Oline Marie Olsen

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Hvem var den myrdede smedekone Oline fra Nårup?

 

Artikel af Peter Petersen, Fyens Stiftstidende.

 

For at finde svar på mit spørgsmål er jeg taget til Nårup, hvor jeg har aftalt at mødes med nogle lokale beboere, som har lovet at hjælpe mig.

Selskabet rundt om bordet i skomager Kislings stue består af degnen i Verninge, Christen Nielsen, skolelærer Lars Møller Gydesen i Nårup og Karen Marchy, gift med skomager Kisling i Nårup.

På bordet foran os ligger der et par slidte eksemplarer af skillingsvisen med titlen: Allernyeste vise med beskrivelse om smed Martinus Adolph Eckmann af Nårup by, Verninge sogn på Fyn, som dræbte sin kone med gift…. Visen, som blev udgivet for to år siden, ser ud til at være læst mange gange.

 

Har I talt med forfatteren til visen?

 

Lærer Gydesen er den første, som svarer på spørgsmålet. Forfatteren Thomas Hansen fra Tommerup besøgte alle meddelsomme personer i Nårup og omegn, efter at Højesteretsdommen var afsagt. Alle havde deres egen udlægning af sagen eller havde hørt nogle af de mange rygter, der var i omløb. Derfor er der ting, som nok ikke svarer til sandheden, men der går sjældent røg af en brand, uden der har været ild. Sammen med Karen Skomagers er jeg nok den, der ved mest om forholdene i smedehuset før, under og efter Olines dramatiske død. Derfor er vi nok dem, der besidder det største kendskab til livet hos smeden. Desværre fortæller visen ikke meget om Oline. Men som nabo til smedjen har Karen Skomagers talt mange gange med Oline og har derfor et indgående kendskab til hendes liv.

 

Hvornår kom smed Eckmann og Oline til Nårup?

 

Degnen Christen Nielsen fra Verninge har undersøgt den del af sagen. Ægteparret kom den 1. september 1840 til Langsted, hvor Eckmann blev ansat som smedesvend hos Frederik Pedersen. Senere bliver han ansat som smedemester i Bregnemose. Sidst i 1840’erne tager parret en lille tur til Knoldhøj i Køng. Efter smeden har været en tur i Slesvig sammen med sin bror, har han sparet op til at bygge sin egen smedje i Nårup, på jord han købte fra Vestergård.

Christen Nielsen har ikke kunnet finde oplysninger om, hvor parret var blevet gift. Men det skulle have været i sommeren 1840. Han ved, at der for nogle år siden er kommet en ny lov, så personer med forskellige kirkelige tilhørsforhold kan blive gift på en rådstue, helt uden en præsts medvirken. Sådan en lov er efter degnens mening en uskik. Vielse og det tilhørende offer til præst og degn er en god indtægtskilde. Så hvis for mange får den ide at blive borgerligt viet, bliver kirkens ansatte ramt på deres næring. Smed Eckmann har aldrig vist den store interesse for kirken, så han har sikkert valgt den billige løsning, rådmanden i København.

 

Oline har fortalt lidt om sin opvækst i Oslo til Karen Skomagers. Det var ellers noget, Oline aldrig omtalte, når der var andre til stede. Hun havde lige som lagt låg på sin fortid.

Olines forældre tilhørte det bedre borgerskab i Christiania (Oslo). Som mange andre unge blev hun sendt på dannelsesrejse til København. Her traf hun smed Eckmann, og de blev begge hurtigt forelsket til op over begge øren. De havde ikke nogen fra deres familie med til deres bryllup. Eckmanns familie var i Odense, og Olines mor, som var blevet enke, boede i Christiania. Det var smed Eckmann, som fik ideen til, at de skulle rejse til Christiania. Han mente, den formuende enkekone sikkert ville give parret en god skilling i bryllupsgave.

Det gik ikke helt efter planen. Olines mor blev vred, da Oline troppede op med en smedesvend. Hun havde ikke sendt sin datter til Danmark, for at hun skulle blive indfanget af en rødskægget smed med sorte negle- og ovenikøbet var han af svensk herkomst! Rejsen blev en stor fiasko, og de måtte rejse hjem med tomme lommer.

Heldigvis fik de ophold hos Eckmanns forældre i Odense, inden der blev en ledig stilling som smedesvend i Langsted.

 

Var Oline en flot kvinde?

 

Alle om bordet er enige om, uanset hvad man i øvrigt siger om smeden, at han altid har haft et godt øje til smukke - og især unge - kvinder. Oline har helt sikkert været en smuk ung kvinde, men som hos alle andre sætter livet sine spor. Men at hun bar sin alder med værdighed, var alle enige om.

 

Oline er blevet fremstillet som en ilter kvinde, har det noget på sig?

 

Karen Skomagers fortæller, at Oline havde det humørmæssigt svært, især under de mange barnefødsler, hun var igennem. De første fire børn var dødfødte eller døde kort efter fødslen. Når man tænker på, at hun på 14 år fødte 10 børn, hvoraf kun fire nåede at blive over 10 år, har hun været svanger den største del af sin tid som gift kone. At så smeden løb efter alle unge tjenestepiger, gjorde ikke sagen bedre.

Her indskyder Gydesen, at det var ret almindeligt, at familier i nabolaget vogtede på deres unge døtre for smeden, på samme måde som de vogtede deres høns for ræven.

 

Hvordan oplevede I hendes sidste dag?

 

Uha, det var helt forfærdeligt, kommer det fra Karen Skomagers. Lørdag, dagen efter at Oline og Eckmann havde været i Odense, og hvor Smeden havde forgiftet Oline, kom Eckmann over og spurgte, om jeg kunne se til Oline; hun var nemlig blevet syg. Oline lå i sin seng og havde det rigtig dårligt. Hun kastede op og havde nogle frygtelige kramper i benene. Oline drak noget mælk i håb om, at det kunne hjælpe. Heldigvis gik Eckmann til lægen i Køng om lørdagen og fortalte ham om Olines sygdom. Han kom hjem med nogle dråber, hun skulle indtage, og noget stærkt duftende olie, hun skulle smøre på sin mave. Dråberne hjalp nu ikke meget, men smørelsen lindrede smerterne. Om søndagen ville Eckmann gå over til gårdmand Hans Hansen for at låne en vogn til at hente lægen, men det ville Oline ikke høre tale om. Om mandagen ville Oline ikke tage flere af sine dråber, før der blev talt med lægen igen. Hun fik heller ikke smørelse på maven den dag. Hun følte, hun havde det bedre og kunne med lidt hjælp komme ud af sengen. Smed Eckmann lovede at gå til lægen i Køng, men skulle lige en tur til Odense først. Da han ud på eftermiddagen kom hjem fra Odense, fortsatte han til Køng.

Jeg er sikker på, at smed Eckmann gav Oline mere gift mandag aften, hvor hun ellers var ved at komme sig.

Tirsdag morgen var det helt galt med Oline. Derfor blev der gjort en vogn klar, så hun kunne blive kørt til lægen. Men hun døde af kramper, inden hun kom afsted.

Den stakkels kone havde været så bange for at dø, for så kom hendes børn sikkert i Maren Kirstines varetægt. Og tanken om det var næsten værre end døden.

 

Hvornår opdagede I, at der var sket noget forfærdeligt?

 

Der er stille omkring bordet, men så rømmer lærer Gydesen sig og fortæller, at allerede på begravelsesdagen fik man fornemmelsen af, at der var noget galt. Gårdmand Friis var med til begravelsen i Verninge kirke, men ville ikke med til begravelsesgildet bagefter, og snedker Johan Eckmann sagde under gildet: ”Gud ske Lov, jeg har dog intet, der hviler tungt på min samvittighed. ”

Da jeg kørte snedkeren til Skrillinge dagen efter begravelsen, kom han med en bemærkning om, at han aldrig havde forgivet sin kone. Da gik det op for mig, at Oline vist ikke var død en naturlig død.