Christen Larsen kaldet Skomager

30 år gammel. Upåklagelige forhold og ikke tidligere straffet. Han kan fint læse, men det kniber med at skrive.

Han sigtes for efter foregående aftale med Niels Christensen med tilnavn Bækgaard, at have myrdet sidstnævntes kone Ane Marie Pedersdatter ved kvælning. Han dømmes for mordet og straffen i Viborg Landsoverret er, at han bør straffes på livet, der er en anden betegnelse for dødsstraf. Højesteret skærper straffen til, at han bør miste sin hals, og at hans hoved skal sættes på en stage. Højesteret er dermed enig med underretten. Det vil sige, at han i otte måneder har kunnet se frem til, at skarpretteren skulle gøre det af med ham.

Han undgår dødsdommen, fordi de otte af Højesterets dommere alligevel indstiller til Majestæten, at han skal slippe med følgende begrundelser:

1) ”at denne Tiltaltes forbryderiske Virksomhed i det hele først er fremkaldt efter gentagne Opfordringer af Bekgaard til at ombringe dennes Hustru;

2) at selve Gjerningen, hvorved bemeldte Ane Marie Pedersdatter er ombragt, er udført af Tiltalte i en høi Grad beruset Tilstand, hvilket i Forbindelse med Tiltaltes Forklaring under Sagen gjør det antageligt at hans Forhold i denne henseende, skjøndt det efter Lovgivningen er fundet at maatte belægges med den for overlagt Voldsgjerning bestemte Straf, dog ikke har været præmediteret (overvejet i forvejen);

3) at han strax aabenhjertigt har tilstaaet Forbrydelsen, ledet dertil af Anger, hvilken han ogsaa maa antages senere oprigtigt havde følt; samt

4) at han tidligere har ført en ulastelig Vandel”

Den endelige straf ender herefter med at blive tugthus på livstid jfr. kongeligt reskript af 28. juli 1851 . Ved kongelig resolution fra 1864 løslades han - efter ansøgning til kongen fra søsteren - og efter forestilling for kongen - med den klausul, at han skal rejse til Amerika. Han får med andre ord en enkeltbillet ud af landet.

Han slår Ane Marie Pedersdatter ihjel, fordi Niels Christensen Bekgaard har sagt, at han ville få sådan betaling ”at han ikke skulde komme til at trænge.” Han er en fattig mand, der pludselig får et sådant løfte af en velhavende mand, og det frister ham over evne. Han har drukket en hel del brændevin, da han kvæler hende. Han tilstår straks og angerfuldt det hele, da han første gang bliver fremstillet for retten.

Den nat, hvor han kvæler Anne Marie Pedersdatter, er han temmelig beruset, fordi Niels Christensen Bekgaard har trakteret ham så rigeligt, da de var en tur i Løkken for at aflevere noget tiendekorn. Da de kommer tilbage til Bækgaard (som også er navnet på gården) fortsætter de med at spise og drikke rigeligt med brændevin. Niels Christensen Bekgaard har allerede da begæret, at mordet skal ske samme aften. Niels fremsætter sin anmodning i alt tre gange.

De går til Jens Christian Nielsens og Ane Marie Hansdatters hus for at koge og spise noget fisk, der er hjembragt fra Løkken. Efter en times ophold går de sig derfra, og Ane Marie Hansdatter giver ham den lille flaske Vitriololie med, for at han skal give Ane Mare Pedersdatter den at drikke. Sidstnævnte smager på indholdet af flasken, men spytter det ud igen. Der bliver spildt lidt af flaskens indhold på Christen Larsens vest, og på det sted, hvor der er spildt, mister vesten farven. Det har altså været stærke sager.

Under retssagen har Christen Larsen flere gange besøg af pastor Ingerslev i fængslet og pastoren beskriver, at han er den eneste af de tiltalte, der virkelig angrer. Under de forskellige tjenester, han har haft siden sin konfirmation er han medgivet gode skudsmål.

Da han bliver stillet for forhør er han, som det hedder, ”angerfuld og med grædende Taarer”

Han tilstår at have begået mordet på Ane Marie Pedersdatter, og pastor Ingerslev har i en erklæring fortalt, at af alle de tiltalte er det Christen Larsen Skomager, der oprigtig angrer sin forbrydelse. Han ved, han har et heftigt temperament, der til tider har bragt ham tæt på fortvivlelse. Præsten skriver også, at han er tilbøjelig til forskellige ”Udsvævelser”, men det skal man se som et udslag af hans unge alder og ikke som egentlig fordærvelse.

Da det stod klart for ham, at Ane Marie Pedersdatter var død, gik han til Niels Christensen Bekgaard og fortalte om det. Ved fælles hjælp bar de hende hjem til Bækgaard. Da han var blevet ædru, fortrød han hjerteligt sin forbrydelse.

I forbindelse med transporten fra Hjørring Arrest til Viborg Tugthus beskrives han sådan: ”Christen Larsen, 31 Aar gl., middel af Vext, stærk af Bygning, blaa Øine, blonde Haar, iført: et Par blaa Halvstrømper, korte engelsk Læders Buxer, rødstribet hvergarns Vest med Messing Knapper, en ulden Nattrøie og et brunt Halstørklæde med hvide Prikker Tvister Skjorte, en gl. blaa Trøie og støvler. Skjorte og Strømper ere mærkede ”GLSV”, en sort Klædes Kaskjet.” Som særligt kendemærke har han et ar på venstre hånds pegefinger.

Med sig i kufferten til Horsens tugthus har han: 1 kasket, 1 skjorte, 1 håndklæde, 1 hornske, 1 tobaksdåse, 1 nattrøje, 1 rage(kniv?), breve, 1 bønnebog, 1 kniv, 1 spejl, 1 livrem, 1 kam, 1 par (seler?) 1 par strømperemme.

Under opholdet i Horsens har han adskillige besøg af sine forældre, søsteren Else Larsdatter og pastor Ingerslev. Forholdet til søsteren må have været godt, da det er hende, der skriver til kongen om, hvorvidt han kan benådes. Det er interessant at en af de ting, han medbringer til Horsens, er en bønnebog. Det virker som om, han har været et troende menneske, hvilket understreges af de mange besøg af præsten.

Han er indlagt på sygehuset i en kort periode for et lettere anfald af tyfus.

Billedet herunder er en nøjagtig kopi af det tøj, han var i ført, da han blev sendt fra Hjørring Arrest til Viborg Tugthus.