Afsoning og løsladelse

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.

Afsoning og løsladelse.

 

Tirsdag den 27. juni 1876 om eftermiddagen ankom Søren Mathiasen til Horsens Tugthus.

 

I 1926 blev der bragt en artikel i Social – Demokraten, her omtales Sørens ankomst til Horsens.

 

”En henrivende Sommeraften, netop som Solen i sin Nedgang lagde sit Pupurskær over Jyllands brede Banker, holdt der en Vogn foran Porten til Horsens Tugthus. I Vognen sad Mathiesen med Haandjærn paa mellem to Politibetjente. Han rejste sig og saa længselsfuldt ud over de grønne Ager og blomstrende Haver. Saa faldt Tugthusporten drønende i bag Livsfangens Ryg.”

 

Det blev et ophold i Horsens på knap 50 år, og Søren blev dermed den længst siddende fange i fængslets historie. (Se stambogen)

 

Livet i fængslet har ikke været en dans på roser for Søren Mathiasen, han har sikkert ikke haft mange venner. Noget tyder på han har betragtet sig som samfundets prygelknaben. Ikke mindre end 7 gang bliver han ramt af interne straffe i tugthuset, mest for sin opfarende adfærd overfor fængselsbetjentene og fængselsinspektøren.

 

Straffen var fra 2x24 timer i cachot, til placering i den dårlige fange klasse, uden mulighed for andet end hårdt arbejde og at læse i religiøst litteratur.

 

Rent fysiks har der været nogle store op og nedture, vægten kunne svinge mellem 63 og 107 kg.

 

Søren har været en flittig gæst hos lægen, og der er alen lange notater om ekstra forplejning bestående af sigtebrød, mælk og øl.

 

Psykisk har Søren Mathiasen været noget ustabil, hvilket resulterede i 2 indlæggelser på Vordingborg sindssygeanstalt, begge af 1-2 års varighed.

 

Ved den første indlæggelse i 1884 blev der udfærdiget et længere referat af Sørens tanker, hans opfattelse af hele retssagen, og hvem der reelt var de skyldige. Søren havde en livlig fantasi om sine omgivelser, og de personer han gerne ville i kontakt med.

(Dokumentet kan ses i sin helhed her)

 

Efter den 2. indlæggelse i Vordingborg fra 31. januar 1891 til 25. november 1892 blev han udskrevet med diagnosen: Vanvid.

 

Den 23. december 1925 blev Søren Mathiasen indlagt på Statshospitalet i Risskov med diagnosen Paranoia

 

Efter få måneder i Risskov blev Søren sendt tilbage til Horsens, her modtog han den 20. november 1926 besked om en Kongelig resolution af han ville blive løsladt, og blev indstillet til en plads på Dalstrup Plejecentral ved Grenå. Dalstrup fungerede som et plejehjem for mænd under Statshospitalet i Risskov.

 

I bogen: Statsfængslet i Horsens 1853-1953 af Sv. Christiansen og Th. Møller, er der en beretning om Søren Mathiasen og hans løsladelse.

 

Søren var af den opfattelse, at det var ham der styrede Horsens tugthus, og derfor var uundværligt på anstalten. Da han fra inspektøren fik besked om, at skulle forlade de vante omgivelse i Horsens nægtede han.

 

 

En funktionær som havde et godt forhold til Søren Mathiasen, fik ham overtalt, ved at fortælle, at han skulle overtage ledelsen på en meget større anstalt.

 

Søren Mathiasen levede sine sidste år i Dalstrup, her døde han i maj 1931. Hans gravsten er stadig bevaret på den mindelund der er tilknyttet Dalstrup.

 

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET