Mordet

 

Mordet.

 

Tusmørket var på vej ind over Såderup Mark fredag d. 17. september 1875.

 

12 timer tidligere var Søren Mathiasen stået på toget i Ullerslev for at lade sig befordre til Odense.

 

Helt efter planen, havde han aflagt et besøg hos sin økonomiske plageånd, Niels Rasmussen Bøgelund i Blommenslyst. Bøgelund havde indvilget i at tage med Søren Mathiasen hjem dels for at se på et føl, men også for at se Sørens ejendom ”Nøjsomhed” på Saaderup Mark.

 

Undervejs havde Bøgelund truet med, at hvis ikke Søren Mathiasen ville gå med til at forhøje en forfalden veksel på 2.000 Rdl. til 3.000 Rdl., ville han som panthaver sælge Sørens gård.

Den sidste halve time havde de vandret rundt i mosen øst for Sørens gård ”Nøjsomhed”, og nu var de på vej over for at se nærmere på gården. Da de nåede frem til et led ved mosen ind til Sørens marker, ombestemte Bøgelund sig. Han ville pludselig ikke se gården, for hvis Søren ikke gik med til at forhøje vekslen, kunne det være lige meget. Bøgelund ville ikke lege med mere. Det var formålsløst, og nu ville han bare hen til Ullerslev station for at tage toget tilbage til Odense. Bøgelund satte over hegnet ind til Søren mark og gik i højt tempo i nordvestlig retning mod Skellerup kirke.

 

Søren skummede af raseri. Skulle han nu sættes fra gården? Det måtte han sætte en stopper for!

 

Pludselig dukkede en mand op ved ledet mellem mosen og marken. Det var skrædderen Rasmus Mortensen, som absolut ville låne Sørens heste. Det var typisk for skrædderen, at han altid skulle låne et eller andet, og det kunne Søren ikke tage sig af lige nu, hvor hele hans fremtid stod på spil.

 

Søren Mathiasen småløb ind over marken for at få kontakt med Bøgelund. Først langt inde på marken, helt ovre i det nordvestlige hjørne, kom Søren helt tæt på Bøgelund.

Søren Mathiasen fremdrog nu den nyindkøbte, ladte pistol fra sin brystlomme, sigtede mod Bøgelunds brede ryg og fyrede af.

 

Bøgelund faldt ikke død om, men vendte sig om mod Søren og truede med at slå ham.

 

Søren sigtede igen mod Bøgelund, denne gang direkte mod hans ansigt. Og tømte pistolens magasin.

 

Bøgelund dejsede om, hylende af smerte. Søren var straks over ham og holdt ham for munden de næste ca. 5 min. Så lå Bøgelund helt stille.

 

Bare der ikke var nogen, som havde hørt skuddene eller dødsskrigene!

 

Nu var det bare om at få fjernet liget og slettet alle spor.

 

Søren Mathiasen havde ”tilfældigvis” lagt en spade ud i marken tidligt om morgenen. Han gravede nu et hul på ca. 1 meters dybde i sin stubmark, hvorefter han slæbte liget af Bøgelund hen til graven. Inden han lod den afdødes krop trille ned i graven, tjekkede han lige lommerne, der indeholdt både en fed tegnebog og en pung.

 

I tegnebogen var der 900 kr. som Søren tilegnede sig. Desuden var der nogle veksler, her udtog Søren kun den med hans eget navn på, resten lod han være. Tegnebogen gemte han i et hegn.

 

Pungen kastede han i et vandhul på marken og pistolen i en tørvegrav ved gården.

 

Da Bøgelunds afsjælede legeme var placeret i graven, tog Søren det klæde frem, hvori han havde haft mad til dagens rejse. Klædet placerede han over Bøgelunds ansigt, inden han dækkede graven til.

 

Klokken var blevet næsten 23, da Søren endelig kunne begive sig hjem til sin gård.

 

Hvordan forløb hjemkomsten til gården og til hans unge hustru Maren Rasmussen?

 

 

”Citat fra Social – Demokraten, Odense lørdag den 16. Januar 1926:

Søren Mathiesens Gaard laa som uddød. Mørk og dyster var den at se til. Ikke et Lys straalede fra de smaa, blyindrammede Vinduer. Baade Madmoder og Tjenestefolk var gaaet i Seng. Søren Mathiesen listede sig gennem Haven og ind i Stuen. Her stod et Fad med velsmurt Mellemmader. Han spiste begærligt det nærende og velsmagende hjemmebagte Brød med lækkert hjemmesmeltet Fedt og Faarerullepølse. Sulten var han. Og det var ligesom Modet steg, eftersom Brødskiverne forsvandt.

 

- Naa, det gik nok altsammen. Hvem skulde finde Bøgelund? I Morgen kunde han pløje ham yderligere ned. Og inde i Tegnebogen sad 900 Kr. i Sedler.

 

Sørens Kone, der laa henne i Alkoven, vaagnede:

- Naa, er du kommet hjem Fa´r? spurgte hun.

 

Stemmen forskrækkede ganske Gaardmanden. Han syntes der stod nogen ved Sengen.

- Hvem staar ved din Seng? spurgte han ganske forskrækket Konen.

Hun slumrede halvt endnu og svarede: - Hvad er det for Tøv?

Der staar jo ingen.

 

Men Søren var ikke helt beroliget. Han spurgte lidt efter igen:

- Se en gang, Mo`r, der staar allligevel nogen!

- Nej, vist ej, Søren, det er jo min Rok med Hørtotten:

- Naa, ikke andet! sagde Gaardmanden lettet. Saa var Bøgelund da alligevel ikke staaet op af Graven.

 

Smidigt tog Manden, der lige havde sendt et Menneske over i Evigheden, Vadmelstøjet af og krøb ned til hustruen i den varme Alkove.

Ude i Kaalgaarden sukkede Nattevinden hult, og der drev Taage over Mosen.

 

Men Solen stod op paany, der kom en ny dag med Lys over Fyns fede Land. Søren Mathiesen havde ikke rigtig Ro paa sig den Septemberdag, og Davren lod han staa saa godt som urørt. Hans gode Hustru kiggede paa ham.

- Hvad skader vor Fa´r? sagde hun. Men Husbond svarede ikke. Han gik ud i Stalden, fik Seletøjet lagt paa de to brune og drog i Marken.

 

- Jeg skal ud at pløje om ude ved Mosen! raabte han i Forbigaaende til Tjenstepigen, der stod og sorterede Kartofler ved Kaalgaardsdiget.

 

De første Trækfugle var just i Færd med at sige vort Land Farvel. I lange Kiler svandt de skrigende eller pippende i Horisonten. Vi gaar andre Dage i Møde tænkte Søren Mathiesen ved sig selv.

 

I en Tørvegrav vaskede han omhyggeligt sit Tøj. Der var blevet snavset slemt til ved Aftenens uappetitlige Foretagende.

Fra Lørdag til Mandag pløjede Gaardejeren eller gik og puslede ved sine Kreaturer. Han gik og gruede indvendig for, hvad han havde gjort. Men nu og da sneg sig ogsaa den Tanke ind i hans Sjæl: - Nu er jeg Bøgelund kvit, jeg skylder ikke noget Menneske noget af Betydning, Snart er jeg en holden Mand! Bare man ikke finder Liget!

 

De 900 Kroner havde han for alle Tilfældes Skyld gemt i noget Hø, der stod i en lille Stak ude bag Laden.

 

Men Mandag blev en ulykkelig Dag for Søren Mathiesen En af Bøgelunds Sønner kom nemlig rejsende for at spørge, om man ikke havde set hans Fa´r. Den første Storm red Mathiesen ganske vist let af, idet han sagde, at Bøgelund var rejst videre til København.

 

Men om Tirsdagen blev det værre, da kom atter en af Bøgelunds Sønner, en ældre søn, og denne gik Gaardejeren paa Klingen:

- Har du myrdet min Fader? spurgte Sønnen rent ud.

- Nej, hvor kan du tro det? svarede Mathiesen

- Ja, der er nu noget muggent ved den Historie. Sig mig, hvor du har gjort af ham, saa vi kan faa ham ordenlig begravet. Saa kan du være for mig, hvad du er!

 

Paa denne Tiltale svarede Søren ikke et Ord. Han vendte den vrede, unge Bøgelund Ryggen. Men Bøgelund knyttede Hænderne, gik til Politiet, og Herredsfogden i Vinding Herred, Overauditør Nicolai Frederik Bjerre i Nyborg fik Anmeldelse om Mystikken i Saaderup.”

 

 

Ovennævnte er skrevet 50 år efter begivenheden, og der er nogle enkelte uoverensstemmelser med de faktiske forhold.

 

Søren Mathiasen savnede ikke Bøgelund, men det var der desværre for ham andre, der gjorde, og de startede deres egen eftersøgning.

 

Pludselig er der nogen, som kan huske, at de har hørt skud, men Søren tilstod ikke, før der var beviser på bordet.

 

 

 

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET