Denne dag er det en ung tjenestepige Maren Kirstine Pedersen fra Nårup i Verninge sogn, som bliver afhørt om faderen til sit fødte - men nu døde - barn. Hun havde tjent hos købmandsenken madam Crone i Vestergade, Odense, fra 1. maj og til omkring 1. september. Tiden før og efter tiden hos madam Crone har hun tjent i Nårup ved smed Eckmann. Som far til barnet har hun til præsten sagt, det var smed Eckmann, men siden har hun ændret det til en vognmandskarl fra Middelfart. Smeden Martinus Adolph Eckmann nægter at have haft omgang med sin tjenestepige. Under retsmødet kommer det frem, at han før har været på afveje med et fruentimmer kaldet Trine, som tidligere var tjenestepige hos ham. Hende havde han haft med hjem fra en tur til Slesvig.

Peter Pen har på fornemmelsen, der vil komme mere i den sag, og læserne vil sikkert med glæde svælge i lidt utugt.

Fredag d. 2. november og tirsdag d. 20. november 1855 i Odense Rådstue.

Sagen med Maren Kirstine Pedersen genoptages, og nu trækker hun i land. Hun har rigtignok angivet smed Eckmann som faderen over for præsten, men det er helt forkert. Hvad mon der er op og ned i den sag? Indkaldte vidner kan fortælle, at smeden jævnligt har været på besøg hos Maren Kirstine, at de har holdt stævnemøde i købmand Pedersens port i Vestergade, og at smedens kone er død kort tid før Maren Kirstine igen er flyttet ind hos smeden i Nårup

Peter Pen er nu sikker på, at næste gang bliver der rigtig røre i andedammen.

Fredag d. 14. december 1855 i Odense Rådstue.

Der er kommet et nyt vidne til afhøring. Det er Maren Kirstines far, husmand Peder Larsen i Nårup, han er desuden nabo til smed Eckmann. Hr. Larsen fortalte, at datteren Maren Kirstine havde tjent hos smedens bror, snedker Eckmann i Middelfart fra efteråret 1854. Dette var meget imod Hr. Larsens vilje. I dette efterår havde han også erfaret, at smeden og Maren Kirstine ville flygte ud af landet.

Det ville han forhindre og tog til Assens for at nedlægge forbud. På vejen hjem traf han madam Eckmann fra Nårup, som også var på vej til Assens i samme ærinde. Herefter kom Maren Kirstine i tjeneste hos madam Crone i Odense. Da Peder Larsen og hans hustru hørte, at datteren Maren Kirstine havde født et barn, tog de til Odense og spurgte ved den anledning om, hvem der var far til barnet. Her var svaret smed Eckmann. Nogle dage efter rejste Maren Kirstine fra Odense og flyttede ind hos smed Eckmann i Nårup, hvis kone Oline lige var død efter ulidelige opkastninger. Et andet vidne var spiseværten Barløse i Vestergade, Odense. Han kunne fortælle, at smeden ofte havde været i Odense og vel også havde overnattet der (imellem linjerne antydes det, at det var hos Maren Kirstine). Barløse havde hørt, at smed Eckmann og hans kone Oline havde et meget dårligt samliv, og det blev ikke bedre efter forsøget på flugten via Assens. Nogle dage før Oline døde, havde hun sammen med Eckmann været gæst i Barløses spisekælder, hvor de havde fået serveret en halv kylling og 1 glas portvin hver.

Peter Pen gned sig i hænderne, det bliver årets historie. En mand som bedriver hor med tjenestepigerne, og som  sikkert også har taget livet af sin kone. Den er lige til forsiden af lørdagsavisen.

Fredag d. 21. december 1855 i Odense Rådstue.

Nu havde man fået fat i smedens lillebror, smeden Ludvig Eckmann fra Brylle. Han havde tidligere været ansat som smed ved broderen. Han kunne fortælle, at der ofte var skænderi mellem smed Eckmann og Oline, og at det var almindelig kendt, at smeden stod i et seksuelt forhold til Maren Kirstine. Smed Eckmann erkendte, at hans kone Oline havde en stærk mistanke om hans sidespring, men det var ikke noget, de talte om. Han var på et tidspunkt rejst til Assens for at møde sin bror snedkeren fra Middelfart ved Postgården. I Assens mødte han tilfældigvis Maren Kirstine, som han slog følge med ud af byen. På et tidspunkt holdt en vogn ind til siden, på vognen sad smedens kone Oline, som spurgte, om han ville med hjem. Det sagde han nej til, og så talte de ikke mere sammen, inden de traf hinanden hjemme i Nårup. Her sagde Oline: ”Det skulle du ikke have gjort”, hvortil han oplyste, at han skam ikke ville rejse nogen steder. Så talte de aldrig mere om turen til Assens.

Den nu afdøde kone Oline havde været svagelig det sidste 1-1½ år. Hun klagede ofte over smerter i brystet. Da de sidst var på tur til Odense (d. 3. august 1855) klagede hun ikke, og de kunne derfor mageligt lade sig bespise hos Barløse. Efter at have spist, kørte de hjem mellem kl. 21-22. Oline klagede sig lidt på vejen hjem, men det gik over af sig selv. De gik det sidste stykke hjem til Nårup (de var blevet sat af en vogn i Femtningen). Om Oline sov om natten, anede smeden ikke, men ved daggry kastede hun op og klagede over kramper i siden og i tæerne. Smeden gik derefter til læge Rasmussen på Søholt. Han forelagde konens tilstand, som blev antaget at være en forkølelse, som havde udviklet sig til kolera. Han fik udleveret nogle dråber. Selvom Oline fik det dårligere, modsatte hun sig, at lægen blev hentet. Først da Oline mærkede, at døden var nært forestående, ville hun køres til lægen, men det var for sent. Smed Eckmann ønskede, at Oline skulle graves op og obduceres. Sidste vidne var skomager Kieslings Kone - Karen Marchy – som kunne fortælle, at hun havde passet Oline under hendes sygdom, hvor hun havde opkastninger og kramper i benene. Hun vidste også, at smedeparret havde et ulykkeligt ægteskab.

Peter Pen havde skrivekrampe efter den lange afhøring, det blev da også værre og værre med den historie. Heldigvis var det nu juleferie, men mon ikke herredsfogeden ville indkalde til et nyt retsmøde efter nytår?

Den 17. - 22. – 27. – 29. januar og 5. - 9. – 16. februar 1856 på Odense Rådstue.

Der bliver optaget forhør til oplysning om det rygte, der går ud på, om smed Eckmanns kone i Nårup er død en naturlig død. Her bliver bl.a. fremlagt en ligsynsattest fra d. 9. august 1855. Læge Rasmussen fra Køng er mødt op og fortæller sin udgave af forløbet. Her kan I se hans ordrette forklaring om turen til Odense, og hvordan dagene efter er forløbet. Flere af de andre vidner giver også deres forklaring ved den lejlighed.

Peter Pen har nu tålmodigt refereret fra de sidste fire ugers retsmøder. Der er lige før, han mister overblikket. Hvis ikke der er nogen, som bliver straffet i denne sag, hører al retfærdighed op.

Peter Pen holder sig løbende orienteret om forskellige tiltag i sagen, og erfarer, at Olines lig nu skal graves op på Verninge kirkegård.

Den 29. marts 1856

Der er nu indkommet en betænkning fra fra Stiftphysicus Emil Aarestrup.”Hendes Sygdomshistorie – afgiver ikke andre Symptomer end sådanne, der let kunne optræde og udvikle sig i Løbet af få Dage og påfølges af en naturlig Død.”

                                                               Obduktion af Oline Marie Olsen og                                                                               efterfølgende konklusion i maj-juni 1856.

                                                             Brev fra præsten i Verninge om gravstedet.

                                                             Peter Pen blev desværre ikke inviteret med til                                                                 den del af sagen, men som alle andre aktive                                                                   bladsmørere har han sine forbindelser og har                                                                   fået fremskaffet en kopi af sagens akter.

                                                              Det er ikke for sarte sjæle, men hvis I tør,                                                                      kan I læse hele rapporten her.

Torsdag d. 12. juni 1856 på Odense Herredskontor.

Forhørslederen er stadig Knudsen, og efter mange udskiftninger blandt retsvidnerne er det i dag Meinck og Hansen, som skal følge sagen. Peter Pen forventer, at der med baggrund i obduktionsrapporten nu følger nogle hektiske dage, inden synderen tilstår og får sin dom.

Martinus Adolph Eckmann er mødt op og bliver gjort bekendt med, at undersøgelsen af hans kone Oline Marie Olsen nu er afsluttet. Da smed Eckmann tidligere har bedt om en obduktion for at den rette sandhed kan komme for dagens lys, kan herredsfoged Knudsen nu oplyse, at resultatet af undersøgelsen er, at hun er ombragt med arsenik.  Smed Eckmann har aldrig givet hende gift, og sådan noget stads har han aldrig været i besiddelse af. Han kan heller ikke sige, hvordan hun er kommet i nærheden af en sådan gift. Uanset hvad smed Eckmann påstår, tror herredsfogeden ikke på ham, og han bliver arresteret med øjeblikkelig virkning.

Peter Pen erfarer, at fuldmægtig Schubarth fra Herredskontoret den efterfølgende dag, sammen med sognefogeden i Verninge Niels Larsen og hjælpefoged Hans Christian Knudsen, har ransaget smedens hus i Nårup for spor af giften, men de fandt intet i smedens gemmer.

Lørdag d. 14. juni 1856 i Odense Herreds Politiret.

Der er denne dag indkaldt en del vidner. Man starter med Maren Kirstine Larsen, sadelmager Hansens kone, som tidligere har syet for den afdøde Oline. Hun fortæller, at der tidligere har tjent en pige, som hed Trine, og som angiveligt har udlagt smed Eckmann som far til sit barn. Dette var årsagen til, at samlivet mellem smeden og Oline blev noget problematisk. Denne Trine skulle have serveret noget mystisk tevand for Oline. Da teen så noget mistænkelig ud, nægtede hun at drikke det, men sagde at det kunne børnene drikke. Det fik de ikke lov til af Trine.

Skomager Kieslings Kone, Karen Marchy, blev igen afhørt, og hun fortalte, at Oline var bange, for hvis hun døde, ville hendes børn komme i tjenestepigen Maren Kirstines varetægt.

Boelsmand Mads Thomsen fra Femtningen, som havde kørt med smed Eckmann og Oline til Odense den dag, de var på indkøb og spiste kylling hos Barløse, kunne fortælle, at smed Eckmann havde rørt i det glas Oline fik, men at Eckmann ikke, som han ellers påstod, på Olines opfordring havde drukket af hendes glas. Mads Thomsen havde drukket sit glas portvin, og der var ikke tilsat sukker. Mads Thomsens kone Ane Hansdatter, som også var med på turen, havde heller ikke den opfattelse, at smeden havde drukket af Olines glas.

Peter Pen ligner efter dagens afhøringer et stort spørgsmålstegn. Var der flere som ville Oline til livs, og hvem var denne Trine, som de åbenbart kaldte den tyske pige?

Lørdag d. 21. juni 1856 i Odense Herreds Politiret.

Smed Eckmann er blevet hentet fra sin celle og bliver igen udsat for afhøring, men han nægter alt og har stadig ingen anelse om, hvordan Oline er død, og hvis hun har fået gift, må hun selv have indtaget det. Han fortæller om de forskellige steder, de har boet i Verninge sogn, og at de sammen har fået i alt 10 børn. De seks er døde, de overlevende er en dreng på 9 år og 3 piger på 6, 5 og 2 år. Nu fører hans tjenestepige Maren Kirstine tilsyn med børnene.

Herefter afhøres indkaldte vidner:

Enkekonen Anna Marie Hansdatter fra Langsted havde de sidste fire år af Eckmanns kones levetid af og til gået i huset og hjulpet konen – som vistnok var noget vanskelig at omgås – hidsig og opfarende, men blev snart god igen. Hun klagede jævnligt over mandens utroskab. Vidnet mente, at det var de, der gjorde hende gnaven, Oline var på ingen måde tilbøjelig til stærke drikke, og efter vidnets begreb var hun en ordentlig kone og en kærlig moder for sine børn. Da Eckmanns kone var glad ved livet og sine børn, havde vidnet ingen grund til at tro, at hun selv havde forkortet sit liv. Eckmann bar tilsyneladende konens hidsighed og heftige udbrud med megen tålmodighed.

Enkekonen Elisabet Jørgensdatter kunne som nærmeste nabo fortælle, at smedeparret ofte var meget uenige, og hun havde tit hørt, hvordan de skændtes. Oline var en ordentlig kone, som med dygtighed passede sine børn, og hun var sikker på, at hun ikke selv havde gjort ende på sit liv.

Naboen Peder Larsen (far til tjenestepigen Maren Kirstine) fortalte, at Oline var en ordentlig kone og en kærlig mor for sine børn. Han tror ikke, hun har taget sig selv af dage.

Sammendrag fra retsmøder juli måned 1856 i Odense Herreds Politiret.

Eckmann kommer i tanke om, at Oline skulle have sagt: ”Hun nok skulle spille ham en rolle, som han skulle huske”.

En tidligere ansat smedesvend Poul Rasmussen fortalte, at Oline var en streng kone, som havde orden i sine ting, og at hun holdt meget af sine børn.

Den tidligere tjenestepige Ane Cathrine Rasmusdatter havde det godt, da hun tjente ved smeden. Oline var noget heftig, men ikke mere end andre kvinder hun havde tjent ved. Oline var renlig og god ved børnene.

Anna Marie Hansdatter fra Langsted supplerede sine tidlige oplysninger med, at det var smed Eckmann selv, når han var i huset, som gav Oline de udleverede dråber. Om mandagen fik hun først nogle dråber, efter smeden var kommet hjem fra Odense og havde været ved lægen i Køng. Oline havde ellers været i bedring om mandagen og var overbevist om, at nu ville hun komme sig.

Smedesvend Christian Sørensen kunne ikke erindre, at smed Eckmann absolut skulle hente eller bestille jern i Odense dagen før Olines død.

Skomagerens kone, Karen Marchy, fortalte, at Oline altid drak mælk, når hun var syg, da hun frygtede, at der kunne være skadelige ting i andre drikke.

Peter Pen gør lidt status efter en måneds afhøringer. Konen lyder til at kunne være lidt af en hidsigprop, men hvorfor er hun bange for at drikke andet end mælk? Smed Eckmann er vist ikke til at stole på over en dørtærskel om sine udflugter.

Lørdag d. 30. august 1856 i Odense Herreds Politiret.

Nu er der kommet en ny mand i vidneskranken, nemlig                                        dyrlæge Lars Henrik Henriksen. Dyrlægen fortæller, at han                                              har kendt smed Eckmann siden 1839, hvor han traf ham                                                  på et værksted i København, men han har ikke haft omgang                                            med smeden siden. I sin tid som dyrlæge i Roerslev lidt uden                                          for Middelfart har han været i kontakt med smedens bror                                                snedker Eckmann i Skrillinge ved Middelfart. Den 29.                                                      december 1854 har han vasket to køer med arsenikeddike, da de led af utøj; en hest som havde samme lidelse vaskede han d. 3. og 10. april i 1855. Det var de eneste gange, der var brugt arsenik ved snedker Eckmann.

Peter Pen tænker sit, dyrlægen har sikkert solgt lidt gift til brødrene Eckmann.

Tirsdag d. 23. september 1856 i Odense Herreds Politiret.

Nu tager retten fat på tilbagemeldingerne om obduktionen af Oline.

Smed Eckmann erkender, at han har været til stede på Verninge kirkegård, da hans kones lig blev opgravet. Han erkender, at den grav, som påvistes af graveren som hendes, var den hvor hendes kiste ved begravelsen var nedsat; han erkendte, at den kiste, der blev gravet op, var den samme, hvori hans kone blev begravet. Da kisten blev åbnet, kunne han ikke genkende liget i kisten som liget af hans afdøde kone Oline Marie Olsen. Han havde dog ingen tvivl om, at det var hendes lig, der lå i kisten og af hvilket den tilstedeværende læge udtog dels væsker, dels indvolde, som blev lagt i krukker, og så på at disse blev forseglede. De afholdte forretninger, der oplyste, hvorledes disse krukker blev behandlet, blev oplæst for Eckmann - hvortil han afgav: at han efter de anstillede undersøgelser og Sundhedscollegiets endelige konklusion må erkende, at hans kone er død af rottekrudt (arsenik), men at han kun støtter denne erkendelse på de erhvervede oplysninger, idet han stadig fastholder, at han ikke har bibragt hende sådan gift, og at det er ham ubegribeligt, hvorledes hun har fået det. Smed Eckmann ved ikke af, at hans kone fejlede noget den fredag, da hun sidste gang var i Odense. På vejen hjem fra Odense husker han ikke, at de havde været inde nogen steder. Det sidste Oline havde nydt, før hun kom hjem, var altså det glas vin hun fik, da hun sad på vognen uden for Barløses.

Smed Eckmann kan ikke forklare, hvordan hans afdøde kone Oline kan have fået fat i giften i Odense. Han mener, hun enten forsætligt har taget giften, eller der kan være en anden, som har givet hende den.

Peter Pen: Tag dig dog sammen mand og indrøm, det er dig, der har forgiftet konen.

Onsdag d. 2. oktober 1856 i Odense Herreds Politiret.

Der er til retten indkommet et par udtalelser fra et par tidligere tjenestepiger hos smeden i Nårup.

Kerteminde Købstads Politiret havde forhørt Ane Johanne Cornelius, gift med snedkersvend Pedersen. Hun blev ansat den 1. november 1854 hos smeden Eckmann. Han var kærlig mod sine børn og flink over for tjenestepigen, han bed ofte efter konen, når de talte sammen. Hun gav igen på tiltalen i samme sprog, så efter tjenestepigens mening lå der ikke noget dybere bag. Smedekonen var i sit hus særdeles ordentlig, sparsommelig, ædruelig og kærlig mod sine børn. Oline bar præg af lystighed og friskhed. Hun elskede livet og sine fire børn, og dem ville hun ikke frivilligt forlade.

Båg Herreds Politiret havde forhørt tjenestepigen Karen Marie Larsen på Hjortholm, som fra 1. maj til 1. november 1852 tjente hos smed Eckmann.

Smed Eckmanns kone var vel undertiden heftig og opfarende, men dette havde for en stor del grund i hendes naturlige temperament, men ifølge Karen Marie Larsen var årsagen hertil som oftest den måde, hvorpå hun blev behandlet af manden, idet denne nemlig altid modsagde hende i en gnaven og hård tone. Smed Eckmanns kone var en ualmindelig ordentlig og dygtig kone, der bestandig holdt såvel sine børn som huset rent, ligesom hun også bestandig viste sig særdeles omhyggelig og kærlig mod børnene.

Forhør 2.-4.-7. og 10. oktober 1856 i Odense Herreds Politiret.

Smed Eckmann bliver hver gang hentet fra sin celle, gentager hver gang sin uskyld og forklarer igen og igen, at han ikke aner noget om giften. Han ved, hun kun har drukket et glas portvin hos Barløse og intet senere denne aften.

Værtshusholderen Peder Pedersen Barløse kan ikke tro, at Oline har fået forgiftet mad og drikke i hans hus. Barløses hustru kan fortælle, at Oline var meget glad for det fine gardinstof, hun havde købt, og at manden for en gangs skyld var flink imod hende. Oline og Mads Thomsens kone, Ane Hansdatter, fik hver sin halvdel af den samme kylling. Fru Barløse kan sige med sikkerhed, at der ikke var rottekrudt i deres mad. Oline var glad og godt tilpas, da de brød op og satte sig ud på vognen. Smed Eckmann serverede dem hver et glas portvin, da de sad på vognen, det havde de nu ikke lyst til, men de blev nødet af Eckmann til at drikke det.

Peter Pen: Ren lotteri. Hvis der var gift i maden eller drikkevarerne, kunne det have været gået ud over hvem som helst?

Forhør 10. og 12. oktober 1856 i Odense Herreds Politiret.

Til retsmødet er indkaldt moderen til Maren Kirstine Pedersen, Maren Thomsen fra Vestergård i Nårup.

Hun fortæller, at hun har sendt bud med smed Eckmann til Odense, hvor datteren Maren Kirstine tjente hos Madam Crone. Aftalen var, at smeden og Maren Kirstine skulle mødes hos købmand Bang i Vestergade. Smed Eckmann vedgår, at han har mødt Maren Kirstine i forbindelse med et ærinde eller to.

Maren Kirstine Pedersen, som også er indkaldt, kan huske, hun skulle købe nogle bånd til sin mor for penge som Eckmann medbragte. Båndene blev købt, og smeden tog dem med til Nårup.

Forhør 9. december 1856 ved Vends Herreds Politiret.

I Middelfart har man indkaldt smed Eckmanns bror og hustru til forhør i sagen om Olines død.

Det drejer sig om snedker Johan Elias Eckmann og hustru Kirsten Sørensen på Skrillinge mark. Snedkeren oplyser, at han hverken har leveret gift til smed Eckmann eller nogen anden person. At Oline er død er ham ubegribeligt. Parret forsikrer, at de ingen andel har i hendes død, og de kender ikke til årsagen.

Forhør 2. januar 1857 i Odense Herreds Politiret.

Smed Eckmann er igen blevet hentet fra sin celle. Han holder fast på sin uskyld, og at han ikke kender til, hvordan Oline har fået gift i sig. Herredsfoged Knudsen må give op og, sikkert ikke med sin bedste vilje, løslade smeden.

Peter Pen er i oprør. Nu var sagen så tæt på en opklaring. Hvis det stod til den offentlige mening, var smeden for længst klynget op i den nærmeste lygtepæl. Hvis den smed kan gå frit omkring, er der ingen retfærdighed til. Peter Pen håber på, at smeden træder ved siden af i nær fremtid, så sagen kan tages op på ny.

Dom 24. september 1857 i Odense Herreds Ekstraret.

Thi kendes for ret.

De tiltalte, smed Martinus Eckmann og ugift fruentimmer Maren Kirstine Pedersen, begge af Nårup, bør hensættes til fængsel på vand og brød hver i 4 dage.

Dommen kommer på baggrund af, at Maren Kirstine fik et barn med smed Eckmann i 1855, og barnet var avlet, imedens han var gift med Oline. Da de samtidig siden Olines død havde delt bord og seng uden at være gift, er de kommet i søgelyset. Det utugtige samliv havde amtet tidlige set sig sur på. Straffene bliver afsonet i april 1858, men har efterfølgende ingen virkning på det daglige liv i Nårup.