45 år gammel. Tidligere dømt for hor, men han fik eftergivet straffen. Det er muligvis hans nu dræbte kone, der gik i forbøn for ham.
Han tiltales for at have ”forledet Christen Larsen Skomager til det denne imputerede Mord samt for at have forledet flere Andre til ved Indgivelse af Gift at ombringe hans Kone, og desuden for selv at have gjort Forsög herpaa”.
Han dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet. Ved underretten bestemmes
det, at han bør have sit liv forbrudt og lægges på hjul og stejle. Dette er Viborg Landsoverret enig i. Højesteret ”formilder” straffen, således at han kun skal have dødsstraf. Samtidig voterer seks af Højesterets ni dommere dog for at indstille til hans Majestæt at forandre straffen, fordi:
1) ”at ligesom det er uvist, om enhver af de qvantiteter af giftige Substantser, ved hvilke det er blevet forsøgt at bringe den Afdøde af Dage, dersom hun havde nydt af samme, vilde have været tilstrækkeligt til at ombringe hende, saaledes maa det ialtfald antages, at de ligesaalidt have medført nogen vedvarende skadelig Indflydelse paa hendes Helbred som virket til hendes Død;
2) at Ane Marie Pedersdatters Død, dersom Christen Larsen havde indskrænket sig til at virke for paa den af Bekgaard anviste Maade at bringe hende af Dage, om hun end derved muligen kunde være bleven ombragt, dog ikke under de Omstændigheder, som in casu havde fundet Sted, var bleven virkeliggjort, hvilket saa meget mere synes at fortjene Opmærksomhed, som Bekgaard, ifølge de af ham og Niels Christian Nielsen afgivne Forklaringer om et mod den Afdøde iværksat Attentat har vægret sig for at samtykke i, at der brugtes Magt imod hende;
3) at der er Grund til at formode, at Bekgaard, der længe skal have fundet sig i Udskeielser fra sin Kones side, ved hendes lastværdige Forhold er bleven bevæget til sin forbryderiske Beslutning at lade hende skille ved Livet; og endelig
4) at det, naar der findes Grund til at forskaane den, som har været umiddelbar Aarsag til den dræbtes Død, for Livsstraffens anvendelse, synes betænkeligt at anvende denne paa den umiddelbare Aarsag.”
Straffen fastsættes i kongeligt reskript af 28. juli 1851 under hensyntagen til ovenstående til tugthus på livstid under streng bevogtning. Han benådes dog i 1868 i anledning af kongens fødselsdag efter ansøgning fra broderen, der lover, at han ikke vil ligge sognet og fattigvæsenet til last.
Ved de første retsmøder i Ekstraretten benægter han, at han har villet forgive konen eller at ville drikke hende så fuld i brændevin, at hun kunne dø af det. Han har alene villet drikke hende fuld, for at hun kunne komme af med sin tilbøjelighed til at drikke brændevin. Han benægter også at have lovet den fattige Hans Jensen eller Smed Hans 50 Rbd. for at skaffe ham giftige stoffer fra apoteket i Hjørring, lige som han benægter at have lovet sin elskerinde Sara Maren huset på Bosted Hede.
Af dommen fremgår det: Ved at gennemgå sagens faktiske omstændigheder står det klart hvordan denne tiltalte i mere end 1 år med fuldt overlæg og ved enhver given lejlighed har stræbt sin kone efter livet. Han har lokket de øvrige tiltalte i fordærv med løfter om betaling og fordele. Hans forsøg på at indgive konen gift har slået fejl, men det skyldes kun held. Det var hans forsæt at tage hende af dage, selv om det ikke var meningen, at det skulle ske ved kvælning.
På et tidspunkt i forløbet forsøger han at få konen til at spise en hvedekage med noget rødt pulver strøet på, men hun spytter den ud igen, da hun siger, at der er møg på den. Pulveret er meget giftigt og æder hvedekagen op, da den har stået i et skab i nogle dage.
Maren Christensdatter eller Sara Maren er Bekgaards elskerinde og bor i hans hus på Bosted Hede. Forholdet har stået på ca. 2 år og han forsørger hende og hendes uægte barn. De har lært hinanden at kende, da hun tjente på Bekgaarden, og Niels Christensen har lovet hende ægteskab, når først konen er død.
Niels Bekgaard er blevet far to gange, første gang til en lille pige, der dør kort efter fødslen og anden gang til Christen Nielsen, som han får med tjenestepigen Inger Kristine Andersdatter. Det er bemærkelsesværdigt, at Ane Marie Pedersdatter står fadder til et barn, hendes mand får uden for ægteskab.
Sognepræsten i Vrensted – Pastor Ingerslev – har i en attest beskrevet, at så vidt han kunnet finde ud af, har Niels Christensen Bekgaard i barndommen været noget forkælet og har fået ringe undervisning – herunder religionsundervisning. Han har fra naturens side gode evner og med årene har han tilegnet sig en vis snuhed, der senere er blevet et hovedtræk i hans karakter. Denne snuhed ser man slå igennem i den aktuelle sag.
Af sessesionspapirerne fremgår det, at han er 178 cm høj og at han led af blodvandbrok. Han fik sessionen udsat i tre år, og da han kommer på session igen, bliver han ikke indkaldt på grund af hans stilling som gårdmand.
I forbindelse med transporten fra Viborg Hjørring Arrest til Viborg Tugthus beskrives han sådan: ”Niels Christensen Bekgaard, 46 Aar gl. høi af Vext, middel af Lemmer, brune Øine, blondt Haar, iført: Blaa uldne Strømper, blaa Vadmels Beenklæder og Frakke, sort gl. Vest, 1 gl sort Halstørklæde med hvide Blomster, blaastribet Nattrøie, Hørlærreds Skjorte mk. NCS. Træsko og sort Uldhat.”
Med sig i kufferten til Horsens bringer han: 1 kasket, 1 skjorte, 1 par blå vanter, 1 par hvide ærmer, 1 håndklæde, 1 tørklæde, 5 bøger og nogle breve, 1 kniv, 1 nattrøje, 1 par seler og 1 par strømpebånd.
Billedet herunder er en nøjagtig kopi af det tøj, han var i ført, da han blev sendt fra Hjørring Arrest til Viborg Tugthus.
Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten, i de sager vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.