Maren Kirstine Pedersen

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Besøg i Christianshavns fængsel.

 

Artikel af Peter Petersen, Fyens Stiftstidende

 

Der er søndag eftermiddag den 24. juli 1866. Jeg er af min redaktør bevilget en tur til hovedstaden for at få et fødselsdagsinterview med den livstidsdømte Maren Kirstine Pedersen fra Nårup ved Verninge.

 

Hvis nogle af læserne skulle have glemt det, blev tjenestepigen Maren Kirstine Pedersen dømt i forbindelse med sagen om giftmordet på smedekonen i Nårup Oline Marie Olsen. Ved højesteret blev hun sammen med smed Eckmann idømt dødsstraf, men fik af kongen nedsat straffen til straffearbejde på livstid.

 

Maren Kirstine afsoner sin straf i kvindefængslet på Christianshavn, som ligger på hjørnet af Christianshavns Torv og Overgaden Oven Vandet lige ved den travle Christianshavns Kanal.

 

Det er nu ikke hovedstadens lystige liv, som kendetegner besøgsværelset, som jeg bliver vist ind i. Efter kort ventetid kommer en fangevogter med Maren Kirstine, som sætter sig på en stol på den anden side af bordet, hvor jeg har indtaget min plads. Fangevogteren sætter sig i hjørnet af lokalet og lytter på alt hvad vi siger i den halve time, der er afsat til besøget.

 

Tillykke med din 32-års fødselsdag, Maren Kirstine. Hvordan har du fejret dagen?

 

Der er nu ikke meget fest her i huset. Det er tidligt op og tidligt i seng. Dagen går med arbejde afbrudt af lidt tarvelig spisning, det er næsten som at være tyende på landet. I dag har vi fri fra arbejde, da det er søndag, men så får vi til gengæld lidt moralsk opbygning af præsten. Præsten mener, vi alle til hobe vil ryge lige lukt i helvede, hvis ikke vi angrer, som om det at skulle bo her i huset resten af sit liv ikke er anger nok i sig selv.

 

Du er opvokset i Nårup, hvordan var din ungdom?

 

Jeg er født i Nårup på Vestergård og konfirmeret i Verninge kirke. I 1848 tjente jeg ved sadelmager Hans Hansen i Nårup, her lærte jeg at sy af hans kone Maren Kirstine. Herefter kom jeg hjem til mine forældre på Vestergård og var der, da jeg blev konfirmeret. I efteråret 1849 fik jeg plads et halvt år hos Ane Kirstine Hansen i Nårup Skov. Hun var et ugift fruentimmer, der havde et lille landbrug, som hun drev sammen med sin bror. Det var en sjov tid, hun kunne rigtig fortælle om de mange mandfolk, hun havde kendt. Derefter kom jeg hjem til Vestergård igen og var der, til min far solgte gården til Friis. Som 17-årig blev jeg forlovet med gartneren Gumme Christensen på Frederikslund, men det holdt nu ikke længe.

Min ungdom var som de flestes: arbejde, arbejde og arbejde.

 

Hvordan kom du til at kende smeden Martinus Eckmann?

 

Jeg kaldte han nu altid Tinus, og han sagde altid Stine til mig. Tinus købte et stykke jord af min far i 1850 lige vest for Vestergård, hvor han byggede et hus og en smedje. Da han og Oline var vores nærmeste naboer, så jeg ham ofte. Tinus var en flot mand med et rødligt skæg og nogle stærke overarme, som han ofte omfavnede mig med. I 1854 blev jeg ansat hos Tinus og Oline som tjenestepige. Alle naboer vidste, at der ofte var skænderi imellem Tinus og Oline, de mundhuggedes, så det kunne høres over hele Nårup. De var vist lige gode om at begynde, men som Oline dog kunne hidse sig op over ingenting. Bare hun så Tinus give mig et lille klap på kinden eller på min bag, himlede hun op. Børnene blev meget bange og søgte altid ly og trøst hos mig, når hun var i sit onde lune. Tinus var altid flink over for mig, og med den gale kone havde han af og til brug for lidt ro og fred. Han nød, når vi gik en tur sammen, eller besøgte mig på mit kammer på Vestergård.

 

Passer det, at du fandt på I skulle rejse til Australien?

 

Det er rigtigt, jeg ville gerne have et godt liv i et nyt land med Tinus. Det fortjente han, men desværre gik turen i vasken, og Oline blev eddikesur og ikke til at være i hus med, så jeg flyttede hjem til mine forældre igen, her kom Tinus ofte, den stakkel, og besøgte mig i mit kammer. Vi blev enige om, at vi skulle følges resten af livet. Så var det jeg havde hørt, man kunne rejse til et andet land og der få et helt nyt liv. Desværre gik det ikke som planlagt. Oline opsøgte os i Assens, lige inden færgen gik; så blev hun igen stiktosset på både mig og Tinus. Det endte med, jeg igen måtte flytte hjem til Vestergård.

 

Er det rigtigt, at det var dig, der fandt på, at Oline skulle have gift?

 

Fandt på! Måske hjalp jeg lidt til, at Tinus gjorde alvor af det, men hvis jeg havde vidst, at jeg derved skulle sidde her resten af mine dage, var det sikkert bedre, at Oline var skaffet af dage på en anden og mere naturlig måde. Hvis Oline ikke forsvandt helt, ville Tinus bare opsøge hende igen, hun havde stor magt over ham. Planen var, at jeg skulle giftes med Tinus. Lige efter Olines død fulgte min far med ham til præsten for at bestille bryllup, men der skulle søges om det på et eller andet dokument, da præsten vidste, at Tinus var far til det barn, jeg fødte i Odense hos madam Crone i 1855. Det var for bøvlet, så det blev ikke til noget.

 

Har du aldrig tænkt på, at det var umoralsk, den måde du levede sammen med Eckmann på?

 

Begynder du nu også på den smøre om utugt og usømmelighed? Du lyder ligesom dommeren i herredsretten, det han gik meget op i. Han sagde altid, at man skulle holde sig til loven. Jeg kan ikke se, vi gjorde noget forkert, i det mindste ikke efter at Oline var død. Måske var det ikke rigtigt, at vi fik et barn sammen, imedens Tinus og Oline var gift. Men derefter levede vi da anstændigt og fint sammen uden at være gift, og så sparede vi pengene til brylluppet. Jeg fik mit ønske opfyldt om at blive kone i smedehuset.

Tinus var et godt menneske og var trofast imod mig. Han var ikke mere utro end alle andre mænd, jeg har kendt.

(Se hendes forklaring i retten 13-2-1862)

 

Var smed Eckmann en økonomisk velstillet mand?

 

Han var hverken rig eller fattig. Tinus var altid flink til at komme med små gaver til mig og børnene, når han havde været i staden. Ikke alle kunder var lige flinke til at betale for smedearbejdet, de fik udført, derfor havde Tinus lånt lidt hist og pist. Han sagde altid: ”Hvis der er nogen, som vil have penge, siger du bare, jeg ikke har nogen, og hvis de vil tage noget af mit indbo i huset, som har stor værdi, som en del af betalingen, siger du bare, det er dit, så skal de lade det stå.”

 

Mærkværdigvis var Tinus aldrig hjemme, når der skete noget sindsoprivende! Engang kom kongens foged og sagde, han skulle have over 900 Rigsdaler til en mand i Assens. De penge havde jeg ikke liggende, og Tinus var lige gået et ærinde. Herredsfogeden havde taget gårdmændene Friis og Albrecht Larsen her fra Nårup med på sit besøg. Når pengene ikke var i huset, ville de pante værdier; de gik fra rum til rum og talte alt op og noterede det i en stor bog. Vores bord i stuen vurderede de til 1 rigsdaler og 2 mark, de pæne stole til 1 rigsdaler stykket. Da de pegede på kakkelovnen og mumlede noget om 15 rigsdaler, kom jeg i tanke om, at jeg nok helle måtte sige, det var min. De måbede lidt og sagde, at det ikke var normalt at en husholderske rejste rundt med egen kakkelovn, andre havde bare en kiste med tøj. Jeg holdt på mit og fik ret.

Da huset brændte, var det også mig, der skulle opgive, hvad der havde været i de forskellige rum. Det var da ikke til at huske om sengetøjet var helt nyt, så talte de noget om forsikringssvig.

 

Har du haft svært ved at kende forskel på dit eget og andres ting?

 

Nej slet ikke, nogle kalder mig en hønsetyv og sagde, jeg stjal med arme og ben. Det passer ikke, min mor har altid sagt, at hvis andre smider deres ting fra sig, skal man samle det op, så det ikke går til spilde.

(Se hendes forklaring i retten 11-2-1862 om tyveri af strømper og høns)

(Se hendes forklaring i retten 25-2-1862 om tyveri af tørklæde)

 

Får du ofte besøg her i fængslet?

 

Min søster Marie har været her tre gange, betjent Nielsen har været her fem gange. Nielsen besøger vist alle fra Fyn, der sidder her i fængslet, nok mest for at høre, om vi er kommet i tanke om mere, som vi kan blive straffet for. De der dommere tænker altid på deres love, og hvordan de kan plage folk mest muligt. Heldigvis fik dommeren ikke det sidste ord, da han mente, jeg skulle halshugges. Kongen syntes ikke, jeg skulle miste mit kønne og kvikke hoved, derfor sidder jeg her i dag, og Tinus, den stakkel, sidder ene og alene i Horsens tugthus.

 

Drømmer du om et anderledes liv?

 

Selvfølgelig drømmer jeg om at leve i frihed med mine børn og Tinus. Mit håb er, at det usle hus her bliver revet ned, og jeg har en nat drømt, at det bliver erstattet med en bygning, hvor der bor fine folk, som har deres egen nøgle til døren, og hvor der er en butik, som sælger kager. Jeg håber min drøm bliver til virkelighed.

 

Lagkagehuset på Christianshavn er opført hvor kvindefængslet tidligere lå.

 

 

Efterskrift: Maren Kirstine Pedersen blev 9. oktober 1866 indlagt på sygehuset med en alvorlig brystsygdom. Hun døde 25. januar 1867.

En ung kvinde, som havde appetit på livet, overlevede sin dødsdom, men en smertelig og uhelbredelig sygdom gjorde enden på hendes liv. Spørgsmålet er, om det var de højere magters straf for et ugudeligt liv?

 

 

 

 

 

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET