Tilståelsen 1. del

Tilståelsen 1. del

 

Der har været travlt i nogle dage på Tinghuset i Odense.

 

Sent på eftermiddagen torsdag d. 17. december afsluttedes forhør i fogedsagen om mordet på skytten fra Langesø. Forhøret blev ledet af kongens foged Dahlerup.

 

Kort efter kl. 19 blev Odense Herreds Politiret sat på Tinghuset under ledelse af dommer og herredsfoged Dahlerup i Odense. Vi træffer her den samme person som tidligere, bare med en ny titel.

 

Sagen får betegnelsen N 281/1868 og drejer sig om forhør i anledning af, at skytten på Langesø, Rasmus Madsen, er fundet skudt i en granplantage på Korup Mark.

 

Efter at dommer Dahlerup havde fremlagt udskrift af de sidste dages optegnelser, gik man direkte til sagen.

 

Den anholdte Lars Rasmussen havde ønsket at blive stillet for retten for at berigtige, at det var ham, der dræbte skytten Rasmus Madsen.

 

Lars Rasmussen erklærede under forhøret, at det er ham, som har dræbt skytten på Langesø.

 

Lars Rasmussen fortalte detaljeret om, hvordan han i søndags for tre uger siden gik på jagt omkring kl. 9-10 for at skyde en hare eller ræv. Han medbragte sit glatløbede gevær ladet med en blanding af rævehagl og småhagl. Med sig havde han sin lille sort- og hvidbrogede hund.

 

På det historiske kort fra 1840-99 vises Lars Rasmussens rute markeret med sorte pile. Skyttens vej er markeret med røde pile.

 

 

Først gik han over Peder Rasmussens jorder forbi Trøstrup sø, derefter over sognefoged Hans Rasmussens jorder, videre over farver Brandts mark, og derfra ind på Bredbjerg mark. Han gik her først ind i et krat, der kaldes Anders Jensens Hut. Efter at være gået gennem krattet gik han over Rasmus Gustavsens mark og derfra op på Bredbjerg Banke. Mens han var der, stødte han pludselig på skytten, der ubemærket kom bag på ham. Så snart han genkendte skytten, forsøgte han at løbe væk.

 

Lars havde sine læderstøvler på og løb ned ad bankerne langs den nordre side mellem husene og Nielstrup gården forfulgt af skytten, der løb efter ham uden at råbe til ham. Han løb over Hans Rasmussens og Damstedets marker, over Møllerens mark og opad Rasmus Jensens mark i Trøstrup. Her kom han ud på landevejen og fulgte denne et lille stykke forbi Kjørom ind over Kjørom mark og over en mark der kaldes Trøstrup Hede. Derfra løb han lige tværs over landevejen mellem skomagerens hus og Billeshaves Ledet - stadig forfulgt af Skytten.

 

Da de var kommet ned over Mosen, indhentede skytten Lars Rasmussen, som ikke orkede at løbe mere. Skytten vidste ikke, hvem Lars var, og da Lars havde fortalt, hvem han var, sagde skytten, at Lars skulde betale en bøde, men hvis Lars var indstillet på at afgøre det i mindelighed, blev det ikke dyrt. De fulgtes derpå ad side om side over mosen igennem Lars Steffensens skov og ind igennem granplantagen for at gå hjem til Lars’s forældre.

 

Lars regnede med, at når han kom hjem, ville han få en røffel af sine forældre, der have givet ham en streng opdragelse. Det var grunden til, at han rettede geværet mod skytten, da de kom i udkanten af granplantagen. Her skød han skytten, der gik på hans venstre side. Han sigtede mod skyttens hoved. Skytten faldt straks om uden at give en lyd fra sig, præcis på det sted, hvor liget senere blev fundet.

 

- Lars havde dagen før besigtiget gerningsstedet sammen med dommeren. -

 

Ved skuddet fløj skyttens kasket ind imellem granerne. Lars bøjede sig ned over skytten, løsnede hans livrem og tog den samt den vedhængte haglpung. Skytten havde hverken gevær eller krudthorn med sig. Lars mente at skytten havde sat sit gevær fra sig ved et gærde på Bredbjerg Mark. -

 

Lars gik først ned til et krat, der ligger nedenfor granplantagen, og her smed han livremmen fra sig ind mellem granerne. De hagl, der var i skyttens haglpung, hældte Lars i sin egen pung og smed derpå haglpungen fra sig i hegnet i udkanten af Hole Skov. Han mener bestemt at kunne påvise, hvor han smed den. Han gik derefter over Pederstrup jorder, henover Peder Rasmussens marker og derfra hjem.

 

Moderen havde spurgt Lars, om det ikke var ham, der havde skudt skytten, men han sagde nej, og han forsikrer, at hverken hans far eller mor har nogen som helst viden om, hvad han har gjort. Han fortryder bitterligt sin gerning og føler nu sin samvittighed lettet efter at have afgivet denne sandfærdige tilståelse.

 

Lars forklarer derefter, at han er 26 år gammel, født i Herrested sogn af forældrene Rasmus Larsen og hustru Ane Christoffersen. Han er døbt i Herrested Kirke og konfirmeret i Korup Kirke.

 

Da han var barn, flyttede forældrene fra Herrested til det hus, hvor de nu bor. Han har altid opholdt sig hjemme hos sine forældre, og har aldrig været tiltalt eller straffet.

 

Dommeren afsagde derpå følgende kendelse:

Da Lars Rasmussen har tilstået at have skudt skytten Rasmus Madsen, vil det for at sikre hans tilstedeværelse være nødvendigt, at han belægges med forsvarlig Arrest.

 

Efter en nat i sin celle med den nu lettede samvittighed, kunne Lars gøre sig klar til en ny dag.

 

I 1868 den 18. december kl. 10 blev Odense Herreds Politiret sat på Herredskontoret.

 

Lars Rasmussen blev fremstillet for retten. Gårsdagen afhøring blev oplæst for ham og han godkendte teksten.

En hue som var fundet i granplantagen, blev forevist, Lars mente det kunne være den lodne hue, skytten havde på. En rem som ligeledes var fundet, genkendte han også.

Herefter sendtes han retur til sin celle.

 

 

På samme tid var der stor aktivitet ved Skyttehuset i Katshegne nord for Langesø.

 

I Fyens Stiftstidende havde der været indrykket en annonce om skytten Rasmus Madsen’s død og begravelse.

 

Begravelsen var netop denne fredag, og kisten førtes fra Skyttehuset til Vigerslev kirke kl. 11.

 

Måske har Lars Rasmussen i det fjerne hørt kirkeklokkerne, da han i følgeskab med herredsfoged Dahlerup ankom til åstedsforretning på Sværup Mølle kl. 12. samme dag.

Dommeren bemærkede, at arrestanten Lars Rasmussen, der var medbragt hertil, undervejs påviste et krat i nærheden af den bivej, der fra Rugårds Landevej fører til Pederstrup. Her angav han at have kastet den haglpung, han tog fra liget. Det påviste sted blev eftersøgt, og man fandt også haglpungen.

 

Lars blev derefter fulgt hen til Nielstrupgaarden, og her påviste han det sted i hegnet, hvor skytten var fulgt efter ham fra Langesø Gods’s jorder ind på Damstedets jorder, og her fandt man skyttens dobbeltløbede gevær stående ved hegnet, der adskiller Langesøs og Damstedets jorder.

 

Nu fik Lars oplæst det, der var noteret i protokollen, og dertil havde han ingen indvendinger. Han erkendte, at haglpungen og geværet tilhørte skytten. Han forklarede, at efter skytten havde indhentet ham, var de gået side om side igennem Lars Steffensens granplantage. Skytten havde en stok i hånden, som han havde taget i et gærde undervejs.

 

Lars Rasmussen havde båret sit gevær med højre hånd om låsen og løbet hvilende over venstre arm. Han havde spændt geværets hane, da de kom ind i granskoven. Idet han fattede om låsen med hånden, holdt han tommelfingeren på hanen og pegefingeren på aftrækkeren.

 

I det øjeblik, det faldt ham ind at skyde skytten, drejede han blot løbet mod skyttens hoved og trykkede af. Skytten gav ikke en lyd fra sig, og Lars lagde ikke mærke til, om han gjorde nogen som helst bevægelse.

 

Lars undersøgte ikke, om skytten havde noget i sin jagttaske, og det faldt ham ikke ind at undersøge skyttens lommer. Haglpungen tog han, fordi han troede, han kunne gøre brug af de hagl, der var i den. Remmen tog han kun, fordi haglpungen hang i den, og efter at have fjernet haglpungen, smed han straks remmen fra sig. Lars tog haglpungen med sig og hældte først haglene fra den over i sin egen pung på det sted, hvor den senere blev fundet. Han ladede samtidig sit gevær, for at det ikke skulle ses, at han havde affyret skud. Herefter smed han haglpungen fra sig.

 

Lars blev igen afleveret til arresten.

 

Dommeren bemærkede, at der ved siden af skyttens lig ganske rigtigt blev funden en kæp, der tilsyneladende var brækket af et gærde.

 

Den næste dag lørdag den 19. december skrev Lars Rasmussen et tårevædet brev til sine forældre.

 

Odense Herreds Politiret blev sat på Tinghuset den 21. december kl. 16.

 

Den første som bliver afhørt, er proprietær H. E. Nyborg af Pederstrup, som forklarede, at han i noget over 2½ år har ejet Pederstrupgård i nærheden af det hus, som ejes af den arresterede Lars Rasmussens fader. Lars Rasmussen har arbejdet for H. E. Nyborg, som derfor kender Lars, og betegner ham som havende en blød karakter, og han anser ham ikke som en forbryder.

 

Herefter blev væver og husmand Rasmus Larsen fremstillet. Han forklarede at Lars var hans eneste barn, og af den grund havde han altid været hjemme. Da Lars i 1865 blev indkaldt som soldat, fandt de en stillingsmand som aftjente værnepligten for Lars, herfor betalte de 820 Rdl.

 

Lars havde altid været hengiven og kærlig mod sine forældre, og havde ikke trang til udskejelser og slet opførsel. Lars havde et roligt og blødt gemyt, og faderen kan ikke tro, at han har skudt skytten. Da han på et tidspunkt havde spurgt Lars, om det var ham, der havde skudt skytten, nægtede Lars. Hans gevær var ikke skudt af den dag, og der havde ikke været talt mere om den sag i hjemmet.

 

Lars var for det meste hjemme og deltog aldrig i lystigheder, men han gik ofte på jagt på de marker i omegnen, hvor han havde fået lov.

 

Herefter var det moderen til Lars, Ane Christoffersen, som gav samme forklaring som sin mand. Hun huskede ikke, om hun eller hendes mand havde spurgt om skytten.

 

Skyttens enke Stine Madsen blev forevist den fundne haglpung og geværet. Hun bekræftede, at det var hendes mands. Hun afstod fra enhver erstatning fra Lars Rasmussen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som forklaring på at skytten var ramt i venstre side af hovedet, når han selv havde gået på skyttens højre side, mener han, at det må være, fordi skytten må have set sig tilbage over venstre skulder. Lars forklarede, at han var i sådan ophidset stemning, at han ikke husker det.

 

Lars Rasmussen kan ikke huske, hvem af hans forældre der havde spurgt, om han havde skudt skytten.

 

I et fortsat forhør 8. januar 1869 af Lars Rasmussen, blev han ført ud til gerningsstedet, hvor han blev bedt om at vise dommeren, hvilken vej han var gået med skytten. Desuden måtte han vise, hvor han havde spændt hanen på sit gevær.

 

Lars viste, hvor skytten indhentede ham ved mosen. Der var 200 skridt derfra, til de gik ind i krattet, hvor han spændte hanen på geværet. Herfra og til stedet, hvor skytten blev skudt, var der 600 skridt. Der var sti hele vejen på nær de sidste 20 skridt ind i granplantagen. Hele turen kunne tilbagelægges på 6 minutter. Dommeren konkluderede, at Lars og skytten kun var fulgtes ad i 8-10 minutter.

 

Lars måtte indrømme, at det havde været lettere at gå ad en bivej, som gik fra Rugårdsvej til hans hjem i Pederstrup, men han havde været så fortumlet i sit hoved efter den lange forfølgelse, at han ikke tænkte klart.

 

Om det var Lars eller skytten, der tog vejen gennem krattet, kan han ikke huske, måske gjorde de det sammen.

 

Da de gik over mosen, tilbød Lars skytten de 3-4 Rigsdaler han havde i lommen, for at slippe for at blive ledsaget hjem til forældrene, men skytten afviste dette. Derefter tog han beslutningen om at skyde skytten, da de gik ind i krattet. Som et sidste forsøg gentog han sit tilbud om at betale med de penge, han havde på sig, men skytten afviste igen tilbuddet.

 

Lars var ikke sikker på, hvad han skulle bestemme sig for, da han var klar over, at hvis han skød på skytten, var det det samme som at dræbe ham. Først da de kom ind i granplantagen tog han den endelige beslutning.

 

Lars blev igen afleveret til anbringelse i arresten.

 

Dommeren sluttede dagen med at læse en skrivelse fra sognepræsten i Korup.

 

Politiretten hævet Vidnerne

C. Dahlerup S. K. Nielsen A. Hartvig

 

 

Den fremviste rem blev af retten vurderet til 2 skilling og haglpungen til 12 skilling. Stine Madsen mente den havde indeholdt 250 gram hagl til en værdi af 8 skilling.

 

Herefter blev Lars Rasmussen forelagt vurderingen af de fremlagte genstande, som han accepterede. Disse genstande blev herefter udlevet til skyttens enke.

 

Lars Rasmussen forklarer derefter, at skyttens hund var tilstede i plantagen, da skytten blev skudt, og den blev tilbage ved liget. Han så ikke om den havde halsbånd på, og han har ikke senere set den.

 

Lars Rasmussen fik oplæst beretningen fra obduktionen, som han ikke havde kommentarer til.

Fyens Stiftstidende 28/12-1868:

Da det falske Rygte er udspredt, at jeg Skulde have dræbt Skytten paa Langesø, tilbyder jeg 10 Rd; Belønning til de eller dem, der sikkert kan give mig Oplysning om, hvem der har været den første falske Tunge til at udsprede dette falske og løgnagtige Rygte om mig.

 

P. Chr. Hansen,

Skovfoged i Morudskov.

 

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET