Den tyske pige

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Den ukendte pige som kom til Nårup og igen forsvandt sporløst.

 

Artikel af Peter Petersen, Fyens Stiftstidende.

 

Her på en smuk sommerdag i 1865 tales der stadig i Verninge sogn om den tyske pige, der gik under navnet Trine. Hvor kom hun fra, og hvor forsvandt hun hen?

 

Trines navn var et blandt mange, som kom frem i forbindelse med drabet på smedens kone i Nårup.

Fra flere pålidelige kilder skulle hun angiveligt være årsagen til starten på skærmydslerne i smedehuset imellem smeden Martinus Adolph Eckmann og hustuen Oline Marie Olsen; skærmydsler som endte med det grufulde giftmord i august måned for 10 år siden.

 

For at få klarhed over mysteriet er jeg taget med dagvognen fra Odense mod Assens og er stået af i Nårup.

 

I Nårup har jeg fået en aftale i stand med nogle personer, som enten har haft deres daglige gang i smedehuset, eller som gennem deres arbejde har mulighed for at komme med korrekte oplysninger om den tyske pige.

 

Det lille selskab består af degnen i Verninge, Christen Nielsen, skolelærer Lars Møller Gydesen i Nårup og Karen Marchy gift med skomager Kisling i Nårup. Sidstnævnte har stillet sin stue til rådighed for selskabet. Degnen fra Verninge har sammen med sognepræsten overblikket over, hvordan folk rejser ud og ind af sognet, og kan derfor afklare en del af den tyske piges rundrejse. Lærer Gydesen og Karen Marchy var begge vidner i den store retssag mod smeden.

Degnen Christen Nielsen fortæller, at Trines korrekte navn er Cathrine Marie Adolphsen. Hun er født i 1824, bedømt ud fra hendes vaccinationsattest antagelig i Flensborg området. Hun var ankommet til smed Eckmann i Nårup d. 30. november 1851, og hendes sidste station før var hos snedker Eckmann i Middelfart.

 

Er der nogen, der ved, hvordan denne Trine har fået kontakt til brødre Eckmann?

 

Lærer Gydesen kender svaret:

 

Under Den store slesvigske Krig 1848-50 tog de to brødre til fronten, ikke for at kæmpe for fædrelandet, men for fra deres mobile marketenderi at servicere de mange soldater. Der kunne soldaterne i ro og fred, langt bag fronten, slappe af, nyde et måltid mad - og måske lidt kvindeligt selskab. Brødrene Eckmann har altid sat økonomisk gevinst højere end moral, derfor har de sikkert taget sig godt betalt, uanset hvilke ydelser de har formidlet.

 

Trine var en af de piger, de havde ansat i marketenderiet. Efter krigens afslutning fulgte hun med til Middelfart, og herfra kom hun til Nårup for blive tjenestepige i det nyopførte smedehus.

Her indskyder Karen Marchy: ”Smeden havde vist også et godt øje til Trine, de fik da også et barn sammen i 1852”. Karen Marchy tæller på fingrene. Mon ikke det barn er undfanget, inden hun kom til Nårup?

Smedekonen Oline blev stiktosset, da hun opdagede, at smeden var mere optaget af Trine end af hendes frikadeller. Hun smed Trine ud af huset, og den stakkels pige kom over til Anton Hansen her i Nårup, hvor hun fødte sin datter.

 

Degnen kan supplere med, at datteren, Christine Frederikke Adolphsen, blev født d. 14. august 1852, og da moderen var alene og uden midler, blev det sognet, der kom til at tage sig af barnet. Sogneforstanderskabet fik det sat i pleje hos snedker Poul Frederik Hansen her i Nårup.

 

Lærer Gydesen kan fortælle, at selv om smeden erkendte, at han var far til barnet, var der en masse retsmøder inde i Odense. Smeden var åbenbart ikke glad for at skulle vedstå sit sidespring.

Den stakkels Trine havde ikke noget bohave, da hun skulle barsle. Derfor lejede hun noget gammelt sengetøj af fisker Peter Gotfred Schenck af Gummerup Mark. Fiskeren havde lige mistet sin kone, og hun havde efterladt sig noget sengetøj, som han kunne undvære. Det drejede sig om en lysstribet underdyne, en rødstribet overdyne fyldt med fjer, en gammel lysstribet pude fyldt med tang og et par blårgarnslagner.

Prisen blev aftalt til 5 mark/mrd., og lejeperioden til 6 mdr. Næsten som sædvanligt, når smed Eckmann rodede sig ud i noget, kom det for retten. Derfor blev han også ved retten i Assens beskyldt for at have være med i aftalen om sengetøjet.

(Forhøret kan ses her)

 

Degnen fra Verninge oplyser, at barnet døde 10 måneder gammel den 11. juni 1862 og blev begravet på Verninge kirkegård.

 

Skomagerkonen husker barnet og dets korte liv. Da det blev ramt af sygdom, sendtes der bud efter moderen, som tjente på Brahesholm, men hun kom ikke på besøg de sidste seks uger af barnets liv. Derimod sendte hun noget mad, men det kunne barnet ikke spise. Maden gik ikke til spilde, for plejemoderen indtog det med stort behag!

Barnet døde heldigvis af naturlige årsager, nemlig kighoste.

 

Trine alias Cathrine Marie Adolphsen skiftede ofte tjenestested og var i efteråret 1852 ansat hos Lars Jeppesen i Nårup, hvorfra hun 19. november rejste til Brahesborg i Vedtofte sogn, og senere i 1854 rejste hun til Assens.

 

Jeg takker mine meddelere for deres store hjælpsomhed, og ved hjælp af venlige folk får jeg kørelejlighed til Brahesborg, hvor jeg straks efter ankomsten opsøger de mange ansatte i folkestuen.

 

Er der nogen, som kender en tysk pige, der hedder Trine?

 

Foto af Brahesborg Gods er stillet til rådighed af Kaj Hansen.

Her er, som på mange andre godser, stor udskiftning af personalet, og i første omgang er der ingen, som kender Trine. Pludselig kommer én i tanker om røgter Johan Peter Benjamin Heeberg, som er gammel i gårde. Han måtte vide noget. Røgteren sov til middag i sit kammer, så han måtte lige ryste sengehalmen af tøjet og få fyret op i piben, inden han var klar til at svare.

Trine, hende der tyskeren, jo – jo, hende husker han da tydeligt. Hun var der kun ca. 1½ år, inden hun rejste videre. Han gnider sig lidt i skæget, inden han fortsætter. Hun var en livlig pige, og en af karlene, Ole Olsen, så sig lidt lun på hende. Hun fik en søn i det efterår, hun var rejst, men barnet døde vist kort tid efter.

 

Røgteren fortsætter: ”Jeg kan huske, at der kom en betjent fra Assens for at forhøre Ole Olsen. Han var ikke helt stolt af det, men han kom sikkert også til at betale et par skillinger til fruentimmeret. Han sagde, at det var den nævenyttige jordemoder til madam Jeppesen i Assens, som havde sladret til herredsfogeden.

Du må en tur ind til madam Jeppesen for at få styret din nysgerrighed, men pas nu på, hun ikke anklager dig for et eller andet, de siger hun er en skrap kælling”.

 

Eftersøgningen i Assens.

 

Det første besøg i Assens var på kirkegården. Her traf jeg graveren og spurgte, om han kendte noget til, at der omkring nytår 1854-55 skulle være begravet et barn af et fruentimmer Adolphsen.

 

Graveren var ret ny på stedet, så han måtte slå op i sin begravelsesprotokol. Han fandt hurtigt frem til en Carl Marinus Adolphsen, som var begravet d. 17. februar 1855. Desværre kunne han ikke fortælle mere om moderen.

 

I Verninge havde degnen været meget behjælpelig med oplysninger fra kirkebogen, så derfor var jeg fortrøstningsfuld, da jeg bankede på døren til pastor Mathias Christian Schaldemoses bolig.

Her gjorde jeg regning uden vært. Den gode mand kunne ikke bare sådan uden videre give oplysninger fra kirkens bøger om sine sognebørn til en tilfældig omløbende ”bladsmører”. Jeg måtte tage til takke med bysladderen og andre ugudelige kilder. Hvis han åbnede sine bøger for alle og enhver nysgerrig person, ville han straks blive fradømt kjole og krave.

 

Nu var gode råd dyre, men en journalist kender sine kilder; når det ikke lige var hos kirkens mand, måtte det være hos kromanden.

 

I kroen ved havnen traf jeg kromanden Niels V. Marcussen. Som ny gæst blev jeg budt velkommen i huset og blev bænket ved siden af en gruppe lokale mænd i deres bedste alder.

Som ukendt og ny på stedet blev jeg hurtigt kontaktet. Alle ville vide, om jeg var en af de mange, som var undervejs på rejseruten mellem København og Hamborg, eller hvad der ellers havde bragt mig til købstaden.

 

Er der nogen, som kender et tysk fruentimmer Adolphsen, som kalder sig Trine?

 

Mændene rystede på hovedet. Tyske fruentimmere kom og gik, som vinden blæste, så de skulle lige have lidt mere at vide. Da jeg fortalte, at Trine var kommet til Assens i foråret 1854 fra Brahesholm og havde født en søn, som døde i februar 1855. Så var der endelig nogen, som fik rusket op i hukommelsen.

”Nåh, den Trine!”. Var det ikke hende, som fik en søn med ham Frederik Pedersen fra Flensborg?

Spørgsmålet hang lidt i luften. Så var der et par stykker, der slog en latter op.

” Kan I huske, da betjenten kom og spurgte efter en Frederik Pedersen, som skulle kende en fra Slesvig?

Så rejste Frederik Pedersen sig, ham der boede uden for Kongens Port ved mølledammen, og sagde, at det var ham. Han var nemlig gift med en fra Slesvig. Han blev godt nok noget bleg i betrækket, da betjenten halede en indkaldelse til en faderskabssag frem. Det var slet ikke den Frederik Pedersen, som var født i Assens, betjenten søgte, men Frederik Pedersen født i Flensborg”.

 

Vil det sige at Trine fik et barn sammen med denne Frederik Pedersen?

 

Korrekt, de fik et julebarn, eller rettere, han blev døbt Julius i julen 1856. De slog vist pjalterne sammen og rejste hjem til Flensborg. Pludselig var de begge forsvundet fra Assens.

 

Er der nogen, som kan vise mig vejen til jordemoder Jeppesen?

 

Det er let nok. Hun bor oppe på kirkegården. Hun døde for nogle år siden.

 

Sporet efter Trine ender i Assens, og eftersom Flensborg nu er en del af Tyskland, opgiver jeg den videre søgning.

Trine har sikkert været en sød og venlig, men også fattig pige. Måske har hun været lidt naiv med hensyn til mandspersoner. Hun har haft nogle drøje år på Fyn, men det er mit håb, at hun har fundet sig en livsledsager og fået en familie, som hun kan dele resten af sit liv med.