Branden i Nårup

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

”Kom ud Christian, det brænder, skynd dig, der er ild i taget”.

 

Det var husholdersken i smedehuset, Maren Kirstine Pedersen, der lidt før middag den 14. september 1858 råbte til smedesvenden Michael Christian Hendrik Hansen, som lå syg på smedesvendenes loftskammer.

 

Maren Kirstine havde netop været i kælderen for at hente øl. Da hun kom op af kældertrappen, kunne hun høre det knitrede fra loftet. Hurtigt kravlede hun op ad loftstigen, og herfra kunne hun se, der var ild i tagrygningen mellem de to skorstene.

 

Maren Kirstine fik adviseret den anden smedesvend Hans Jørgen Lausen, som arbejdede ene i smedjen. Han ilede straks til hjælp. I første omgang undersøgte han, hvor der var brand. På det tidspunkt var der ikke ild i stueetagen, men der var kraftig ild på loftet, i taget ud mod haven og i det gamle sengehalm, der var fejet ud fra kammeret.

 

Ved de mange tililendes hjælp blev møbler og andet indbo bragt udenfor. Under redningen af værdierne gik der en del porcelæn og glas itu. Heldigvis fik de koen reddet ud af stalden. Da brandsprøjten endelig ankom, blev der pøset vand på bygningerne, men skaden var stor. Kun selve smedjen slap fri, især fordi den havde tegltag, hvor de andre bygninger havde stråtag.

 

Hvor var smed Mathias Adolph Eckmann på det tidspunkt?

 

Smeden var på vej til Odense. Han havde om formiddagen været på Frederikslund (Krengerup) for at få udbetalt et tilgodehavende, og erfarede, at kusken skulle køre til Odense lidt før middag. Smeden blev lovet kørelejlighed, og han gik hjem for at hente sin jakke og stod ude ved vejen, hvor han blev samlet op kl. ca. 11.45.

 

Smeden var bare en tur inde i stuen og stod så ellers i ventetiden og talte med Anders Bødker. Derudover talte han ikke med andre end svenden, der arbejdede i smedjen. Efter kort tid kom vognen fra Frederikslund, og smeden tog plads på vognen uden at ane, at der kort tid efter ville blive stor opstandelse i hans hus.

 

På et tidspunkt bliver der fra Nårup sendt bud til herredsfogeden i Odense om, at smedjen i Nårup brænder, og at ejeren, Eckmann, opholder sig i Odense. Herredsfogeden, som også bestred hvervet som dommer, var optaget i skifteretten, da beskeden om branden indløb mellem kl. 18 og 19. Derfor kunne han ikke selv tage af sted, men sendte straks to til rådighed værende betjente til Nårup. De kørte med stor fart mod brandstedet og var varskoet om, at smeden måske var på vej hjem. Ved Femtningen indhentede de vognen fra Frederikslund og tog straks smed Eckmann i forvaring. Da de nåede brandstedet sent på aftenen, blev smeden afskåret fra at kontakte andre tilstedeværende. Smeden havde været et kendt ansigt i herredsretten, og derfor tog betjentene ingen chancer. Måske kunne de afsløre smeden i et eller andet!

 

Den næste dag, 15. september 1858 kl. 16, bliver der holdt brandforhør i stuen hos gårdmand Friis i Nårup. Her bliver alle vidner afhørt enkeltvis, og der bliver redegjort for brandskade på bygninger og løsøre. Der bliver lavet et foreløbigt skøn over, hvad der er brændt af indbo. Desuden bliver der spurgt til smedens økonomi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Brandforsikringsprotokollen fra 1851 oplyser alt om bygningernes størrelse og indretning. (Beskrivelsen kan ses her)

 

Placeringen af stalden ved brandforhøret svarer ikke helt til den oprindelige skitse, men det kan være et tolkningsspørgsmål, og hvad der er for- og bagside på smedjen.

 

Hele tagetagen på smedehuset er brændt. Sydsiden af husets bindingsværksfacade ud mod haven er afsvedet, den østre gavl er helt ødelagt, mens murværket på vestre gavl og facaden mod nord er nogenlunde uskadt. Stalden er helt nedbrændt. Det eneste, som ikke har taget skade, er smedjen.

 

Årsagen til branden var det første, som skulle klarlægges. Smedesvenden Michael Christian Hendrik Hansen lå i sin seng på loftkammeret, da branden udbrød. Han havde fået fri fra arbejde grundet nogle brystsmerter. På et tidspunkt trængte han til en pibe tobak, og han gik ud på loftet for at hente piben i sin kiste. Han stoppede piben, tændte den med en tændstik, som han derefter smed fra sig på gulvet, og gik tilbage til kammeret. I første omgang nægtede han alt, men efterhånden vedgik han sin uforsigtige omgang med tændstikken.

Svenden fik reddet sig ned fra loftet medbringende sin kiste og sin skjorte, som hang på loftet. Desværre mistede han ved branden en skindtrøje, to par hoser, en børste og sin skudsmålsbog.

 

Ved afhøringen kom det frem, at ilden kun kunne være opstået på loftet, for der havde hverken været fyret op i komfur eller kakkelovn den dag. Vand til kaffen kogte man på essen i smedjen.

 

Maren Kirstine blev bedt om at redegøre for, hvad der var brændt af indboet. Hun forklarede, at på loftet brændte sengene, samt en overdyne, to underdyner, nogle gamle rokke, fire til fem kørekister, seks-syv lagner, 25 stk. af børnenes undertøj, otte af hendes egne særke samt seks-syv af Eckmanns skjorter. Desuden brændte en række duge og viskestykker. Fra stuetagen kom næsten alt ud i mere eller mindre beskadiget tilstand. Her mistede hun to kjoler, og Eckmann to veste. Støvler som stod i bryggerset gik også tabt. Sengene brændte, og det samme gjorde nogle kar.

Smedesvenden havde ikke set noget til alt det linned, Maren Kirstine påstod, der hang på loftet. Hertil fastholdt Maren Kirstine, at der var linned på loftet, men at nogle af dynerne var af ældre dato.

 

Smed Eckmann fik lov til at fortælle om sin økonomi. Han beklagede sig over, at forsikringssummen kun var på 1.000 rigsdaler, for det kunne huset ikke genopføres for. I 1856 havde han forbedret sit indbo væsentligt og havde tegnet en forsikring i Asperup-selskabet på 1.300 rigsdaler. Dagens opgørelser tyder på, der var skader på indboet for 300 rigsdaler.

Dommeren ved, at Eckmann skylder penge til flere personer. Konsul Bruun i Assens har et tilgodehavende på 850 rigsdaler. Her er der ikke fast aftale om afdrag. Herudover skylder han 400 rigsdaler, hvoraf de 200 rigsdaler skal betales ved næste termin. Eckmann fortæller, at han har forbedret sit indbo i den senere tid, så det svarer til forsikringssummen på 1.300 rigsdaler.

Herredsfogeden spurgte herefter gårdmand Friis på Vestergård, om han havde set, om der var båret indbo væk fra smeden de sidste dage. Det havde han ikke set, og han havde heller ikke været på brandstedet under branden, da han var bange for, at ilden skulle brede sig til Vestergård.

 

Brandforhøret bliver afsluttet i Nårup, men fortsætter ved senere retsmøde i Odense.

 

Ved disse møder bliver der fremlagt diverse opgørelser fra forsikringsselskaber. Ved en sammenligning af disse og en fogedforretning i april 1858 bliver der rejst tvivl om indboets værdi og tilstedeværelse.

Maren Kirstine har nok overvurderet en del ting, men efter smedens mening har hun overset ting af stor værdi, bl.a. en ske til 7 rigsdaler, en tesi og guldørenringe tilhørende børnene, for i alt 22 rigsdaler.

Resultatet bliver, at Eckmann får udbetalt 610 rigsdaler til genopførelse af bygningerne, mens resterne af bygningerne, som kan genanvendes, bliver beregnet til 240 rigsdaler.

 

Smed Eckmann undgår ved hjælp fra vidnerne at blive anklaget for indirekte at være årsag til, at huset brændte. Maren Kirstines dømmekraft og troværdighed lider måske et lille knæk.

(Se alle afhøringer og opgørelsen af skaden her)

 

Smedehuset bliver genopført og er fortsat rammen om Smed Eckmann og Maren Kirstines usømmelige samliv.

 

 

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET