Tilståelse i retten

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Fredag d. 3. februar 1862 blev en af de store dage i Odense Herredsrets historie. Retten havde siden 1855 efterforsket giftmordet på Oline Marie Olsen i Nårup; efter syv år med massevis af retsmøder, indkaldte vidner og arresterede personer, blev det dagen, hvor de skyldige tilstod.

 

Dagens retsmøde startede kl. 10 i politiretten på Herredskontoret. I dommerskranken sad Dahlerup, og retsvidnerne Spøhr og Westring havde indtaget deres pladser.

 

Dagen startede med afhøring af Smed Eckmanns brødre fra Middelfart, Rebslager Fritz Olander Eckmann og snedker Johan Elias Eckmann.

 

Rebslager Eckmann blev afhørt om, hvad han kendte til forholdene i smedehuset, men han havde ikke noget nyt at tilføje.

 

Snedker Eckmann forklarede, hvordan han havde fået udleveret rottekrudt (arsenik) i en papirkapsel hos dyrlæge Henriksens kone. Giften havde han medbragt til smed Eckmann i Nårup, og at det vist var i foråret 1855. Hvordan Oline havde indtaget giften vidste han ikke, men Maren Kirstine havde fortalt, det skulle være i den mad eller drikke, der var indtaget hos Barløse i Odense, og at hun vist fik noget mere i den vin eller mjød, hun nød ved den rast, de holdt ved Hoppehuset i Bellinge på vejen hjem. Snedker Eckmann havde ikke haft andel i det mord, smeden havde begået, og de havde aldrig talt om det. Snedker Eckmann fortalte, at han havde tilbageholdt oplysningerne om, at han havde overladt giften til smed Eckmann, dels for at skåne dyrlæge Henriksens kone for ubehageligheder, og dels fordi han ikke ville vidne mod sin bror.

 

Dyrlæge Henriksens hustru Marensine Rasmine blev straks indkaldt og fik forelagt snedker Eckmanns forklaring, og mente, at alt nok var sket, som snedkeren forklarede.

 

Nu var det blevet smed Eckmanns tur til at blive afhørt. Han indledte med, at han nu åbent og uforbeholdent ville tilstå den forbrydelse, han havde begået.

 

Første tilståelse var, at han havde stået i et utugtigt forhold til Maren Kirstine, imedens han kone levede. Han huskede ikke, hvornår det var begyndt, men måske i sommeren 1854. Maren Kirstine havde opfordret ham til - sammen med hende - at rejse til Australien. Ved hjælp af sin bror, snedker Johan Eckmann, blev der indbetalt penge til udvandrerselskabets agent vicekonsul Fugleberg i Odense. Ved samme lejlighed blev de fornødne papirer bragt til veje. Planen var, at Maren Kirstine skulle rejse til snedker Eckmann i Middelfart, som så skulle køre hende til Assens på dagen for afrejsen. Selv tog han diligencen til Assens, men inden han tog afsted, hørte han via Maren Kirstines far Peder Larsen i Vestergård, at Oline var blevet orienteret om hans plan. Derfor ændrede han sin plan og tog bare til Assens.

 

Da smed Eckmann og Maren Kirstine igen var kommet tilbage til Nårup, genoptog de deres forhold. Han kunne ikke undslå sig, da Maren Kirstine og hendes mor hele tiden var over ham. Smeden var klar over, at han ikke handlede rigtigt, men selv om han ikke brød sig om Maren Kirstine, kunne han ikke løsrive sig. Så var der endvidere forholdet til ægtefællen Oline som med sit heftige gemyt gjorde livet i smedehuset utåleligt.

 

Som der står i biblen: ”Var satan faret ham i kødet” og han kunne ikke løsrive sig fra Maren Kirstine. Det var også hende, som havde forslået, at han skulle give Oline gift. Det nægtede smeden i første omgang at gøre. Han ville hellere lade sig skille på anden måde. Det sidste ville Maren Kirstine ikke være med til, for så tog han bare Oline tilbage igen. Maren Kirstine blev ved at presse ham til at forgive Oline, og det tog til efter hun var rejst til Odense, hvor han besøgte hende flere gange. Engang da de gik tur i Næsbyhoved Skov, truede hun med at drukne sig, hvis ikke han fik ryddet Oline af vejen. Smeden huskede det ikke, men han tror, han havde sagt til sin bror, snedkeren, at han ville forgive Oline, og han havde brug for noget rottekrudt.

 

En dag da smeden havde besøgt sin bror i Middelfart, kørte de forbi dyrlæge Henriksens hus. Smeden blev siddende på vognen, og snedkeren gik ind og fik udleveret rottekrudt i en papirkapsel af dyrlægens kone. Da han kom hjem til Nårup, blev giften gemt bag en lægte på loftet. Efterhånden var han så træt af Maren Kirstines tryglen, at han besluttede sig for at gennemføre handlingen. Fredag den 3. august havde Oline bedt om at måtte komme til Odense for at købe gardinstof, og så besluttede han sig for, at nu skulle det være. Inden de kørte til Odense, hentede han giften oppe fra loftet og puttede den i vestelommen. Smeden kunne ikke huske, om han talte med Maren Kirstine den dag i Odense, men hun fortalt senere, hun havde set ham give Oline glasset med giften. De var kørende til Odense sammen med Mads Thomsen og hans kone; da de havde påbegyndt hjemturen og var kommet på vognen, bestilte smed Eckmann tre glas portvin af værten Barløse. Barløse skænkede i glassene og satte dem på en bakke. Flasken med det resterende indhold satte han på bordet. Barløse satte en lille teske i hvert glas, og smeden puttede noget sukker i glassene fra en sukkerkop, der stod på skænken. Disse glas blev skænket i den inderste stue hos Barløse. Glassene var placeret, så de to stod ved siden af hinanden og det sidste alene. Da smeden tog bakken, gik han gennem Barløses yderste stue, og tog med tre fingre ned i sin vestelomme og fremtog en klump af den fugtige gift og puttede den i det ene glas.

 

Oline sad på vognen tættest på gadedøren og Mads Thomsens kone til venstre for hende. Han vendte bakken, så glasset med gift var placeret længst væk fra ham, og han var sikker på, at når Oline blev budt først, ville hun tage det glas, der stod nærmest. Mads Thomsen kone tog det andet glas. Da Oline havde fået glasset, og inden hun drak af det, sagde hun til smeden: ”Drik mig til”. Smeden mente, at det nok var ønskeligt, at de begge døde og tog en slurk af glasset. Herefter drak Oline resten af det, der var i glasset. Mads Thomsen fik det sidste glas på bakken. Efter glassene var tømt, gik smed Eckmann ind med bakken og undervejs tog han det glas, som Oline havde drukket af, og tørrede det af med en snip fra sin jakke, så ingen andre skulle tage skade af resterne i glasset.

 

Eckmann fortrød med det samme sin handling.

 

Da de gik det sidste stykke af vejen hjem til Nårup, fik han det dårligt af den gift, han havde drukket og kastede op et par gange, men ellers mærkede han ikke noget. Oline beklagede sig ikke, efter hvad han kunne huske. Lørdag morgen kastede hun op, men hvordan hun ellers havde det, vidste han ikke, da han ikke var meget hos hende. Lørdag, da han gik over til lægen, kastede han det sidste gift væk i skoven, og hun havde derfor ikke fået mere af rottekrudtet end det, der kom i portvinen. Det var Olines udtrykkelige ønske, at han kun skulle hente medicin ved lægen, og at hun ikke skulle tilses af ham. Det kunne sikkert ellers havde reddet hendes liv. Om mandagen var han kørt til Odense dels for ikke at se hende lide, dels for at hente forskellige småting, som hun behøvede. Han havde talt med Maren Kirstine i anledning af, at han skulle have et pudevår med tilbage til hendes mor. Ved den lejlighed fortalte han, at Oline havde fået gift. At Maren Kirstine havde fortalt, at han skulle hente mere gift, som var gemt i et piletræ, var en direkte løgn. Smeden erkendte, at han efter turen til Odense gik til lægen, men han var ikke hjemme, og han havde ikke lagt hindringer i vejen for, at Oline skulle køres til læge om tirsdagen.

 

Maren Kirstine havde barslet en søndag og var allerede om onsdagen kommet til smeden i Nårup, hvor hun derefter tog ophold. Det havde ikke være hans mening at tage hende i huset.

 

Da der blev optaget forhør om faderskabet til hendes barn, var det temmelig sandsynligt, at de havde aftalt at sige, at det var en vognmandskarl, der var faderen,men smeden kunne ikke huske det.

 

Smed Eckmann forsikrede, at han nu åbent og ærligt havde afgivet sin tilståelse, og at han dybt og inderligt havde fortrudt sin forbrydelse.

 

Dommeren bemærkede, at smeden ud fra sit ydre og sin optræden bar tydeligt præg af anger.

(Se hele historien om portvinen her)

 

Bemærkninger til tilståelsen: Smed Eckmann vidste, at Oline frygtede, at Maren Kirstine skulle tage sig af deres børn. Han brød sig ikke om, at børnene skulle kende til hans forbrydelse.

 

Der var ingen af vidnerne, der havde set smed Eckmann drikke af Olines glas.

 

Under senere forhør ændrede smed Eckmann forklaring om giften, som han allerede havde fået af sin bror i 1853-54, men han havde overladt den til Jeppe Lund i Nårup Skov. Her kunne dommeren oplyse, at denne mand havde hængt sig, så det kunne ikke bevises.

Smed Eckmann trak herefter sin tilståelse tilbage, da den kun var afgivet for at stille dommeren tilfreds.

Dommeren mente ikke, der var grundlag for de klager, smed Eckmann havde indsendt til retten.

 

Behandlingen af disse kan ses her.

 

Lørdag d. 4. februar 1862 blev det Maren Kirstine Pedersens tur til at forklare sig i forhold til smed Eckmanns tilståelse.

 

Hun erkender at hun - medens Oline levede - havde opfordret smeden til at forgive konen, og specielt husker hun, at hun havde gentaget det under en tur i Næsbyhoved Skov, hvor hun truede med at gøre en ulykke på sig selv. Hun var dengang gravid og Eckmann var faderen, og for at kunne blive gift med ham, skulle han forgive Oline. Han havde aldrig talt om at ville skilles. Om fredagen da Eckmann var i byen, havde de en sammenkomst i købmand Pedersens port, hvor hun blev informeret om, at Oline senere ville få serveret gift i et glas vin. Maren Kirstine havde ikke stået uden for Barløse og set det ske. Hun kan ikke huske, at han om mandagen havde sagt, at han skulle hente mere gift. Tanken om at give Oline gift var kommet efter det mislykkede forsøg på at rejse til Australien. Smed Eckmann havde flere gange lovet at forgive Oline. Hun kender ikke til hvilken andel snedker Eckmann havde i forbrydelsen. Hun har heller ikke talt med ham derom.

 

Bemærkninger til tilståelsen: Maren Kirstine har nok opfordret smeden til at gøre det af med Oline, men hun kan ikke huske, hun har truet med at tage sig af dage.

Tilståelsen er alene fremkommet ved, at hun er træt af sagen og ked af at høre på dommeren.