Livet gik videre.

Undervejs i sagen fra Veggerslev har vi mødt nogle personer, som ret hurtigt forsvandt ud af historien igen.

Hvordan gik det dem, og holdt de forbindelsen med hinanden og Veggerslev?

Jens Jensen Bids, udlagt far til det barn, som Mette Sørensdatter fødte i 1831.

Den lange hemmelige forlovelse blev brat afbrudt efter barnemordet.                    Efterfølgende er der tilsyneladende ikke kontakt mellem Mette og Jens.

Jens Jensen Bids, som hidtil havde tjent hos sin far i Veggerslev, fik                        pludselig i 1834 en mulighed for at få sin egen fæstegård i Veggerslev. Fæsteren af parcel nr. 4, Peder Andersen Henning, døde den 27. november 1833.                                          Han efterlod sig en enke på 27 år. Muligheden for en ung kone og en                                  fæstegård benyttede Jens Jensen Bids sig af. Allerede fire uger efter                                  Peder Andersen Hennings begravelse blev Jens Jensen Bids trolovet                              med enken Kirsten Poulsdatter. Parret blev viet i Veggerslev kirke                                  den 1. marts 1834.

Fæstebrevet til Jens Jensen Bids blev udstedt den 30. december 1834  af Benzon gods.

Jens Jensen Bids boede på fæstegården til sin død i 1874, de sidste år          som aftægtsmand.

Ane Dorthea Sørensdatter.

Efter at Ane Dorthea Sørensdatter blev løsladt fra Viborg tugthus i 1848, tjente hun forskellige steder på Grenaa egnen, og der var hele tiden kontakt til familien i Veggerslev.

På Veggerslev mark, matrikel nr. 39, lidt vest for de arealer, som hørte til Molsgården, boede en fæstemand ved navn Jørgen Jensen. Han havde i 1843 fæstet en ejendom, som                                          tilhørte Benzon gods.

                                      I februar 1860 blev Jørgen Jensen enkemand, men allerede 4                                            måneder senere, blev han gift i Voldby kirke med Ane Dorthea                                            Sørensdatter. En af forloverne var hendes bror Søren Sørensen                                          Mols fra Veggerslev.                                                                                                        Hun flyttede nu til Veggerslev og fik bopæl ikke langt fra, hvor                                            hun som ung passede Molsgårdens får.

                                      Ved barnedåb og bryllupper i familien med tilknytning til                                                    Molsgården optrådte Jørgen Jensen flere gange. Ane Dorthea har                                        helt sikkert været med ved disse begivenheder, men måske har hendes fortid dømt hende uværdig til at optræde i kirkelig sammenhæng.

Jørgen Jensen og Ane Dorthea blev boende på Veggerslev mark til deres død, henholdsvis i 1889 og 1891. De er begge begravet på Veggerslev Kirkegård.

Søren Sørensen Mols.

Søren Sørensen Mols kender vi som vidne i sagen omkring barnemordet.

Han overtog fæstet af Molsgården efter sin mor Gjertrud Sørensdatter.

Søren Sørensen Mols var som den ældste søn sikkert ham, som samlede familien og sørgede for, at Molsgården blev et sikkert sted for Ane Dortheas barn, Søren Lorentzen. 

Jens Sørensen Mols.

Jens Sørensen Mols optrådte som vidne i sagen omkring                                                barnemordet.

Vi ved, at han lod sig påvirke af Ane Dorthea til at give hende et                                        alibi den morgen, barnemordet på Molsgården foregik.                                                      Dette vidneudsagn indeholdt oplysninger, som har været med til                                      at stedfæste, hvor Molsgårdens tørvemose lå, og hvilken vej,                                        man har benyttet til og fra Molsgården.

Jens Sørensen Mols blev i 1847 gift med Severine Sørensdatter i                                        Voldby kirke. Parret bosatte sig på en gård i Thorsø.                                         Jens Sørensen Mols døde 8 år senere i en alder af 42 år.

Christopher Andreas Lorentzen.

Den udlagte far til Søren Lorentzen, tugthusfangen Christopher Andreas Lorentzen, møder vi kun i forbindelse med Sørens fødsel i Viborg tugthus i 1842.

Han var indsat i Viborg tugthus i perioden 17. juni 1839 – 7. juli 1844, hvor han blev benådet.

Der er et signalement af ham i Viborg Tugthus Signalementsbog 1839:

4148 No 232 Christopher Andreas Lorentzen.

63 3/4 Tommer høi (= 166 cm. red.) blaa Øine, lystagtigt Haar, middelhøi flad Pande med ?, bred Næse, langagtig Overlæbe, lille Mund, lilleagtig Hage, stærk af Skuldre, teml. stærk af lemmer, Teml. Svære Arbeidshænder med et stort Ar over den venstre Pegefinger. Taler Dansk. Mangler en Tand i Formunden.

Årsagen til hans ophold var en række tyverier og falsknerier i området Vejle-Kolding. Det havde tidligere udløst kort frihedsberøvelse, men efter et tilbagefald til den kriminelle løbebane blev han indsat i Viborg tugthus.

Efter løsladelsen rejste han hjem til Ødsted ved Vejle, hvor faderen var skolelærer og kirkesanger.

I tugthuset havde han sikkert, som mange andre fanger, lært at væve, og det bliver hans beskæftigelse i mange år fremover. Han fik                                                                      arbejde som væversvend på Clasonsborg, som

ligger ved Skarrild 20 km syd for Herning.

Clasonsborg var en spinde- og klædefabrik, som

bearbejdede dansk uld.

Christopher Andreas Lorentzen stiftede familie i

1846, da han blev gift med en lokal pige.

Arbejdet med vævning har ikke været den store guldgrube; derfor bor de for det meste til leje.

De sidste år før parret dør, er de indtinget af fattigvæsenet i Karstoft.

Christopher Andreas Lorentzen har åbenbart ikke haft forbindelse med sin søn, Søren Lorentzen i Veggerslev.