Mads Madsen

Vi træffer husmand Mads Madsen, fordi han i 1861 får Skjødte til at brænde sin ejendom i Harte Mose af. Mads er utilfreds med huset, fordi det ligger i en forkert retning fra vejen, og fordi han ikke kan enes med sin stedfader, som han har på aftægt; de har kun to værelser lige op og ned af hinanden, men Mads vil hellere have, at værelserne ligger i hver sin ende af huset. Hertil kommer, at husets overdel er dårlig.

Mads foreslår derfor Skjødte at brænde ejendommen af for ham og lover ham 20 Rigsdaler for det, plus arbejdet med at genopføre huset. Skjødte tager straks imod tilbuddet, da han gerne vil tjene de 20 Rigsdaler. De bliver enige om, hvor ilden skal antændes, men de aftaler ikke, hvornår det skal ske.

En nat kort efter går Skjødte over til huset, stikker noget blår op i taget, hæfter et stykke fyrsvamp fast i blåret, tænder ild til fyrsvampen, og forlader så stedet. Inde i huset ligger Mads og hans mor og sover, og det får under retssagen anklageren til at påstå, at der har været menneskeliv i fare, hvilket kan udløse en større straf.

Ingen kan forklare, hvordan ilden er opstået, og Mads’ moder gør en del ud af at fortælle, at de ikke har haft lys tændt – heller ikke da de var ovre i stalden for at fodre kreaturerne til aften, Mads har ikke røget på sin tobakspibe, det kan ikke være katten, og de ved ikke af, at de har nogen fjender, der vil dem noget ondt.

Bilag 13 er en udskrift af Jerlev Brusk Herreders Politiprotokol, og det fremgår, at bygningerne er brandforsikrede for 320 Rigsdaler. Fra Landbygningernes Brandforsikring udbetales der kun 267 Rigsdaler i erstatning, og de lider dermed et stort tab: De mister meget ved branden: ”De havde Intet af Besætning, Indbo eller Fourage brandforsikkret, og de lidt et efter deres Stilling temmelig betydeligt Tab, ide de mistede en del Fourage, Hø, Havre og Boghvede, 7 Faar som stode i det vestre Huus, Kalven, nogle Avlsredskaber m.m.;  det meste Indbo blev frelst.” I Højesteretssagen lå politiets fine originale skitse af brandstedet.

Alle de Ildebrande Skjødte har påsat, kommer frem under kommissionssagen, og han fortæller, at Mads Madsen har været medskyldig i branden, da han har opfordret til den. Mads fremstilles for kommissionen den 28. februar 1868, afhøres med en sigtets rettigheder og konfronteres med Skjødtes forklaring; alligevel nægter han at være delagtig i branden. Herefter bliver der afsagt arrestordre på ham.

To dage senere tilstår han at være medskyldig i brandstiftelsen, men hans udlægning af det passerede stemmer ikke overens med Skjødtes forklaring. Han siger, at det var Skjødte, der tog initiativet til brandstiftelsen og selv satte prisen på de 20 Rigsdaler. Han fortæller også, at Skjødte truede med at skille ham fra hans kreaturer, hvis han ikke fik arbejdet med at genopbygge ejendommen. Mads regnede med, at Skjødte kunne gøre dette ved hjælp af sine trolddomskunster, som han var bange for. Herefter bliver han ført tilbage til arresten, iført spændetrøjen igen og låst inde. Han har under hele sit ophold i arresten været i ført spændetrøje, dels fordi det er let at flygte fra arresten, der er i dårlig stand, og dels fordi han var i nedtrykt sindsstemning, så man frygtede, at han ville begå selvmord.

Et par timer efter finder man ham død i arresten, hvor han har begået selvmord. Arrestens senge er nærmere kasser med låg på, og låget fastgøres til væggen ved hjælp af et hængsel. Hængslet til netop Mads’ seng er gået i stykker. Selvmordet er udført ved, at han har lagt halsen på sengens kant og så rokket så meget med sengen, at låget faldt ned over hans hals og dræbte ham.

Det fremgår af bilag 15, at arrestforvareren først tilkaldte en barber for at årelade ham i begge arme, og da dette ikke havde effekt, tilkaldte han en halv time senere læge Rosenstand, der erklærede Mads for død. Oppe i retslokalet bemærker dommeren, at Mads efter afhøringen var i nedtrykt sindsstemning, muligvis fordi han havde flere forbrydelser på sin samvittighed, hvoraf han havde foreholdt ham en række tyverier.