfæstelse af dommen i Den kongelige Landsoverret i Viborg.  Selve resolutionen har skænket ham friheden efter en livstidsdom. Det fremgår af resolutionen, at hvis han atter gør sig skyldig i kriminalitet, vil han på ny ryge ind på livstid. Hele sagen er vældig godt beskrevet i Hjørring Købstads Extrarets dom den 10. februar 1851 samt i Hjørring Byfogeds Ekstrarets sager 1851 og endelig i Viborg Landsoverrets Domprotokol.

Situationen er: Tislumbunken har en daglejer Lars Christian Jensen boende hos sig, og de deler seng og en hel del brændevin, hvorved de begge bliver ”svirende”. Det fremgår, at han drikker Lars beruset med det formål at stjæle hans pung, der indeholdt 8 Rbd 1 M 12 Sk. Lars går på et tidspunkt i seng med alt tøjet på og Tislumbunken lægger sig ved siden af og stjæler pungen ud af hans bukselomme – der er dog lidt usikkerhed om, hvorvidt pungen ligger frit fremme mellem dem, eller om den ligger i bukselommen.

Der kommer et par drukkenbolte ind i lejligheden om natten. Da Lars vågner og opdager, at han mangler sin pung, beskylder Tislumbunken de to fremmede for at være gerningsmændene og går til politiet for at anmelde tyveriet. Politiet tror ikke på ham, og han erkender, at han selv har pungen hos sig. Han prøver at få Lars til at sige, at han har givet ham den i forvaring, men det lykkes selvfølgelig ikke.  I dommen indgår det som et skærpende moment, at han har prøvet at skyde skylden over på de to fremmede.

Herudover dømmes han for bedrageri med hensyn til to lommeure, en kasket og et gevær. Alle genstandene køber han af Lars til langt under deres værdi. Han tilstår at have drukket Lars fuld for at kunne snyde ham ved handlerne.

Vi har indhentet Højesterets voteringsprotokol fra 1851, og der er en længere diskussion af de forhold, som tyveriet af pungen er begået under. Han forsøger at forsvare sig med, at han ville sikre Lars mod at de to fremmede tog pungen, og derfor skjulte han den i et chatol. Det er der dog ingen af Højesterets dommere, der tror på.

1853: Den 20. maj bliver Christen indsat i det nybyggede Horsens Tugthus, hvor han indskrives som fange nr. 1. Han bliver overført fra Viborg Tugthus sammen med 39 andre fanger.

Billedet er taget fra folketællingslisten i 1860.

1860: Han benådes af kongen i anledning af dennes fødselsdag. Det fremgår af benådningen, at hvis han atter gør sig skyldig i kriminalitet, vil han blive genindsat til tugthusarbejde på livstid. Han bliver hjemsendt til Hjørring amt.

1867: han indsættes atter i Horsens Tugthus efter domfældelse for brandstiftelse. Højesteret stadfæster den 4. oktober 1867 Landsoverrettens dom, der lyder på livsvarigt tugthusarbejde. En udskrift af Vennebjerg Herreds Ekstraretsprotokol finder du her.

Historien er: Han skal møde i forligskommissionen i Hjørring om morgenen og forlader om aftenen sit hus på Asdal Hede. Da han er på vej ud af døren, kommer han til at vælte et stearinlys, der antænder noget spindelvæv. Det går op for ham, hvor let det er at antænde hele huset på denne måde, og da han er hårdt trængt af gæld, tænker han, at det bedste vil være at brænde hele huset ned. Han kan ikke indse, hvordan han ellers skal komme ud af sin gæld. Han tager derfor lyset og sætter ild til flere spindelvæv, hvorved også taget antændes. Det hele brænder ned, og ruinerne takseres til 12 Rdl. Indledningsvist nægter han at have noget med branden at gøre, men senere erklærer han sig skyldig, og det er måske også grunden til, at forsvaret står så svagt.

Hans gældssituation er uoverskuelig: Han har købt huset for 105 Rdl, og har kun betalt de 2. Altså skylder han 103 Rdl., og af disse er han allerede bagud med at betale de 75 Rdl., der er forfaldne i de to foregående terminer.

Da han indsættes i Horsens i 1867, medbringer han følgende: 1 Hvergarns mørkegraa Underfrakke, mørkegrøn Klædes Overfrakke, 1 par sorte Vadmeels Beenklæder, 1 par sorte Skind Beenklæder, 1 sort Klædes Vest, 1 blaa do do, sort Klædes Kaskjet, 1 gl. Hue, 1 hvid ulden Nathue, 1 par nye Træsko, 1 par graa Vadmels Underbeenklæder, 1 par lange blaa Uldstrømper, 1 par hvide Uldsokker, 1 par blaa Vanter, 2 Tvistes Skjorter, 1 hvid Vadmels Undertrøie, 1  blaat  Hvergarns Livbælte, 1 sort og hvidt Bomulds Halstørklæde, 1 rødt do do og 1 uldent guult og blaat Tørklæde.

Som tidligere nævnt dør Christen Larsen Tislumbunken, 71 år gammel, den 28. oktober 1874 i Horsens Tugthus, hvor han sidder inde på livstid. Vi kender ikke dødsårsagen, og vi ved desværre heller ikke, hvor han bliver begravet, men et gæt er, at han bliver begravet på tugthusets begravelsesplads.

To gange tidligere har han været livstidsfange; 1. gang som slave i Stokhuset i København og 2. gang i Viborg Tugthus, men begge gange er han blevet benådet.

Denne 3. og sidste livstidsdom kommer til at stå til troende – han ender sit liv i tugthuset.

Samlet oversigt over opholdssteder.

Her er en film på 5 min., som viser hans samlede rejse.