Sadelmager Hans Hansen og hustru Maren Kirstine Larsdatter fra Nårup fik deres søn Christian Frederik Hansen døbt i Verninge kirke d. 18. oktober 1853. Bortset fra at dåben blev holdt en tirsdag, var der tilsyneladende ikke noget usædvanligt over begivenheden.

Barnet blev båren til dåben af gårdmand Christian Madsens datter Ane Johanne Christensdatter, og Peder Larsens kone Ane Johanne Hansdatter i Nårup stod ”hos” eller var ”huemor” som det kaldtes. Det var hende som holdt dåbshuen under dåben, men hun havde også en helt anden praktisk funktion i kirken. Barnet mor var efter tidens skik sikkert ikke med i kirken, og i 1853 var der ikke noget, der hed en varm sutteflaske, hvis barnet blev sultent i kirken.  Her kommer Ane Johanne Hansdatters ekstra funktion ind i billedet: hun skulle amme barnet, hvis det blev nødvendigt. Dengang sagde man det mere direkte, hun skulle give ”patte”.

De to kvinder med navnet Ane Johanne sad ene sammen på den samme kirkebænk. Andre i kirken bemærkede, at Ane Johanne Christensdatter bar en hårhalskæde med en guldlås, og at låsen var gået op, og kæden hang løs. Selv opdagede hun ikke noget, inden hun kom hjem til Nårup. Der blev straks sendt bud til Verninge kirke, men der lå ingen halskæde i kirken. Ane Johanne mistænkte straks Peder Larsens kone Ane Johanne for at have taget den, hun havde nemlig ikke det bedste rygte.

Løsningen på mysteriet om det forsvundne halssmykke blev først opklaret i januar 1863. I forbindelse med opklaringen af giftmordet på smed Eckmanns kone Oline, var der en vaks politiassistent L. Chr. Jørgensen, som kunne huske, at der var noget med et smykke, og at Ane Johanne Hansdatter var mor til den nu sigtede tjenestepige Maren Kirstine Pedersen.

Ane Johanne Hansdatter blev anholdt d. 20. januar 1862. Hun kunne huske, at hun var med til barnedåben og sad ved siden af Ane Johanne, som bar barnet. Da de sad på kirkebænken, bemærkede hun en halskæde, som lå på gulvet. Hun samlede den op og puttede den i lommen. Efter nogle år fik en af hendes døtre halskæden. Hun omtalte aldrig fundet for nogen, og hun havde aldrig hørt, at Ane Johanne manglede en halskæde.

Dommeren forklarede Ane Johanne Hansdatter, at hun måtte kunne begribe, at halskæden måtte tilhøre den anden Johanne, der sad på samme bænk, de var nemlig kun de to på kirkebænken.

Ane Johanne Hansdatter indrømmede, at hun så kæden ligge på gulvet og havde samlet den op og i hemmelighed stukket den til sig. Hun kunne ikke tro, den tilhørte Ane Johanne Christensdatter, men måtte være tabt af en anden kirkegænger en af de forrige søndage.

Ane Johanne Hansdatter blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød ved Odense Herredsret d. 21. maj 1862.

Smykkesagen og sagen om giftmordet i Nårup blev behandlet samlet, og dommen blev anket til to højere instanser.

Først stadfæstedes den ved Den Kongelige Landsoverret samt Hof og Stadsret i København d. 7. oktober 1862.

Højesteret stadfæstede igen dommen 18. marts 1863.