Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.
Foto af Odense Rådstue er venligst stillet til rådighed af Odense Bys Museer, bygnings placering kan ses på historiskatlas.dk.
Mandag d. 24. november 1856 kl. 5.15 blev der ringet på porten til rådstuen i Odense.
Da den konstituerede arrestforvarer, Johan Peder Brodersen, sikkert noget søvndrukken, åbnede porten, stod smed Eckmann udenfor og bad om at komme ind, da han var våd og kold.
Smed Eckmann var blevet indsat i arresten den 12. juni 1856 i forbindelse med hustruen Oline Maries mystiske dødsfald, og da han sad i den såkaldte ”Port arrest”, var der ikke mulighed for frit at bevæge sig rundt efter forgodtbefindende.
Arrestforvarer Brodersen lukkede Eckmann ind, men førte ham til en anden celle. Da de passerede Eckmanns normale celle, bemærkede arrestforvareren, at den yderste dør til arresten stod på klem, og den inderste stod åben.
Det store spørgsmål var, hvordan var Eckmann kommet ud af arresten?
Havde han fået hjælp udefra?
Hvem havde han haft kontakt med, siden han kom i arresten?
Arrestforvareren var overbevist om, at cellen var forsvarligt aflåst, og nøglen var forsvarligt opbevaret i hans stue. Den ydre dør til gaden var om natten låst indvendigt med et skod og kunne ikke låses op udefra. Arrestforvarerens medhjælper havde fri, desuden var fru arrestforvarer Brodersen på besøg ude i byen. Da Brodersen jævnligt var ude ved porten for at se, om hun snart kom hjem, havde han passeret Eckmanns celle flere gange uden at bemærke noget. Desuden havde han – inden han gik i seng – kontrolleret, at alle celler var aflåst. Gaslygten i gangen blev slukket, da gadedøren blev låst. Efter hans mening måtte Eckmann været stukket af, inden yderdøren blev låst, og at andre måtte have åbnet celledøren med en dirk, men låsen bar ikke spor af at være brudt op.
Om eftermiddagen havde Eckmann været på godt en halv times gårdtur. Arrestforvareren havde derefter låst ham ind i cellen. Den inderste dør blev låst med to skodder og den yderste med nøgle. Der var ikke monteret en overstang til celledøren.
Eckmanns egen forklaring var følgende: Efter han var gået til sengs, havde han som sædvanlig bedt til Gud, hvorefter han faldt i søvn. Pludselig hørte han en stemme sige følgende: ” Nu kan du gå hjem til dine børn”
Eckmann stod noget forundret op og tog sit tøj på, hvorefter han gik ad de to åbne celledøre ud på gangen; hvordan han kom ud på gaden, kan han ikke huske. Om lampen var tændt i gangen, erindrer han heller ikke, men retter det dagen efter til, at den var tændt.
Han huskede ikke hvad vej han gik, men antagelig ad Vestergade. Noget tydede på, at han ikke havde været i Nårup, men været uden for byen i noget skov eller ved et gærde. Han havde været noget fortumlet og fået en rift i ansigtet. Hvordan han kom tilbage til byen, anede han ikke, men han havde spurgt en mand om vej til rådstuen, hvor han blev lukket ind af arrestforvareren.
I arresten havde han ikke haft omgang med de andre indsatte. En enkelt gang havde han haft overvåget besøg af sin bror Fritz. Derimod havde hans kæreste Maren Kirstine Pedersen ikke fået lov til at besøge ham.
Sagen fik ingen følger for nogen af de involverede, og det er stadig uopklaret, hvem stemmen tilhørte, og hvem der lukkede ham ud af arresten. Måske ligger løsningen i skillingsvisen, hvor der er en hentydning til, at den afdødes hustru Oline Marie ”går igen”, bl. a. hos præsten i Verninge.
Dokumenter i sagen viser, at smeden har været på ”Springtur”, men der er ingen beviser for de overnaturlige hændelser.