Erklæring januar 1861 fremsendt til Odense Herredsret.

Erklæringen er indsendt af Maren Kirstine Pedersen og attesteret af H. Hansen og M. A. Eckmann.

Sagen drejer sig om, at Maren Kirstine har født et barn først i januar. Efter onde rygter som er sat i omløb, skulle gårdmand Morten Carsten Pedersen (kaldet Morten Stæhr) være far til barnet og ikke smed Eckmann. Maren Kirstine erklærer herved, at Morten Carsten Pedersen ikke er far til barnet, og at hun aldrig har haft legemlig omgang med ham.

Forhør tirsdag d. 1. oktober 1861 i Odense Herreds Politiret.

Smed Eckmann er blevet anholdt. Grunden er, at han – efter et dekret fra Stiftsamtet – har forbud mod at leve sammen med fruentimmeret Maren Kirstine Pedersen. Selv om han har fået og udstået sin straf på fire dage på vand og brød, har han fortsat sit samliv med Maren Kirstine. Desuden har parret siden straffen avlet to børn, den yngste er ¾ år gammel. En vist Morten Stæhr har været nævnt som mulig barnefader. Eckmann er aldrig blevet spurgt, om han ville give sin tilladelse til at blive udlagt til barnefader, men selv om han var blevet spurgt, havde han nok sagt nej.

Forhør torsdag d. 3. oktober 1861 i Odense Herreds Politiret.

Nu har man hentet og anholdt Maren Kirstine Pedersen. Hun fortæller, at hun har avlet tre børn med smed Eckmann. Hun har ialt født fire børn; det ældste, som hun fødte, da hun tjente hos Madam Crone i Odense, er smeden ikke far til, men de sidste tre, som er født i huset hos Eckmann, er han far til. Maren Kirstine vil ikke benægte, at hun har fået en straf i april måned på vand og brød for at have overtrådt et dekret fra Stiftamtet. Efter straffen var udstået, vedblev hun at leve sammen med Eckmann, og de sov i samme kammer. Efter de havde fået deres straf fik de to børn. Endelig nægter hun at have stået i forhold til Morten Stæhr.

Peter Pen er tilbage på sin plads. Efter retsmødet tager han straks tilbage på redaktionen. Der er noget der ikke passer med de børn. Har denne Maren Kirstine ikke været lidt løs på tråden? Mon ikke han kan finde et gammelt notat fra sidst, parret var flittige gæster i retten?

Forhør fredag d. 4. oktober 1861 i Odense Herreds Politiret.

Maren Kirstine er nu kommet i tanke om, at hun har                                                  dyrket legemlig omgang med gårdmand Morten Carsten                                        Pedersen på Stæregården i foråret 1861. Da Maren                                                          Kirstine opdagede, hun var blevet gravid, havde hun sagt                                                  til Morten, at hvis han ikke betalte hende nogle penge,                                                      blev han udlagt som barnefar. Smed Eckmann vidste                                                      godt, at Maren Kirstine havde noget kørende med Morten                                                  Stæhr, men vidste også at han, smed Eckmann, var far                                                    til barnet. Han var også informeret om, at Maren Kirstine                                                  under trusler havde krævet penge af Morten Stæhr. Da                                                      det økonomiske var på plads, blev der skrevet til præsten                                                om at få barnet døbt, og her blev Eckmann angivet som far.

Peter Pen er ikke overrasket, men at den gale smed fra Nårup kunne finde på at bruge sin tjenestepige til at afpresse en ordentlig gårdmand for penge, ovenikøbet ved utugt, det er næsten for vovet at skrive i avisen.

Forhør d. 9. og 10. oktober 1861 i Odense Herreds Politiret.

Maren Kirstine roder rundt i, hvem der er far til hendes yngste og ældste barn. Pludselig kommer hun i tanke om, at hun, før hun kom til Odense, i lang tid havde været meget gode venner med Eckmann. At det sidste barn hun havde født, slet ikke var avlet sammen med Eckmann, at det var falsk vidnesbyrd fra hendes side. Den rigtige far var Morten Stæhr, men Eckmann havde givet sit samtykke til faderskabet selv om han vidste, det ikke var ham.

Peter Pen river sig i håret. Har dette kvindemenneske da mistet al fornuft? Sådan en rodet forklaring tager dommeren ikke for gode varer.

Forhør onsdag d. 23. oktober 1861 i Odense Herreds Politiret.

Denne dag starter Maren Hansdatter i vidneskranken. Hun tjente hos smed Eckmann i Nårup fra 7. juli 1855 til 1. november 1859. Efter Eckmanns kone døde 7. august 1855, kom Maren Kirstine til smedens hus i Nårup. Da hun flyttede ind, delte hun gæsteværelse med smeden; i soveværelset lå tjenestepigen sammen med børnene. Smeden og Maren Kirstine levede fint sammen. Tjenestepigen havde i sin dragkiste tre stk. blåternet hørgarnstøj á 3-4 alen liggende, noget hun havde fået foræret af sin bedstemor, som havde ladet det spinde og væve til sengegardiner. Dette stof tilegnede Maren Kirstine sig og klippede det til forklæder, stumperne fik Maren udleveret året efter.

Maren Kirstine erkendte, at hun havde tilegnet sig stoffet, og at Marens forklaring passede.

Forhør lørdag d. 2. november 1861 i Odense Herreds Politiret.

Et helt nyt vidne dukker op; det drejer sig om smedesvenden Poul Nielsen, der arbejdede hos Eckmann i efteråret 1860. En dag havde han lagt et par bukser i bryggerset, men da de pludselig var forvundet, spurgte han Eckmann og Maren Kirstine, om de havde set dem, men de kendte ikke til de manglende bukser. Her i foråret 1861 var han kommet ind i smedens stue og opdaget, at et bælte, der var syet i et svøb til det lille barn, var af samme stof som hans manglende bukser. Maren Kirstine indrømmede, at hun havde stjålet bukserne og brugt dem til bælte.

Lige inden retsmødet sluttede, kom dyrlæge Henriksen i vidneskranken. Han erklærede, at han aldrig havde

udleveret arsenik til de to brødre Eckmann. Han blev sat under arrest.

Peter Pen er optimist efter de sidste dages afhøringer. Nu brænder tampen. Med tre arrestanter får sagen sikkert snart en afgørelse. Nu kan han skrive en artikel om ”Sodoma og Gomorra i Nårup smedehus" i stedet for om tyve, røvere og usædelige mordere.

Forhør d. 4. – 5. – 7. november 1861 i Odense Herreds Politiret.

Efter at have siddet i arresten søndagen over, bliver dyrlæge Henriksen indgående forhørt over tre dage.

Han benægter, at smed Eckmann har fået arsenik eller arsenikvand hos ham. Han har derimod i april 1855 vasket nogle kreaturer i arsenikopløsning hos snedker Eckmann på Skrillinge Mark. Da han var færdig, var der en halv flaske tilbage, den fik snedker Eckmann til opbevaring sammen med én unze (28 gram) hvid arsenik i en papirkapsel, alt dette fik dyrlægen senere tilbageleveret.

Dyrlægen kommer nu i tanke om, at snedker Eckmann senere kom og beklagede sig over, at giften var blevet leveret tilbage, da han skulle bruge noget mere. Han fik derfor udleveret en kapsel med 1½ unze arsenik sammen med en forklaring på, hvordan den skulle opløses.

Snedkeren havde senere fortalt, at han havde givet giften videre til sin bror i Nårup.

Da der kort tid efter gik et rygte om Olines død, og at hun måske var blevet forgiftet, beklagede snedker Eckmann sig til dyrlægen over, at giften var havnet hos smeden, men snedkeren havde også sagt: ”Det kunne være det samme, om han havde vasket sine køer med arsenik eller tyllet det i kællingen”.

Dyrlægen erkender, at snedkeren har fået arsenik, og at den er gået videre til smeden.

Forhør d. 9. – 14. november 1861 i Odense Herreds Politiret.

Nu er turen kommet til snedker Johan Elias Eckmann fra Middelfart.

Han har aldrig overladt sin bror rottekrudt, og Maren Kirstine har aldrig tjent hos ham, men han havde kørt hende til Assens. Da han efter et par dage stadig nægter at kende noget til arsenikken, bliver han indsat i arresten.

Peter Pen: Nu er sagen vist klar. Dyrlægen har leveret giften til snedkeren, som igen har givet den til smeden, som forgifter Oline med den. Nu mangler der bare, at de tilstår.

Forhør mandag d. 18. november 1861 i Odense Herreds Politiret.

                                                  Købmand Carl Christoffersen, Vestergade i Odense, er                                                      mødt op med en anmeldelse af et tyveri, han har været                                                    udsat for i smedens hus i Nårup i september måned.                                                        Han havde været på besøg og bestemte sig for at gå en                                                    tur for at se herregården Frederikslund (Krengerup). Da                                                    det var varmt i vejret, lod han sin overfrakke ligge i                                                          smed Eckmanns dagligstue. Da han efterfølgende kørte                                                    mod Odense, opdagede han, at der manglede et                                                              lommetørklæde og fem mark i mønter. Maren Kirstine                                                      blev hentet i arresten og tilstod, at hun havde stjålet                                                        lommetørklædet, og hun havde det endnu.

Forhør tirsdag d. 26. november 1861 i Odense Herreds Politiret.

Snedker Eckmann fortæller, at når han har besøgt sin bror smed Eckmann, var der et sandt helvede mellem smeden og Maren Kirstine. Når de skændtes, truede hun smeden med, at hun skulle få ham anbragt på et sted, som han ikke uden videre kunne forlade. Snedkeren mente ud fra det, at de havde en hemmelighed sammen, som han ikke kendte til.

Maren Kirstine fortæller, at det er rigtigt, at smed Eckmann var far til hendes ældste barn, som hun fødte i Odense. Det var Eckmann, som havde opfordret hende til at sige, det var en vognmandskarl. Smeden var klar over, at hvis han blev angivet som far, ville han blive straffet for hor, da han var en gift mand. Maren Kirstine fortalte også, at smeden havde sagt, at han havde fået noget rottekrudt af sin bror, snedker Eckmann i Middelfart. Dette skulle bruges til at forgive Oline med. Mandagen efter at Oline var blevet syg, kom smeden til Odense, hvor han fortalte hende, at han om fredagen havde givet Oline rottekrudt i et glas vin hos Barløse. Resten af giften skulle han have gemt i et træ uden for byen. Om han senere gav Oline mere gift, ved hun ikke.

Peter Pen gnider sig i hænderne. Hvad sagde han? Nu falder korthuset sammen. Maren Kirstine har næsten givet drejebogen til mordet.

Forhør fredag d. 13. december 1861 i Odense Herreds Politiret.

Snedker Eckmann erklærer, at han aldrig nogensinde har fået rottekrudt af dyrlæge Henriksen. Derimod har Henriksen selv sagt til ham, at han har overladt rottekrudt til smeden.

Forhør lørdag d. 14. december 1861 i Odense Herreds Politiret.

Snedker Johan Eckmann forklarer, at han efter bedste erindring, så vidt han husker, fik en henvendelse fra smeden om, at Maren Kirstine var meget opsat på, at de sammen skulle rejse ud af landet. Smeden var gået i gang med at planlægge turen, som skulle gå fra Assens via Årøsund til Hamborg og herfra med et udvandrerskib til Australien. Snedkeren var imod denne flugt, og derfor tog han til Nårup, hvor han satte Maren Kirstines forældre på Vestergård ind i sagen. Da de skulle rejse, kørte snedkeren Maren Kirstine til Assens for at påse, at turen ikke blev til noget.

Maren Kirstine forklarede herefter, at det var aftalt, at                                                      hun sammen med smeden skulle rejse til Australien. Til                                                    turen skulle der bruges pas og billet. Sådan et køb skulle                                                foregå lidt diskret, og den opgave påtog smedens bror,                                          snedker Eckmann i Middelfart, sig. Han skaffede de                                                  nødvendige papirer hos udvandrerselskabets agent,                                            vicekonsul Fugleborg i Odense. De 400 rigsdaler, som                                                        turen kostede, havde smeden ikke, dem lånte han dels                                                      hos naboen på Vestergård, Peder Larsen, som også er                                                Maren Kirstines far, og dels hos Johan Chr. Clausen på                                              Skinshave. Efter den planlagte rejse var mislykkedes,                                                        kom Maren Kirstine til at bo hos sine forældre på Vestergård. En dag da smeden besøgte hende i hendes kammer, sagde han, at han ville skille sig af med Oline, da hun var helt urimelig. Han talte ikke ved den lejlighed om, at han havde rottekrudt, og hun ved heller ikke, hvorfra eller hvornår han har fået det. Hun mener, han siden har sagt, at han har fået det af sin bror snedker Eckmann. Den dag smeden sidste gang var i Odense sammen med Oline, mødtes hun om eftermiddagen med ham i Købmand Pedersens port i Vestergade, hvor han fortalte, at Oline var med, og han ville give hende et glas vin med noget i, hun kunne dø af. Den efterfølgende mandag mødtes hun igen med smeden i købmandens port; her fortalte smeden, at Oline havde fået rottekrudt i vinen hos Barløse, og resten af giften havde han gemt i et træ uden for byen.

 

Peter Pen Sikken en redelighed. Tænk sig, at låne penge af sin ”svigerfar” så smeden kan stikke af med datteren. Snedker Eckmann er pludselig blevet helt moralsk, han snakker vist kun for at rede sit eget skind. Nu sidder smeden i saksen; den forklaring om hvad der er sket hos Barløse, bliver det vist svært at få nogen til at tro på..

Forhør mandag d. 23. december 1861 i Odense Herreds Politiret.

Dyrlæge Henriksen kan fortælle, at snedker Eckmann ikke kunne lide smedens kone Oline. Han sagde på et tidspunkt, hun ikke var bedre værd end at skyde. Da dyrlæge Henriksen i januar 1857 traf snedker Eckmann, blev han inviteret ned i Nielsens kælder, hvor han fik besked på at holde kæft om hans giftudlevering, ellers fik han knust sine knogler.

Peter Pen: Nu blev det jul, men de afhørte får vist ikke meget fred i sindet, og selv vil han gå langt uden om portvin de næste dage.

Skrivelse d. 10. januar 1867 fra politiassistent Jørgensen til dommeren.

Sag vedrørende et tyveri i Verninge kirke begået af moderen til Maren Kirstine, Ane Johanne Hansdatter på Vestergård i Nårup. (Se den del af retssagen i mappen: ”Tyveriet i Verninge kirke”)

Forhør mandag d. 3. februar 1862 i Odense Herreds Politiret.

Snedker Eckmann fortæller, at rottekrudtet, som smeden utvivlsomt har forgivet sin kone Oline med, har han selv givet sin bror, men han vidste ikke, at smeden ville bruge det dertil. Smed Eckmann havde fortalt, at han havde et hesteådsel, som han ville bruge til at fange ræve med. Snedker Eckmann opsøgte derfor dyrlæge Henriksen for at få noget rottekrudt til smeden. Dyrlægen var ikke hjemme, men hans kone udleverede giften i en papirkapsel til snedkeren. Han kørte derefter til Nårup, hvor han skulle hente en svensk harve. Ved samme lejlighed afleverede han giften. Han husker ikke hvornår, men det kan have været i foråret 1855. Sidste gang smed Eckmann var arresteret, fortalte Maren Kirstine, at Oline havde fået rottekrudt i sin mad eller drikke hos Barløse. Senere på turen hjem til Nårup fik hun en ny portion vin eller mjød ved Hoppehuset. Snedker Eckmann forsikrer, at han ingen del har i forgiftningen af Oline, og at han slet ikke deltog i det, da han ikke var i Odense den dag. Når snedker Eckmann hidtil har fortiet sandheden, var det for at skåne madam Henriksen for ubehageligheder, og for ikke at vidne mod sin bror.

Dyrlæge Henriksens hustru Marensine Rasmine er straks blevet indkaldt og får forelagt snedker Eckmanns forklaring og mener, det sikkert har været, som snedkeren har forklaret.

Nu er det blevet smed Eckmanns tur til at blive afhørt. Han indleder med, at han nu åbent og uforbeholdent vil tilstå den af ham begåede forbrydelse.

Dommeren bemærker, at arrestantens ydre og hele optræden bærer tydeligt spor af en sand og oprigtig anger.

” Tilståelse i retten”

Peter Pen har øjeblikkeligt sendt bud til redaktøren på Fyens Stiftstidende om. at de skulle rydde forsiden på morgendagens avis, fordi Smed Eckmann lige havde tilstået giftmordet på sin kone Oline.

Peter Pen ved af erfaring, at der nu vil følge en del retsmøder i den nærmeste fremtid. Disse vil indeholde en masse opremsninger fra sagen, og de anklagedes tilståelser vil blive gået igennem med en tættekam. Herefter kommer dommen og den vil sikkert blive hård. Bødlen er sikkert allerede ved at slibe øksen.

Peter Pen har spurgt sin redaktør, om avisen havde interesse i nogle artikler med de enkelte personer i sagen, når den engang har nået sin afslutning. Det blev på den betingelse, at han ventede til de skyldige var dømt, så artiklerne ikke kunne påvirke sagens endelige afgørelse, og avisen derved kunne bevare den gode kontakt til retten.

Dommen d. 21. maj 1862 i Odense Herredsret.

Under ledelse af dommer Dahlerup og meddommerne proprietær Lollesgaard, forvalter Esmann af Ålykkegård, sognefoged Møller af Eiby og gårdmand Anders Madsen af Eiby blev følgende dom afsagt.

”Direkte afskrift er benyttet”

Thi Kjendes for Ret:

Arrestanten Martinus Adolph Ekmann eller Martinus Adolph Eliasen (Ekmann) bør have sit Liv forbrudt og henlægges på Steile og Hjul.

Arrestantinden Maren Kirstine Pedersen eller Pedersdatter bør have sit Liv forbrudt og hendes Hoved sættes på en Stage.

Arrestanten Johan Elias Ekmann bør hensættes til Tugthuusarbeide på Livstid.

Tiltalte Ane Johanne Hansdatter bør hensættes til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

Tiltalte Dyrlæge Lars Henrik Henriksen bør betale en Mulct af 50 Rd. til Odense Amts Fattigkasse.

Alle af Actionen lovligt flydende Omkostninger, herunder i Salair til Actor Procurator Tommerup 24 Rd., og i Salair til Defensorerne Procurator Petersen, Procurator Hansen, Procurator, Kammerassessor Jespersen, Procurator Cloos, Prøveprocurator Borch, 16 Rd. til den Førstnævnte og 8 Rd. til hver af de Andre bør Arrestanten Martinus Adolph Ekmann, Arrestantinden Maren Kirstine Pedersen og Arrestant Johan Elias Ekmann Een for Alle og Alle for Én tilsvare, dog saaledes, at de Tiltalte Ane Johanne Hansdatter og Dyrlæge L. H. Henriksen in solidum med dem bør tilsvare hver for sit Vedkommende de af Actionen flydende Omkostninger samt hver 1/5 Deel af de Procuratorerne tiltjente Salairer.

Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og i øvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven.