Jeg druknede mine børn

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Jeg slog mine børn ihjel

(Hans Peter Knudsen)

Jeg druknede dem begge to i Mølleåen i Aarhus! Vi sejlede ud i en lille båd, som jeg havde lånt af Blegmanden (note 1) og da vi var kommet langt nok ud, smed jeg dem i vandet, hvor der var stærk strøm, en efter en, først Anders Peter og så Birthe Elisabeth. Anders Peter blev 7 år, og Birthe Elisabeth blev 5 år. De kom op til deres mor i himlen og fik det bedre der end hos mig.

 

Jeg var ikke ædru, da jeg gjorde det, men jeg var på den anden side set heller ikke rigtig fuld. Jeg havde drukket mig lidt mod til for at føre planen ud i livet. Jeg sendte børnene til købmand Langballe for at købe lidt brændevin, og da jeg havde drukket det, bad jeg dem hente en kvart liter mere. Da jeg havde kastet dem i vandet og sikret mig, at de ikke flød med strømmen i vandoverfladen, var det min plan at tage mig af dage. Jeg syntes ikke, jeg havde mere berettigelse i det her liv, og jeg kunne ikke leve videre med mine to børns død på samvittigheden. Efter denne forfærdelige handling, trimlede jeg omkuld i båden, og da jeg atter kom til mig selv, fortrød jeg straks, hvad jeg havde gjort, men da var det for sent, for børnene var ikke længere at se. Druknedøden var måske ikke den rigtige løsning for mig, for jeg er en god svømmer, og jeg ved, at jeg ville have kæmpet mod døden, hvis jeg var hoppet i vandet.

 

Jeg roede ind til land og besluttede at gå til myndighederne med det samme. Jeg kontaktede forskellige mennesker, jeg kendte, da jeg var kommet i land, og fortalte dem om min forbrydelse, og bad om snaps til at dulme nerverne med. Dem, jeg traf, tog jeg også afsked med med det samme. Jeg vidste, at min straf ville blive streng. Jeg havde dog ikke forventet at blive dømt til døden. De tre retsinstanser var enige: jeg skulle af med hovedet. Dommene lød sådan: ”Arrestanten Hans Peter Knudsen bør at miste sin Hals og hans Hoved sættes paa en Stage.”

 

To gange før havde jeg haft planer om at tage livet af børnene, og vi var da også sejlet ud, men jeg kunne ikke få mig selv til at slå dem ihjel, for jeg elskede dem jo. Mit problem var, at jeg ikke kunne give dem så god en tilværelse, som jeg syntes, de fortjente. Deres søster Marie, som kun blev fem dage gammel, og deres mor, som også hed Marie, var død to år forinden, og siden da gik det ned ad bakke for mig. Jeg begyndte at drikke mere og mere. Jeg kunne ikke passe mit arbejde, når jeg drak, men jeg kunne ikke lade være at drikke – det var til sidst alkoholen, der styrede mig og ikke omvendt. Når jeg drak, blev jeg grov og brutal. Jeg var uddannet skræddersvend, og havde gode anbefalinger med mig fra mine forskellige jobs; alle mine mestre var godt tilfredse med mig og beskrev mig som overordentlig dygtig, men hvad hjalp det, når sprutten tog over? Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme ud af mit misbrug og anså mig selv som en fortabt sjæl.

 

Efter Marie døde, satte jeg børnene i pleje hos fremmede, men det skulle jeg selvfølgelig betale for, og jeg havde ikke pengene, fordi jeg drak lønnen op. Jeg måtte derfor have børnene hos mig på værkstedet, men det var ikke en holdbar løsning. Jeg fik kontakt med fattigvæsenet og fik en aftale med formanden om at deltage i et møde i fattigvæsenskommissionen den 23. juni. Så langt nåede jeg dog aldrig, da jeg den dag, jeg skulle være mødt, i stedet sejlede ud og druknede dem. Jeg regnede ikke med, at fattigvæsenet ville hjælpe mig, for hvis jeg havde været flittig og ordentlig med mit arbejde, ville jeg nok kunne have passet børnene selv. Om denne forestilling er rigtig, ved jeg dog ikke, og jeg vil heller aldrig finde ud af det.

 

Marie og jeg levede papirløst sammen, da jeg aldrig var blevet skilt eller separeret fra min hustru Caroline Vilhelmine Florentine Skjørring som jeg giftede mig med i København. Med hende fik jeg en pige, der hed Thora Elisabeth, som blev født i 1836. Jeg forlod Caroline for ca. 8 år siden, da hun var mig utro, og siden har jeg ikke haft kontakt med hende. Med Marie fik jeg fire børn, de to døde kort efter fødslen og de næste to var dem, jeg druknede i Mølleåen.

 

I arresten havde jeg flere besøg af præsten L. Dahlerup, og han skrev en længere attest om min religiøse sindsstemning. Han skrev, at jeg i begyndelsen var indesluttet og i en sløv sjæletilstand og ikke erkendte min skyld, da jeg blev ved at sige, at jeg havde druknet børnene af kærlighed, fordi jeg ville dem det bedste.

 

Præstens opgave var at se, om han kunne spore ændringer i min religiøse opfattelse, og om jeg reelt angrede mordet på børnene. I starten var jeg som nævnt indesluttet, men efterhånden tog jeg imod de religiøse bøger og små tidsskrifter, han kom med til mig. Han så, at det gik ”fremad” med mig, og at jeg begyndte at se det syndige og forfærdelige i min gerning. Når jeg talte om hændelsen, græd jeg. Præstens attest, der blev fremlagt i retten, slutter sådan: ” Efter det Anførte bør jeg saaledes antage, hvad han ogsaa selv har yttret, at der er i det mindste begyndt en god Forandring i hans aandelige Tilstand, paa hvilken jeg med Guds Bistand skal vedblive at arbeide videre, - og at han føler en, som jeg har Grund til at troe, - oprigtig Anger over sin Forbrydelse.”

 

Jeg var til stede ved ligsynet, der foregik på sygehuset, og det var hårdt. I fogedprotokollen står der, at jeg var ”i en nedstemt og bevæget Stemning, men i øvrigt aldeles rolig og fattet”, hvilket er fuldstændig rigtigt. Det første der skulle ske var, at Fakholm, der fandt ligene, skulle bekræfte, at det var disse, han fandt, og dernæst skulle jeg bevidne, at det var mine børn. Da ligsynet var ovre, skulle obduktionen begynde, men den overværede jeg heldigvis ikke.

 

I retten tilstod jeg straks alt. Jeg græmmedes ved min ugerning og ville gå min straf i møde med oprejst pande. Jeg blev dømt efter Christian den 5.s danske lov artikel 6-9-1 (note 2) og efter denne bestemmelse skulle jeg miste livet. I retten blev det fremhævet, at jeg var beruset, da jeg kastede børnene i vandet, men jeg var ikke beruset nok til at kunne anses for utilregnelig . Og selvom jeg havde været utilregnelig, ville jeg alligevel kunne straffes, da jeg havde forsæt til at udføre de planlagte mord. Dommen var den samme i alle tre retsinstanser, og jeg kunne så kun se frem til, at en økse skulle afslutte mit liv.

 

Tankerne om øksen pinte mig i lidt over en måned og det var forfærdeligt; jeg sov ikke om natten, fordi jeg forestillede mig den folkemængde, der ville komme og se mig få hovedet hugget af. Jeg havde tanker om det at gå op ad stigen til skafottet, og jeg forestillede mig, at mine ben ville ryste så meget, at jeg knapt kunne gå.

 

Jeg blev dømt i Højesteret den 14. februar 1853, og som ved et mirakel blev jeg benådet ved en kongelig resolution af 18. marts 1853. Ifølge benådningen skulle jeg hensættes til straffearbejde i tugthuset på livstid. Det var en lettelse så stor, at jeg ikke kan beskrive det.

 

Min afsoning startede i Viborg Tugthus den 4. april 1853, hvor jeg blev overført fra Aarhus Arrest. Allerede den 20. maj samme år blev jeg sammen med 39 andre fanger overført til det nybyggede Horsens Tugthus. Du kan læse om fængslets historie her.

 

Med mig til Horsens bragte jeg ”1 Hat, 1 Kaskjet, 2 Tørklæder, 1 Halsbind, 1 Frakke, 1 Par Buxer, 1 Vest, 1 Par Strømper, 1 Par Støvler, 2 Skjorter, 5 Bøger, noget Skrædderværktøi, 1 Par Skindunderbuxer, 1 Tobaksdaase, 1 Kniv, 1 Hornskee, 1 Par Buxeseler, 1 Par Strømpebaand.”

 

Her kan du læse Århus Købstads Ekstrarets dom; Landsoverrettens dom er her og endelig følger Højesterets dom. Kladden til forestillingen om min benådning er her, og her er den endelige udgave.

 

Min stambog fra Horsens finder du her, og den indeholder bl.a. et signalement af mig.

 

Jeg forlod fængslet den 9. oktober 1863, da jeg var blevet benådet af kongen, altså nåede jeg at afsone 10½ år af min straf. 10½ år er lang tid og samfundet var meget forandret, da jeg kom ud i det fri igen. Det var et af vilkårene for benådningen, at jeg skulle forlade landet og rejse til Amerika. Jeg var på det tidspunkt 49 år, og regnede nok med, at jeg kunne etablere mig i det nye land.

 

Efterskrift: Vi ved desværre ikke, hvordan det gik Hans Peter i det forjættede land. Vi har søgt i Udvandrerdatabasen og i Ancestry uden resultat. Om han overhovedet har været i USA er lidt usikkert, for vi har fundet ham død i Horsens den 2. april 1900, og han er også i Horsens ved folketællingerne 1880 og 1890, lige som han er gift med Johanne Therkelsen den 20. februar 1874 i Horsens.

 

Note 1: Blegemand: mand, der driver et blegeri. Blegeri. Virksomheden at blege tøj og stedet, hvor den drives.

 

Note 2: Danske lov 6-9-1: Hvo som far med oplagt Raad til anden Mands Huus, eller Gaard, enten hand haver det til Leje, eller Eje, eller hvad Slags Boelig det er, som hand haver ført sig selv og sit Gods udj, eller Skib, og dræber der enten hannem, hans Hustrue, Børn, Tyende, eller Giest, som der er indbøden, eller til Herberg, da bør hand at miste sin Hals, og hans Hovet at settis paa een Stage, saa vel som alle de, der ere i Flok og Følge med, og alle deris Boeslodder at være forbrutte, Halfdeelen til den Dræbtis Arvinger, og Halfdeelen til deris Herskab.

 

Note 3: Tilregnelighed, i strafferetten det mindstemål af psykisk modenhed og normalitet, som er en af betingelserne for at anvende straf. Handlinger foretaget af børn under 15 år og af personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige, fx sindssyge eller mentalt retarderede, straffes ikke, jf. Straffeloven §§ 15 og 16. Utilregnelighed er et juridisk begreb, ikke et lægeligt, og det kan derfor i sjældne tilfælde forekomme, at retten finder en lovovertræder tilregnelig, selvom han af den psykiatriske sagkundskab er fundet psykotisk. Ved den retlige bedømmelse er det muligt at tage hensyn til graden af gerningsmandens evne til at forstå omgivelserne og til at klare sig i dagligdagen. Der idømmes næsten altid særforanstaltninger, når gerningsmanden var utilregnelig på gerningstidspunktet. Der gælder særlige regler for mentalt retarderede i lettere grad og for personer, som pga. indtagelse af rusmidler forbigående befandt sig i en sindssygelig tilstand.

 

 

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.