Horsens Straffeanstalt

Fængslet stod klar til indflytning den 20. maj 1853 og var da et symbol på de nyeste tanker indenfor moderne fængselsbyggeri og de nye tanker om straf. Opførelsen begyndte i 1847.

Fængslet lukkede i 2006 og er nu omdannet til et flot

museum, som vi besøgte den 23. juli 2014. Vi brugte

mange timer på at gå rundt og se cellerne, og vi

forestillede os, hvordan ’vores’ kriminelle har tænkt

og følt i deres år i fængslet. Vi kiggede især efter

celler, der kunne vise, hvordan det så ud i 1853,

men sådanne var der desværre ikke.

De første 40 fanger kom fra Viborg Tugthus, der

indtil da var Jyllands eneste fængsel. Da de flyttede

ind, var kun tre af de projekterede fire fløje bygget

færdige. Den sidste fløj – østfløjen – blev bygget

færdig af fangerne i løbet af det første år. Fængslet

blev hurtigt fyldt op, og fem år efter indvielsen (1858)

måtte ledelsen meddele, at man nu havde nået sin

maksimale kapacitet på 500 fanger. Da fængslet

lukkede i 2006 havde man plads til ca. 175 fanger.

For at forstå, hvorfor det nye fængsel var et brud med fortiden, må man se på de straffeformer, der blev anvendt i 1700-tallet og stort set frem til Christian den 4.s Danske Lov blev afløst af den første straffelov af 1866. I 1700-tallet anvendte man legemsstraffe: piskning, hængning, brændemærkning, afhugning af lemmer m.v. Der opstod tanker om, at det ville være bedre at straffe på en måde, der både bestod af frihedsberøvelse og forbedring af det forbryderiske sindelag. Der blev i 1840 nedsat en kommission, der fik til opgave at se på, hvordan man kunne realisere dette mål. Kommissionen rejste rundt i Europa for at få inspiration. Der var to fremherskende systemer, der delte det syn, at fangerne skulle opdrages religiøst og forbedres moralsk. I begge systemer var metoderne isolation, disciplin og hårdt arbejde. Forskellen mellem de to systemer var graden af isolation.

Det Philadelphiske system: Fangerne levede i deres celler dag og nat, og de arbejdede også i cellen. Den eneste, der kom på besøg, var præsten. Skulle fangerne transporteres rundt i fængslet, var deres

ansigter dækkede, så de ikke kunne genkendes.

Med sig selv som det eneste selskab, var det

meningen, at fangerne skulle angre deres

forbrydelse og derigennem forbedre sig.

Det Auburnske system: Også her var der tale

om et cellefængsel, men her var fangerne kun

isoleret i cellerne om natten, mens de om dagen

arbejdede i fuldstændig tavshed i fælleslokaler.

Der var i Danmark lange diskussioner om, hvilken type fængsel, man skulle anvende. Til sidst enedes man om et kompromis: Man valgte ikke et ”enten eller” men et ”både og”.

Fængslet i Horsens blev bygget som et tugthus efter Auburn-tanken. Tugthuse var til fanger med lange straffe. Tugthusarbejde kunne idømmes mellem to og 16 år eller på livstid. Straffen blev anvendt på ældre forbrydere og andre, der blev anset for uforbederlige og derfor alene skulle tugtes for den forbrydelse de havde begået. Fangerne arbejdede i fællesskab om dagen, men tilbragte natten i enecelle, og straffetiden blev afsonet fuldt ud. De mandlige tugthusfanger kom her til Horsens, mens de kvindelige kom til Christianshavn.

Et forbedringshus skulle bygges på Sjælland, og her åbnede Vridsløselille Statsfængsel i 1859. Forbedringshusfanger afsonede kortere straffe. Forbedringshusarbejde kunne idømmes fra otte måneder til seks år og blev anvendt over for yngre mennesker, som man mente kunne have gavn af isolation, idet fangerne sad isoleret nat og dag. Til gengæld håbede man, at opholdet ville forbedre dem, og gøre dem i stand til at leve et lovlydigt liv bagefter. Mandlige forbedringshusfanger kom til Vridsløselille, mens de kvindelige kom til Christianshavn.

1930 kom der en ny straffelov, som introducerede begrebet fængsler og forenklede straffesystemet. Dermed gik man bort fra den tidligere skelnen mellem tugthus- og forbedringshusstraffe. Efter den nye straffelov skulle fangerne have andre forhold i Horsens.

Indtil 1933 boede fangerne i såkaldte natceller

i fængslets øst- og vestfløj. Cellerne var kun

beregnet til at være i, når arbejdsdagen var

slut, og med deres 3,2 kvadratmeter var de så

små, at der næsten kun var plads til en seng.

Derudover var cellerne placeret i midten af

bygningen, så der kom næsten ingen luft og

intet lys ind. Derfor rev man mellem 1933 og

1935 øst- og vestfløjens 376 natceller ned og

erstattede dem med 288 eneceller på 6,3

kvadratmeter og nu med vindue.

Kun ved et besøg i Horsens får man den den rette fornemmelse af straffene gennem tiderne, både de fysiske og psykiske.

Når man går rundt i fængslet, får man en hel anden fornemmelse af stedet og forholdene, end når man læser en tekst.

Kilder:

http://www.horsensmuseum.dk/Faengslet.aspx

”Forbrydelsens ansigt”, Den rette straf, side 58