Dyrlæge Henriksen

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Den uskyldigt dømte i giftmordet på smedens kone i Nårup.

 

Artikel af Peter Petersen, Fyens Stiftstidende.

 

Her i den hyggelige stue i Overstræde tæt på Sortebrødre Torv i Odense har jeg sat husets ejer dyrlæge Lars Henrik Henriksen stævne. Han var en af de tiltalte i giftmordet på Oline Marie Olsen, Nårup ved Verninge.

 

Højesteret har her den 7. oktober 1862 idømt dig en bødestraf for at medvirke i et mord. Ser du dig selv som skyldig?

 

Det er korrekt, at jeg fik en bøde på 100 Rigsdaler, der skal indbetales til Odense amts fattigkasse, for at have udleveret den arsenik, som smed Eckmann senere forgiftede sin kone med. Personligt skyldig, nej.

 

Når du siger, at du har fået bøde for at have udleveret gift, hvordan kan det så være, du føler dig uskyldig?

 

Sagen er, at jeg ikke personligt har udleveret giften, men den er udleveret af min kone Marensine, da vi boede i Roerslev ovre ved Middelfart. Selv var jeg denne dag ikke hjemme, da jeg var på arbejde hos en af egnens bønder. Min kone hjælper med i min dyrlægepraksis med bl.a. at udlevere medicin, som jeg har ordineret til syge dyr. Marensine kender alle mine kunder, så når de kommer og siger, de har en aftale om at hente medicin, udleverer hun det. I dette tilfælde blev arsenikken udleveret til snedker Johan Eckmann, som fortalte, at det skulle bruges til at forgifte ræve med. Da min kone udmærket kendte Johan Eckmann, udleverede hun giftstoffet i en papirkapsel uden nærmere spørgsmål. Da jeg kom hjem og blev orienteret om udleveringen, noterede jeg det i min giftbog den 7. maj 1855. Denne bog føres efter en gammel lov, og denne lov følger jeg til punkt og prikke.

 

Efter hvad jeg husker fra de første forhør året efter smedens kone var død, huskede du ikke noget om udleveringen. Er det noget du har indført i din bog senere?

 

Det stod skam i min bog, men jeg havde et lille møde med snedker Johan Eckmann i en kælderbeværtning. Her truede han med at ville knuse alle mine knogler, hvis jeg sagde noget om giften. Alle som kender til Johan Eckmann ved, at han ikke nøjedes med tomme trusler. Derfor holdt jeg mund og regnede også med, at alt var glemt, indtil de igen tog fat på sagen i 1861. Da de så arresterede Johan Eckmann som medskyldig, fortalte jeg, hvad jeg vidste, også at Johan ikke kunne lide den afdøde Oline og havde givet udtryk for, at hun ikke var bedre værd end at skyde. Når nu Johan var indsat i fængslet, ville jeg ikke træffe ham på gaden, og han kunne derfor ikke lægge hånd på mig.

 

Dyrlæge Henriksen, hvorfra kender du Johan Eckmann?

 

Jeg er født ude i Skibhusene, hvor min far var lærer, vi flyttede dog senere op på Sletten til Krogsbølle, hvor han blev lærer i Tørresø. Efter min konfirmation kom jeg til Kerteminde, hvor jeg kom i smedelære hos Simon Larsen i Langgade. I Kerteminde traf jeg min senere hustru Marensine, hvis far var bødker.

På samme tid boede i Kerteminde to af smed Eckmanns brødre, nemlig Johan som var snedker og Fritz som var i rebslagerlære. Efter min læretid kom jeg til København, hvor jeg blev uddannet dyrlæge på Den kongelige Veterinærskole; i den forbindelse traf jeg smed Eckmann. Derfor kendte jeg en del til familien på godt og ondt. Kontakten til dem blev genoptaget, da jeg kom til egnen ved Middelfart.

I en retssag er det ikke let at vidne mod sine personlige bekendtskaber.

 

Når du mener, du er uskyldig, hvad mener du så om din kones medvirken?

 

Nu er det sådan, at jeg som ægtemand er ansvarlig for min kones handlinger. Derfor har jeg måttet påtage mig min skyld, ligesom jeg har måttet indrømme, at jeg har i første forhørsrunde har dækket over sandheden.

Nu er det mig der som dyrlæge og husets ovehoved har måttet modtage bøden, men min kone kan nu godt se langt efter den pels, hun har udset sig hos buntmager Lindberg i Vestergade.

 

Er der noget, der nager dig i forbindelse med denne sag?

 

Der er et par ting: jeg har allerede nævnt min løgn i retten. Noget andet er, at jeg føler mig ført bag lyset af brødrene Eckmann, selv om de har deres temperament, stolede jeg på dem i første omgang. Livet har lært mig, at man altid skal tage sine forholdsregler, uanset hvor godt man kender modparten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET