Giftmordet i Nårup

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Denne historie har sit omdrejningspunkt i Nårup, som ligger ca. 24 km sydvest for Odense i Verninge sogn.

 

Herunder fortælles om nogle hovedpunkter fra sagen, men ellers vil vi lade reporter Peter Petersen, også kaldet ”Peter Pen” fra Fyens Stiftstidende, referere fra de mange retsmøder. Han vil desuden levere interviews med - og personbeskrivelser af - de enkelte personer i sagen.

 

I 1863 kunne man til en pris på fire skilling købe en skillingsvise omhandlende et mord. Mordet var begået af smed Martinus Adolph Eckmann i Nårup ved Verninge. Ofret var hans kone Oline Marie Olsen, som var blevet forgivet; for dette var smed Eckmann nu blevet dømt til henrettelse og efterfølgende skulle han lægges på stejle og hjul.

Det var et lille hæfte, hvor der var trykt en vise på 10 vers, hvor der desuden var en gennemgang af selve den gruelige historie.

 

Sagen om mordet åbner for mange andre ting, som er foregået i smedehuset i Nårup. Sager som hor og forsøg på bedrageri er ikke et ukendt begreb på adressen.

 

Der var en del personer, herunder familiemedlemmer, som var impliceret, enten direkte eller indirekte i sagen, flere var i forvejen kendt af myndighederne for lovovertrædelser.

 

Fredag den 3. august 1855 inviterede smed Eckmann sin kone Oline på en tur til Odense, hvor hun fik lov at købe stof til nye gardiner. Han havde ikke selv hest og vogn, så de fik kørelejlighed med husmand Mads Thomsen og hans hustru Ane Hansdatter. Efter at kvinderne havde været på indkøb, flottede smeden sig med at invitere på spisning i kælderen Vestergade 97, Odense, hos værtshusholder Peder Pedersen Barløse. Dagens menu var stegt hanekylling, som blev nydt med største fornøjelse. Oline var i højt humør over den fine mad og sit gode indkøb af gardinstof.

 

Under besøget i værtshuset havde Eckmann et kort stævnemøde i en nærliggende port med den nu højgravide Maren Kirstine Pedersen. Her fortalte han hende om, hvad der senere skulle ske denne aften, hvorefter han vendte tilbage til værtshuset.

 

På smed Eckmanns foranledning fik de alle et glas portvin serveret, da de sad på vognen klar til afgang. Det viste sig senere, at der var ”fiflet” lidt med indholdet i det glas, Oline fik serveret.

 

De kørte hjemad mellem kl. 21 og 22 og holdt undervejs en lille rast ved Hoppehuset i Bellinge. Her nød de lidt vin og mjød. I Femtingen stod smed Eckmann og Oline af vognen og gik det sidste stykke hjem.

 

Lørdag morgen havde Oline det rigtig dårligt med opkast og diarre. Om eftermiddagen gik smed Eckmann til læge Rasmussen på Søholt i Køng for at få noget medicin, men ikke for at bestille et lægebesøg. Efter de beskrevne symptomer mente læge Rasmussen, at der sikkert var tale om kolera. Han ordinerede kamfer og opiumsdråber til indtagelse. Desuden fik smeden udleveret tyk kamferolie, som skulle gnides på Olines mave. Hvis det ikke hjalp, skulle han komme igen. Lægen så ham ikke senere.

 

Som hjælp til pasning af Oline fik smeden assistance af den lokale skomager Kieslings kone, Karen Marchy.

Medicinen hjalp lidt, men om mandagen ville Oline ikke tage flere af de udleverede dråber, før der igen var talt med læge Rasmussen i Køng. Smed Eckmann lovede at tage til Køng, men han skulle først en tur på indkøb i Odense. Det var nu mest for at tale med Maren Kirstine. Da han endelig fik sig befordret til Køng sidst på mandagen, var lægen ikke hjemme, og han måtte gå igen med uforrettet sag.

 

Tirsdag morgen stod det rigtig dårligt til med Oline, og et par koner gjorde hende klar, så hun kunne køres til lægen; men inden hun kom på vognen, døde hun af kramper.

 

Oline blev begravet fra Verninge kirke lørdag den 11. august 1855.

 

Ret hurtigt efter begravelsen begyndte det at rygtes, at hun måske var blevet forgiftet. Ud over den daglige snak i området, skulle Oline ovenikøbet have ”vist sig” for kappelanen Rasmus Rasmussen i Verninge præstegård, til hvem hun skulle have sagt, at ægtemanden havde myrdet hende.

 

Det var nu ikke mordgåden, som optog myndighederne i første omgang; de havde en helt anden dagsorden. Smeden Martinus Adolph Eckmann havde været lidt for tæt på en tidligere tjenestepige Maren Kirstine Pedersen, som havde født et barn nogle dage efter Olines død. Hun havde lidt problemer med at forklare myndighederne, hvem faderen var.

 

Denne tjenestepige var flyttet ind hos smeden få dage efter Olines begravelse, og de levede nu sammen som par. Den 10. oktober 1855 blev smeden og hans samboende tjenestepige indkaldt til forhør i Odense Herredsret. Naturligvis nægtede de to alt, men ved et nyt retsmøde i november ændrede tjenestepigen Maren Kirstine forklaring, og ved senere retsmøder, hvor der blev indkaldt flere vidner, begyndte der at tegne sig et billede af et par, som ville stikke af til Australien og starte en ny tilværelse. Under forhørene kommet det frem, at smed Eckmann og Oline ikke havde været de bedste venner, især pga. smed Eckmanns store interesse for Maren Kirstine. Det viste sig, at Oline og smed Eckmann havde været i Odense, dagen før hun blev syg, og det var nærliggende at tro, at der havde været gift i hendes mad eller det glas portvin, hun havde fået serveret.

 

Efter flere forhør ønskede smeden, at Olines lig blev gravet op og obduceret, så han en gang for alle kunne blive renset for mistanke om mord på sin hustru.

 

Efter en del korrespondance mellem de forskellige myndigheder blev Olines kiste på Verninge kirkegård gravet op. I overværelse af myndighederne og vidner, herunder smed Eckmann, blev kisten åbnet og liget obduceret. Organerne blev udtaget og sendt til analyse på Løve Apoteket i Odense.

 

Ved de kemiske undersøgelser viste der sig spor af arsenik, og med beskrivelsen af Olines sygdomsforløb var lægernes konklusion, at der var tale om giftmord.

 

Smed Eckmann blev arresteret 12. juni 1856, men selv om man fik fat i den ”uskyldige” dyrlæge, som kunne have leveret giften, og afhørte forskellige andre personer, holdt smeden fast på sin uskyld.

Smeden sad i arresten ved Odense Rådstue, en enkelt gang tog han sig en springtur udi friheden.

 

I januar 1857 opgav herredsfogeden at komme videre med sagen og smeden blev løsladt, men allerede i oktober sendte retten bud efter smed Eckmann og Maren Kirstine igen. Denne gang fordi de levede i et usømmeligt forhold. Det kostede dem hver en straf på fire dage på vand og brød, men de forsatte deres samliv straks efter udståelse af straffen.

 

Smed Eckmann havde en bror i Middelfart: snedker Johan Elias Eckmann. Han var ikke en af Vor Herres bedste børn, men hjalp smed Eckmann i ny og næ og blev også rodet ind i denne sag, men klarede i første omgang frisag.

 

Smed Eckmann havde ikke den bedste økonomi og havde i 1858 besøg af Kongens foged, og senere samme år brændte hans hus i Nårup. Smeden slap fri af mistanke om ildspåsættelse og kunne forsætte sit liv sammen med Maren Kirstine, som efterhånden havde fået tre børn, siden hun flyttede ind i hos smeden i Nårup.

 

Parrets samliv var midtpunktet for en ny retssag, der startede i oktober 1861. Smed Eckmann blev igen arresteret; kort efter hentede man Maren Kirstine, i november var det dyrlæge Henriksens og Snedker Eckmanns tur til en plads i arresten.

 

Sideløbende med sagen om smedens og tjenestepigens utugtige samliv, tog man sagen om Olines død op igen. I april 1862 tilstod smed Eckmann giftmordet og Maren Kirstine sin medvirken. Dyrlæge Henriksen tilstod, at han havde udleveret arsenikken. Snedker Eckmann mente ikke, han havde gjort noget ulovligt, højst brokket sig lidt over personer i Middelfart og omegn.

 

Odense herredsret afsagde sin dom den 21. april 1862.

 

Thi kendes for ret:

 

1. Arrestanten Martinus Adolph Ekmann bør have sit liv forbrudt og henlægges på stejle og hjul.

2. Arrestantinden Maren Kirstine Pedersen bør have sit liv forbrudt og hendes hoved sættes på en stage.

3. Arrestanten Johan Elias Ekmann bør hensættes til tugthusarbejde på livstid.

4. Tiltalte Ane Johanne Hansdatter bør hensættes til fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage.

5. Tiltalte dyrlæge Lars Henrik Henriksen bør betale en mulkt af 50 Rd. til Odense amts fattigkasse.

Sagen blev anket til Den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, som afsagde sin dom 7. oktober 1862.

 

Nu overlader vi ordet til reporter ”Peter Pen”, som vil føre jer videre rundt i den spegede sag.

 

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET