Tak til Lokalhistorisk Arkiv, Tommerup som har stillet en scanning af skillingsvisen til rådighed for kriminalhistorie.dk

Klik på de små biller af skillingsvisen herunder, for at se dem i original størrelse.

Allernyeste Vise med Beskrivelse

    om Smed

Martinus Adolph Eliasen Eckmann

af Naarup By, Verninge Sogn i Fyen, som dræbte

sin Kone med Gift, hvorfor han ved Høiesteret er

dømt til at henrettes og lægges paa Steile og Hjul,

hvilken Dom senere af Hs. Maj. Kongen er stadfæstet.

Priis: 4 Skilling

__________________

Mel.: Dengang Almagtens Gud.

1.Det er gaaet et Ry – Udi Land og i  By,

Om Smed Eckmann, som dræbte sin Kone;

Skjøndt de gift længe var – Og ti Børn sammen har,

Konens Liv han dog ei vilde skaane.

2.Udi Ungdommens Tid – Hun saa venlig og blid

Blev af Smeden udkaaret til Mage.

De da levede glad – Udi Kjøbenhavns Stad,

Reiste siden til Fyensland tilbage.

3.De god Næringsvei fik – Og en lang Tid bortgik,

Alt gik frem for dem paa det bedste.

Til en pige han saaer – Hos sin Nabo at gaae,

Og det blev for dem Alle det Værste.

4.Ung og smuk Pigen var – Smeden Kærlighed bar,

Til den muntre og yndige Pige.

Konen strax dette saae – Da det ei kunde gaae,

Løb de Elskende bort kan jeg sige.

5.Men de indhentet blev – Udi Assens de drev,

Deres Elskov som før, men saa sage.

De nu lagde en Plan – At med Gift Smeden  han

Skulde tage sin Kone afdage.

6.Først han kunde ei ret – Men med Flid glemte det

Paa sit Lofte alt under en Lægte.

Derpaa Giften medtog – Og til Odense drog,

Før den Gjerning han ret kunde mægte.

7.Der da i et Glas Viin – Han sin Kone saa fiin,

Giften gav, hvorpaa Døden snart fulgte.

Men den Gjerning saa leed – Som enhver jo vel veed,

Han så længe som mulig fordulgte.

8.Næste Aar som man skrev – Konen opgravet blev ,

Og af Doctor opskaaret og prøvet.

Det da viste sig grandt – At paa Konen forsandt.

Var et Giftmord jo bleven forøvet.

9.Men dog gik syv Aars Tid – Før ved Dommerens Flid,

Smeden vilde bekjende sin Brøde.

For det Mord paa sin Viv – Blev han dømt fra sit Liv ,

For sin Synd han nu venter at bløde.

10.Derfor Alle og Hver – Beder Gud at han her

Vil os vogte fra Synd og fra Fare.

Vi paa saadanne Feil – Kan os see udi Speil,

Gud os alle i Naade bevare.

________________________________________

Martinus Adolf  Eliasen Eckman, er født i Odense den 11te November 1815, hvor hans Fader var Snedker. Her lærte han Smedeprofessionen og blev gjort til Svend. I sine Drengeaar , udmærkede han sig stedse ved Flid og Duelighed til sit Arbeide og hans Mester omtalte ham altid med Berømmelse. Som Svend blev han i Kjøbenhavn forlovet med en Jomfru fra Christiania i Norge ved Navn Oline Marie Olsen, med hvem han giftede sig. Hun var født af rige og fornemme Folk og var i Kjøbenhavn for at uddannes. Da de kort efter Giftermaalet  reiste  til Norge, hvor de haabede hos hendes Moder, som var Enke, at faae en god Medgift, blev Moderen, som ikke før havde vidst noget om Datterens Giftermaal,  saa forbittret, at hun viste Dem bort, og gjorde sin Datter arveløs.

De reiste derpaa til Fyen, hvor han ernærede sig som Smed og boede adskillige Steder, sidst og længst, boede han i Naarup Bye, Verninge Sogn, Odense Herred paa Fyen, hvor han, som var en flittig, flink og duelig Mand, fik  snart saameget Arbeide, at han holdt flere Svende paa eengang. Med sin Kone avlede Eckmann 10 Børn, dog var det ikke altid den bedste Forstaaelse imellem dem, thi Konen var meget hidsig og opfarende, hvilket ogsaa gik ud over Tjenestepigerne, og især over Smeden hver Gaang hun lavede til Barsel. Uenigheden tiltog især, da Smeden kom hjem fra Slesvig, hvor han i 1850, tilligemed sin Broder, Snedker, Johan Elias Eckmann, havde været Marketenter, hvorved han fortjente sig mange Penge, men tillige hjemførte med sig en tydsk Pige, ved Navn Trine, med hvem han avlede et Barn, hvilken Pige dog omsider reiste fra Smeden og tog Tjeneste i Fyen. Noget efter i Aaret 1854 forelskede Smeden sig en ung meget smuk Pige, hans Nabo, Gaardmand, Peder Larsens Datter Maren Kirstine Pedersdatter, som var født den 24. Juni 1835. Da Konen derpaa snart bemærkede Dette, blev Uenigheden hver Dag værre, hvorover Smeden og hans Kjæreste, besluttede at udvandre til Amerika. Sin Plan meddelte han derpaa sin Broder, Snedker Johan Elias Eckmann, som da boede i Middelfart, hvilken hos en Agent i Odense, forskaffede Smeden et Pas, hvormed de kunde udvandre, med Dampskib fra Assens: og for at de kunne møde begge i rette Tid, tog Snedkeren Stine i sit Huus. Derpaa skrabede Smeden ihast alle de Penge sammen, han kunde faae, og reiste derpaa en Dag til Assens, hvor han sagde til sin Kone, at han vilde købe Kul og Jern. Her traf han allerede Maren Kirstine, men Snedkeren havde i rette Tid forraadt Planen for Smedens Kone og Stines Forældre, som derpaa ilede til Assens, og naaede rigtig at forhindre deres Afreise. Da de paa Gaden i Assens først traf de Flygtende, gik Smedens Kone i sin Ivrighed hen og slog Maren Kirstine en paa Øret, hvilket opvakte hendes Had til Konen. Da de derpaa kom hjem, begyndte Maren Kirstine at fordre af Smeden, at han skulde forgive sin Kone; Smeden tilbød at lade sig skille af med hende, hvilket Stine ikke vilde nøies med, da hun frygtede for at han skulde gaa tilbage til Konen igjen. Da Maren Kirstine den 1ste Mai var kommen til Odense at tjene, fordrede hun atter Konens Død af Smeden , hvergang han besøgte hende, især paa deres Spadseretoure  ud i Næsbyhoved Skov, hvor hun endog truede Smeden med at aflive sig selv, dersom han ikke vilde forgive sin Kone. Endelig loved han det, og henvendte sig til sin Broder, Snedker Eckmann, om at skaffe sig Giften. Snedkeren leverede virkelig Smeden en Dag i Gribsvad Kro 8 Lod Arsenik i et Papir, hvilket han i sit Hjem, gjemte paa Loftet under en Lægte. Paa nye Opfordringer, besluttede Smeden sig til at forgive Konen, det skete den 3die August 1855,  i Odense da de skulde reise hjem, og Smedens Kone og Mads Thomsens Kone sad paa Vognen, medens Mads Thomsen, som kjørte for dem, stod ved Hestene, kom Smeden ud til dem, med 3 Glas Portvin paa en Bakke, i det ene Glas som Smeden stillede lige for sin Kone, havde han kastet en stor Klump Arsenik, som han med 3 Fingre tog op af Vestelommen. Konen Bad Smeden drikke sig til, hvilket han og  gjorde, hun drak derpaa Glasset ud. Paa Hjemveien kom han selv til at kaste op af Giften, hun blev først syg næste Morgen, men gik dog samme Dag ½ Miil til Væver Jens Thomsen i Tommerup, skjøndt hun var meget syg. Hun døde den 7de August. Dagen før kunde Smeden ikke taale at see Konens store Lidelser, men gik til Odense og fortalte Stine at Konen havde faaet Giften. Den 26de August fødte Stine et Barn ved Smeden, som døde den 29de August, hun flyttede da i Huset til Smeden, med hvem hun siden har avlet 3 børn til. Nogen Tid efter gik det Rygte overalt, at Smeden havde forgivet sin Kone, samt at Konen gik igen!  og at hun flere Gange havde aabenbaret sig for Pastor Rasmussen i Verninge, for at formaae ham til at faae anstillet Undersøgelse om hendes Mand . Og at det var derfor at Præsten ivrede saa meget for at faae Liget opgravet, som skete den 8de Mai 1856. Hun blev derpaa obduceret og chemisk undersøgt af Distriktslægen og Stiftsphysikus indtil 9de Juni, hvilket beviste at hun var død af Rottekrudt, som og antoges af det kongelige Sundhedskollegium. Smeden og Stine sad da længe arresteret og gjennemgik mange Forhører men bekjendte Intet. Da var det at Smeden en Nat var kommen ud af sit Fængsel og løbet hjem til sin Familie i Naarup, og til Odense igjen, før Dag, hvor han bankede paa Raadstuedørren og blev igjen lukket ind i sit Fængsel: Det var i alt 6 Miil. Han bekjendte da  en Aand, som han antog for sin Kone havde lukket ham op og befalet ham at gaae hjem og see til sine Børn; I October 1861, bleve de igjen tilligemed Snedker Eckmann arresterede, og da lykkedes det endelig Herredsfogden, Hr. Amtmand Dahlerup  at bringe dem til Bekjendelse. De bleve derpaa ved alle Retter dømt fra Livet: Han til at lægges paa Steile og Hjul: og og hendes Hoved at sættes paa en Stage. Kongen stadfæstede Smedens Dom, hvorover Smeden gik fra Forstanden, og er nu indtil videre hensat i Sindssygeanstalten i Vordingborg. Hun blev benaadet med livsvarig Tugthuusarbeide, og er nu i det store Fængsel, ved Vridsløselille i Sjælland. Snedkeren blev frikjendt ved Høiesteret. Saa stor Elendighed overgik disse Folk, fordi de ikke frygtede Gud, men lod sig henrive af deres onde Lyster.

Forfattet og forlagt af Thomas Hansen, Tommerup,

Trykt i Chr Milos Officin i Odense 1863