Ane Pedersen (1843-1882)

Det er ikke Ane, der affyrer det dræbende skud mod ægtemanden Mads Hansen den 3. december 1867, men det er hende, der er historiens virkelige skurk – det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser alle dokumenterne, men måske især forsvaret for Hans Christian Hansen. Forsvareren lægger nemlig ikke fingrene imellem, når han beskriver Ane: ”Hun skildres af Alle, som under Forhørene have afgivet Forklaring om hendes Levnet, som et særdeles løsagtigt Fruentimmer, der allerede i længere Tid havde indladt sig i utugtigt Forhold med forskjellige Mandspersoner, i dette Øiemed opsøgt Dragonerne paa Danseboderne i Kolding og i det hele taget levede omtrent som et offenligt Fruentimmer. Alt – ogsaa de af hende selv afgivne Forklaringer – tyder her paa, at hun er en energisk Characteer, og at hun navnlig har anvendt sin Energi for at faae sin sandselige Lyst tilfredstillet.” ”Energisk karakter” skal nok ikke forstås som værende fuld af virketrang, men nærmere som liderlig.

Men vi må begynde med begyndelsen: Hun er født på Stubdrup Mark den 18. juni 1843 af forældrene Peder Pedersen Teglbrænder og Voldborg Nielsdatter. Hun er døbt den 23. juli 1863 i Harte Kirke og fadderne er Gårdmand Niels Poulsens Kone Kirsten Marie Madsdatter af Axlgaard, Gårdmand  Christen Jensens Kone Johanne Lauritsdatter af ___. Husmand Jørgen Pedersen af Stubdrup. Indsidder Jørgen Nielsen af Harthe Mark. Peder Skjøttes Søn Jørgen Pedersen alle af Harthe Sogn. Ved konfirmationen den 4. oktober 1857 får hun bedømmelsen ”meget god” både for så vidt angår kundskab og opførsel.

Hendes mor Voldborg dør i 1848, hvor hun er fem år. Peder Teglbrænder har nok ikke rigtig kunnet klare opdragelsen selv, for hun bliver sendt i pleje hos sine bedsteforældre, hvor hun er i fem år og herefter kommer hjem igen, jfr. bilag 28.

Den næste gang vi hører om hende er den 13. august 1860, hvor hun til et brandforhør afgiver forklaring, efter at hendes faders hus er brændt ned til grunden. Forældrene er velhavende indtil branden, men der er ganske meget, der ikke er forsikret, og de lider et stort tab. Det er hendes fætter Peder Pedersen Skjødte der er gerningsmanden – se nærmere under denne.

Hun bliver i en alder af 17 år gift med den 20 år ældre husmand Mads Hansen i Harte kirke den 4. juni 1861 – og dette er starten på ulykken, for Ane ville hellere have haft en af de andre bejlere, men Mads havde flest penge, og hendes far bestemmer, at hun af den grund skal giftes med Mads. Ægteskabet er ikke ulykkeligt, men Ane synes, at Mads er for gammel, selv om han nok kan ”tilfredsstille hende i sanselig henseende” for han er god ved hende. Han finder sig i hendes udskejelser på danseboderne i Kolding, og selv om han nok ved, hvad der foregår, modsætter han sig ikke.

Efter tre års ægteskab får de i 1864 en lille dreng, og de døber ham Hans Peter, men han er ikke levedygtig og dør kun 14 dage gammel.

I efteråret 1866 træffer hun en søndag dragonen Hans Christian Hansen på en dansebod i Kolding, og det er vist kærlighed ved første blik. De aftaler at mødes igen næste søndag på en anden dansebod, og denne gang følger han hende hjemad, og de har ”legemlig omgang” på vejen. Herefter mødes de jævnligt, og de har hver gang legemlig omgang med hinanden.

Den 15. november 1866 rejser Hans Christian hjem fra Randers og lægger vejen over Kolding, hvor han besøger Ane i hendes hjem, hvor han også overnatter og tilbringer et helt døgn. Ane deler sin nat mellem både Hans Christian og Mads, der ingenting bemærker, for han er – som der står i aktors indlæg – noget simpel af forstand.

Næste morgen rejser Hans Christian hjem til Munkebo Mark på Fyn, og de holder kontakten pr. brev. På et tidspunkt vil Hans Christian afskære forbindelsen, da den ikke kan føre til noget, men Ane giver ikke op! Hun rejser 3. juledag 1866 over til ham for at genoptage forbindelsen. De bliver atter gode venner, og Ane siger ”at hun haabede at blive udløst af sit inden næste Juul” uden at hun på det tidspunkt har tænkt på at skaffe Mads af vejen, for der er også en anden mulighed, nemlig at han dør af den brystsyge, der plager ham.

Da hun skal rejse hjem til Stubdrup igen, vil Hans Christian ikke engang følge hende til banen, og det bliver hun så vred over, at al kontakt ophører indtil maj 1867, hvor hun må erkende, at hun ikke kan slå ham ud af hovedet. Atter genoptages forbindelsen mellem de to. Samme måned henvender hun til Skjødte for at spørge, om han kan hjælpe hende, så hun kan få Hans Christian til ægtemand, og det fremgår senere af hendes forklaring til kommissionen, at hun allerede på det tidspunkt tænkte på, det ikke kunne ske på anden måde end ved, at Skjødte tog livet af Mads. Skjødte accepterer straks at hjælpe mod en betaling, som han siger er 300 Rigsdaler, men som Ane siger er Mads’ bryllupsklæder og hans tøj, når han er død.

Sommeren og efteråret 1867 går, og Ane presser konstant på Skjødte for, at han skal rydde Mads af vejen, men Skjødte kan ikke tage sig sammen. Ane sender gang på gang Mads ind til Skjødte i Kolding, for at han kan dræbe Mads på tilbagevejen. Hver gang det ikke lykkes, klager Ane over det. Skjødte siger, at det sker 20 gange, men Ane siger, at det kun er tre gange.

Ane rejser flere gange på besøg hos Christian i Munkebo, og hver gang bilder hun Mads ind, at hun går til Kolding for at sy. Mads er nem at narre, og det er let at få medlidenhed med ham.

I oktober måned er Hans Christian atter på vej hjem fra Randers, og han besøger Ane på vejen. Skjødte følger ham ud til Ane, og Ane og Hans Christian taler sammen uden for huset, mens Skjødte går ind og holder Mads hen. Da Ane og Skjødte tager afsked, siger hun til ham: ”nu kommer du ikke igjen før han er død”, så på det tidspunkt må hun vide, at Mads’ død er nært forestående.

Ane bliver mere og mere ked af Mads, og det kan efterhånden ikke gå stærkt nok med at få ham ryddet af vejen. For at Skjødte kan få et legitimt ærinde i parrets hjem, finder hun på, at der med Skjødtes hjælp skal opføres en vognport i forlængelse af udhuset, og hun får Mads med på idéen. Til vognporten skal der bruges et træ, som Mads og Skjødte om dagen går ud i skoven for at se på, og de aftaler at stjæle det om natten den 3. december 1867. De spiser tidligt til aften og tværs over bordet taler Ane og Skjødte om, at det er i aften, Mads skal myrdes; Mads kan ikke høre deres samtale, da han er tunghør. Ane råder dem til at stjæle træet i den nærliggende skov, for at det kan se ud som et selvmord – men hun har ellers ingen tanker om dødsmåden. I nogle af forklaringerne til retten siger hun, at hun troede, at Skjødte ville give ham nogle ”sovedråber” og derefter hænge ham i et træ, så det kunne ligne et selvmord. Ane vil gerne være sikker på, at de virkelig kommer af sted, så hun bliver oppe hele natten og vækker dem kl. 01:30. I løbet af aftenen og natten går hun flere gange ind til Skjødte for at sikre sig, at han virkelig vil slå Mads ihjel ude i skoven.

Mads og Skjødte går ud til skoven, og da de kommer til ud Vester Nebel å skyder Skjødte ham. Mads styrter i åen efter at have udbrudt ”Åh ja ja”.

Hjemme venter Ane, og Skjødte kommer tilbage efter et par timer. Skjødte fortæller hende, at Mads nu er død, men han fortæller hende ikke, hvordan det er gået til og han vil ikke tale om det; det finder hun først ud af efter obduktionen den 6., hvor der bliver fundet 11-12 hagl i Mads – altså må han være blevet skudt.

Allerede den 4.december kommer fogeden justitsråd Saxild og distriktslæge Rosenstand. Der oprettes en fogedprotokol, der kan læses i bilag 2:

Ane forklarer til fogedprotokollen, at Mads – som vanligt – var stået tidligt op for at arbejde med at skære hakkelse og tærske. Efter en times tid går det op for hende, at hun ikke kan høre ham arbejde, og hun går derefter ud for at lede efter ham i stalden og i laden – det er jo løgn! Hun forklarer også, at hun vækker Skjødte, for at de i fællesskab kan lede efter Mads, men de finder ham selvfølgelig ikke. Skjødte går hjem men kommer igen hen på eftermiddagen, hvor Ane efter eget udsagn får ham til at gå ud og lede efter Mads sammen med Christen Smed. De finder ham i åen og fisker ham op med en brandhage. Ane antager, at hullet i Mads’ underliv stammer fra brandhagen.

Ane forklarer også at: ”Den Afdøde var meget tungsindig, og hun maatte frygte for, at han har taget sig selv af Dage, men hun kan ikke paavise nogen særlig Anledning til, at han netop nu har foretaget dette Skridt. Den Afdøde har mange Gange truet med at tage sig selv af Dage, og hun har flere Gange seet, at han har hængt Strikker op, hvori han vilde hænge sig; ogsaa har han, naar han blev vred, truet med at skjære Halsen over paa sig med Leen, og én Gang har han saaret sig selv i Hovedet med en Øxe. Igaar Morges viste den Afdøde intet Tegn paa Vrede eller ondt Lune. I Øvrigt var den Afdøde ganske fornuftig, men han var utroligt iilsindet* . Hun kan ikke tænke sig Muligheden af, at den Afdøde kan være bleven dræbt af nogen Anden, og hun fornemmer, at det Saar, der findes i hans Mave, er fremkommet, da han med Brandhagen blev fisket op af Aaen.”  Det er alt sammen løgn! Bemærk i øvrigt at allerede distriktslægen mener, at hullet i Mads’ underliv er et skudsår.  Der er med det samme mistanke til Skjødte, der, jfr. arrestantprotokollen fra Kolding arrest, bliver indsat den 6. december.

I bilag 4 indfinder den konstituerede Fuldmægtig, Exam. juris Jahn sig paa Stubdrup Mark den 6. december, og Ane forklarer det samme som to dage før.

Sagen starter som nævnt som en fogedsag, da der er tale om et mistænkeligt dødsfald, som muligvis er et selvmord, men efter obduktionen står det klart, at det er et mord, og derfor skal sagen køre som en politisag. Bilag 5 rummer de første forklaringer hos politiet i Kolding den 9. december. Ane kan ikke afhøres på dette tidspunkt, da hun er højgravid.  Den 12. december bliver Mads begravet. Hun føder den 16. december en lille dreng, som hun opkalder efter Mads, så han også kommer til at hedde Mads Hansen.

Lørdagen den 21. december skriver hun et brev til Hans Christian om, at han skal komme over til hende for at få at vide, at nu er hun blevet Mads kvit. Han kommer om onsdagen ved aftenstid, og hun fortæller ham, at Skjødte har skudt Mads. Da det går op for Hans Christian, at Mads er blevet myrdet, vil han ikke have mere med hende at gøre, og han siger, at han til øvrigheden vil sige, at han ikke vidste at Ane var gift – se nærmere under Hans Christian.

Den 23. december (bilag 5 side 4) har dommeren fået melding om, at Ane har født, og at hun derfor kan afhøres. Forhøret finder sted den 6. januar klokken 14 i hendes hjem (bilag 5 side 6). Dommeren finder Ane liggende i sengen, hvor hun besværer sig over hoved- og mavepine. Her kommer så det spændende: hun forklarer, at alt hvad hun tidligere har forklaret er løgn, og at det er Skjødte, der har presset hende til at lyve: ”hendes Udsagn vare opfundne af Peder Skjøt, som ved Trusler om Vold imod hende og hendes Søn tvang hende til at fortælle, hvad han havde befalet hende at udsige, naar Forhør over hende blev afholdt.”

Hun erklærer i stedet, at sandheden er (bilag 5 side 7), at det er Skjødtes idé at skille hende fra Mads, så hun i stedet kan ægte Hans Christian. ”Skjødte fremstiller Mads som så ringe, at han ikke er værd at leve med”. Hun forklarer videre: ” Naar P. Skjøt talede saaledes til hende om at rydde Mads Hansen af Veien, gjorde hun altid Modforestillinger og bebreidede ham, at han vilde forføre hende, som var saa ungt Menneske (hun er 24 Aar gammel), medens han var en gammel Karl, men hver Gang yttrede P. Skjøt, at han havde bestemt, at Mads Hansen skulde dø, og at det ikke var første Gang han dræbte et Menneske. Hun vidste at P. Skjøt var et slet Menneske, men hun kunde ikke antage at han talede i Alvor, naar han talede om at dræbe hendes Mand.” Det er alt sammen løgn, og hun prøver at stille sig selv i et meget bedre lys end sandheden tilsiger. Hun har hele tiden samarbejdet med Skjødte, som hun så som sin hjælper, men nu vælter hun hele skylden over på ham.

Næste gang vi hører fra Ane er den 1. februar 1868, hvor hun til politiprotokollen (bilag 5 side 13) siger, at forklaringen den 6. januar er sandheden. Hun tilføjer, at Skjødte har sagt, at han havde nogle dråber i en flaske, som kunne slå folk ihjel, uden at en læge ville kunne fastslå dødsmåden. Endvidere forklarer hun: ”Peter Skjødt har ogsaa tvende Gange i Hans Christian Hansens Overværelse yttret at denne og hun passede bedre sammen end hun og den Afdøde, og at han skulde sørge for at de blev forenede, men de har begge erklæret til Skjødt, at de ikke vilde forenes undtagen det skete med Guds Villie, men ved disse Leiligheder har Skjødt ikke omtalt, at han er i Besiddelse af den omhandlede Drik.” Det er alt sammen løgn, og Ane prøver at gøre Skjødte til den, der tager initiativet, uagtet det er hende selv. 

Lille Mads bliver døbt den 2. februar 1868 i Harte Kirke og fadderne er ”Hans Thomsens Kone på Nebel Mark, Gaardmand Niels Andersen Ferup, Husmand Anders Andersen Stubdrup, Gaardmand Peder Bertelsen Axelgaard, Husmand Hans Gregersen Axelgaardsmark”.

Den 23. februar 1868 bliver kommissionen nedsat under ledelse af P. L. Behrend.

Den 26. februar bliver Ane anholdt i sit hjem og bragt til Kolding Rådhus (trykt hæfte side 20 - 23), hun bliver forhørt og tilstår alt, og denne gang fortæller hun den virkelige sandhed. Da hun har en lille nyfødt, skal der tages stilling til, hvad de skal stille op med barnet. Det fremgår af bilag 11, at der i samme hus som Ane bor en anden familie med et barn, der får bryst, og derfor kan konen tage sig af den lille Mads Hansen, mens Ane sidder fængslet.

Hun siger, at hun nu fortæller sandheden, for at det skal stå klart, at det er Skjødte, der skød Mads. Det behøver hun nu ikke at tage sig af, for Skjødte har tilstået allerede dagen før – se under denne. Hun forklarer også: ”Grunden til, at hun vilde afgive denne Forklaring for Øvrigheden om Arrestanten Skjødtes Udførelse af Mordet, angiver hun at være den, at hun syntes, at hun ikke uden det kunde faa Ro i sin Samvittighed og som Grund til, at hun da ikke med det samme aabenbarede sin egen Deel i Mordet, angiver hun, at hun antog, at Øvrigheden nok selv kunde indsee, at hun var delagtig deri. Adspurgt om hun nu angrer sin Deel i Forbrydelsen, erklærer hun, at hun nok fortryder, at hun er kommet af med Mads, men i øvrigt har hun ikke siden Mordet følt nogen Uro i sin Samvittighed, eller Anger over det Passerede, og den ovennævnte Anmeldelse til Øvrigheden siger hun nu nærmest at være foranlediget ved, at hun ønskede oplyst, at Mads ikke havde taget sig selv af Dage.”  Forhøret afsluttes med en fængslingskendelse, hvorefter hun bliver indsat i Kolding arrest, hvor hun sidder indtil den 7. marts, hvor hun bliver overført til Københavns fængsel.

Allerede den 27. februar bliver Ane og Skjødte afhørt igen og konfronteret, da der er uoverensstemmelser mellem deres forklaringer. Ane forklarer, at da hun på markedsdag i maj 1867 henvendte sig Skjødte for at få hans hjælp, stod det klart for hende, at Mads måtte myrdes, for at hun kunne få Hans Christian til ægtemand, men hun gjorde sig ingen tanker om, hvordan mordet skulle foregå, og Skjødte lovede på det tidspunkt at udføre mordet. Skjødte forklarer derimod, at Ane den pågældende dag blot henvendte sig for at fortælle om sit forhold til Hans Christian. Ane siger hertil, at Skjødte var ”en del beskænket”, så måske husker han det ikke så nøje. Ane indrømmer også, at det er hende, der fra starten har foreslået Skjødte at slå Mads ihjel, og at Skjødte ikke selv skulle have haft nogen anledning til det.

Ane tilføjer til sin forklaring, at på et tidspunkt mellem markedsdagen og den 5. juni har Skjødte forlangt en tot af Mads’ hår og en klud af hans skjorte, som han vil grave ned ved et lig. Skjødte giver sig af med trolddomskunster (se nærmere under denne), og gammel overtro tilsiger, at Mads vil rådne op på samme måde, som håret vil rådne.

Herefter hører vi ikke mere til Ane, bortset fra at der er disput mellem hende og Hans Christian om, hvorvidt han har vidst, om Ane var gift eller ej. Dette vil blive gennemgået under omtalen af ham.

Den 25. juni 1868 afsiger kommissionen dom efter at have gennemgået alle de tidligere oplysninger og forklaringer, som også er gengivet her. Hun bliver dømt til døden for meddelagtighed i begået mord efter straffelovens § 52, hvis 1. punktum lyder: ”Den, der ved Løfter, Trusler eller andre Forestillinger har bestemt en Anden til at begaae en Forbrydelse, skal, dersom denne bliver fuldbyrdet, straffes, som om han selv var Gjerningsmand.” Dette skal sammenholdes med § 190, som Skjødte bliver dømt efter. Bestemmelsen lyder: ” Den, som med Overlæg skiller et andet Menneske ved Livet, straffes paa Livet.” Ane bliver altså idømt dødsstraf på samme måde som Skjødte. De anker begge til Højesteret, der den 27. oktober stadfæster kommissionens dom. Dødsdommene eksekveres ikke, idet der foreligger et kongeligt reskript af 26. november (som vi desværre ikke har kunnet finde), der formilder dødsdommene mod, at de bliver hensat til straffearbejdet i tugthuset på livstid.

Mens hun sidder i Københavns Arrest og venter på sin død, finder hun det for godt den 1. juli at fortælle til Københavns politi, at Skjødte flere gange har begivet sig af med fosterfordrivelser, og at hun også selv på et tidspunkt har modtaget en flaske med et indhold, der kunne benyttes til formålet. Hun smed det imidlertid væk, da hun ikke ville bruge det.

Skjødte bliver hentet op fra sin celle og konfronteret med Anes udsagn. Han forklarer imidlertid, at han allerede har tilstået alle sine forbrydelser, og at han aldrig har begivet sig af med fosterfordrivelser. Hans konklusion er, at Anes forklaring er opdigtet fra ende til anden.

Ane bliver indsat i Christianshavns Fængsel, hvor hun dør som 38-årig den 4. juni 1882. Dødsårsagen er ”Militær Tuberkulose af Lunge og Lungesæk”; den sekundære dødsårsag er ”Brystkatarh”. Hendes stambog finder du her, og det fremgår bl.a., at hun også allerede i 1873 har lidt af brystkatar.

____________________________________________

iilsindet* = opfarende