Skjødte

Peder Pedersen Skjødte (1833 - ?)

 

Det er Skjødte, der fører den dobbeltløbede bøsse og skyder husmand Mads Hansen i underlivet den 3. december 1867. Det er ikke hans idé at dræbe Mads! Idéen komme fra Mads’ kone Ane. Hende kan du læse om her.

 

Han bliver den 25. juni 1868 ved en kommissionsdomstol dømt til døden for mordet efter § 190 i straffeloven af 1866. Bestemmelsen lyder således: ”Den, som med Overlæg skiller et andet Menneske ved Livet, straffes paa Livet.” Han bliver tillige dømt for tre brandstiftelser og krænkelse af gravfreden på Jordrup kirkegård. For disse forbrydelser fastsættes der ingen straf, da han jo allerede er dødsdømt.

 

Højesteret stadfæster dommen den 27. oktober 1868. Straffen ændres senere ved et kongeligt reskript (som vi desværre ikke kan finde) til tugthus på livstid, og han indsættes i Horsens tugthus, hvor der skrives denne stambog om ham. Han bliver benådet i anledning af kongens fødselsdag den 1. april 1887 efter at have afsonet 18 år. Efter løsladelsen rejser han til Amerika, hvor vi desværre ikke ved, hvordan det går ham.

 

Lad os begynde med begyndelsen og tage begivenhederne i kronologisk orden:

 

Skjødte er født den 27. januar 1833 i ”Søeland” i Harte sogn, Vejle amt af forældrene Peder Sørensen Skiøtt og Kirsten Pedersdatter. Fadderne var ”Ungkarl Mathias Johannesen af Harte, Husfæster Peder Pedersen af Eldal, Pigerne Maren Pedersdatter af Brødsgaard og Ane Nielsdatter af Axelsgaard samt Gaardmand Jørgen Christensens Kone Johanne Nielsdatter af Stubdrup. ”

 

Ved konfirmationen den 11. april 1847 i Harte kirke får han bedømmelsen ”Meget god” i både opførsel og kundskab.

 

Den første gang vi hører om ham er den 31. maj 1858, hvor han giver oplysninger til et brandforhør i Jerlev-Brusk Herreders Politiret. Det er hans brors ejendom, der er brændt ned til grunden, og Skjødte fortæller, at han var gået i seng sammen med sin far, da han blev vækket med oplysning om, at der er udbrudt brand. Han skynder sig straks i tøjet og redder sammen med de andre mandfolk, hvad der reddes kan, inden taget skrider. Stedet nedbrænder fuldstændigt, og broderen lider et stort tab, da det ikke er alt, der er forsikret. Skjødte kan ikke fortælle, hvordan ilden er opstået. Det sidste er løgn!

 

Sandheden er, at han har været uvenner med sin bror – han kan ikke huske årsagen – og som hævn sætter han ild til ejendommen en aften, hvor familien kommer sent hjem efter at have været til barselsgilde. Det fremgår af forhøret i kommissionen den 28. februar 1868, at han om aftenen var noget ”svirrende” og følgende passerede: ”Da Arst. kom Hjem og var alene, tog han en Haandfuld Blaar paa Loftet og stak den op i Taget udvændig paa Husets vestre Gavl, alsaa langt borte fra Sovekammerene, der var i den østre Ende af Huset. Derefter kom Familien Hjem og gik i Seng med Undtagelse af hans Fader, og derpaa gik Arst ud til Stedet, hvor Blaarene var i Taget, slog med hjælp af Fyrstaal og Flintesteen Ild i et Stk Fyrsvamp og fæstede derpaa den brændende Svamp ved Hjælp af en Knappenaal fast i Blaaret. Da han nu nok antog, at det vilde fænge af sig selv, gik han ind og i Seng i samme Værelse som hans Fader, der ogsaa var gaaet iseng.” Ingen mennesker kommer til skade ved branden, men anklageren påstår, de var i livsfare, idet de alle lå og sov. Straffen vil selvfølgelig være hårdere, hvis det kan påvises, at der har været menneskeliv på spil. Der udbetales 192 Rigsdaler fra Landbygningernes Brandforsikring.

 

I 1860 forøver han den næste brandstiftelse, men denne gang er motivet penge, for Skjødte er en fattig mand. Peder Pedersen Teglbrænder (Ane Pedersens far) skal have udført forskellige reparationer på sit hus, og da Skjødte er uddannet murer, tilkalder han ham. Peder Teglbrænder siger selv, at huset er dårligt og råddent og egentlig ikke er værd at reparere, og da det er godt assureret, foreslår han Skjødte, at denne kan brænde det af, og at han vil give ham 50 Rigsdaler for det, og at han også vil sørge for, at han får arbejdet med at genopføre huset. Skjødte går ind på planen og brænder ugen efter huset af. Ilden antænder han på samme måde som den første gang, nemlig ved at stikke en tot blår op i taget, antænde en fyrsvamp, hæfte svampen i blåret med en knappenål og så ellers vente på, at det fænger. Ingen mennesker kommer til skade, og det meste af indboet bliver reddet, men stuehuset nedbrænder helt og aldeles. Der udbetales 343 Rigsdaler fra forsikringen.

 

Politirapporten om branden findes som bilag 14 – brandårsagen bliver på det tidspunkt ikke opklaret, men kommer først for en dag i forbindelse med kommissionssagen. Også i dette tilfælde påstår anklageren, at der har været menneskeliv i fare.

 

Den tredje og sidste brandstiftelse i 1861 er også bestilt arbejde, og denne gang er det husmand Mads Madsens ejendom på Harte Mark, der står for tur. Mads er utilfreds med sit hus, fordi det ligger i en forkert retning fra vejen, og fordi hans og aftægtsfolkenes værelser ligger dør om dør, hvorimod han hellere ser, at de ligger i hver sin ende af huset, da de ikke kan enes. Mads Madsen foreslår derfor Skjødte at brænde huset af og siger, at han vil give ham 20 Rigsdaler for dette samt for at genopføre huset. Skjødte indvilger straks.

En nat kort efter går Skjødt over til ejendommen og antænder den på samme måde som de andre ejendomme. Han går derefter hjem uden at varsle de tre beboere om ilden. Da han kommer hjem, kan han se ejendommen stå i lys lue. Stedet nedbrænder næsten helt, og de mister meget: ”De havde Intet af Besætning, Indbo eller Fourage brandforsikkret, og de lidt et efter deres Stilling temmelig betydeligt Tab, ide de mistede en del Fourage, Hø, Havre og Boghvede, 7 Faar som stode i det vestre Huus, Kalven, nogle Avlsredskaber m.m.; det meste Indbo blev frelst.” Ingen mennesker kommer til skade ved branden. Der udbetales 267 Rigsdaler fra forsikringen.

 

Efter branden får Skjødte som aftalt arbejdet med at genopføre ejendommen, efter at Mads Madsen har spurgt hos en del andre håndværkere, som han dog på forhånd ved ikke har tiden til det. På den måde kommer det ikke til at se mistænkeligt ud, at det er Skjødte, der får opgaven.

 

Bilag 13 rummer politirapporten i forbindelse med branden; brandens opståen forbliver uopklaret på dette tidspunkt. I forbindelse med kommissionssagen påstår anklageren også her, at menneskeliv har været i fare.

 

Skjødte virkede som ”klog mand” og begav sig også af med trolddomskunster. Ved ransagningen af hans hjem den 28. februar finder man en masse flasker og glas med ”mystisk” indhold, som han har brugt til at kurere på både mennesker og dyr. Ved afhøringerne siger han, at han betragter det meste af det som ”pjank”, og at han næsten ikke har kureret på mennesker, men mest på dyr.

Ved gennemgangen af Højesteretssagen har vi fundet en virkelig skat: En udgave af trolddomsbogen ”Cyprianus”, der er fuld af gammel overtro og en del dyrlægeråd. Historien om Cyprianus er følgende:

Skjødte har hørt, at der på Jordrup kirkegård er begravet en kapelmester, som har fået en udgave af Cyprianus med sig i graven. Skjødte vil gerne have fat i bogen. (Hofkapelmester Israel Gottlieb Imanuel Wernniche, død i Jordrup i 1836.) En sommernat i 1865 begiver han sig derfor sammen med sin første kone Mariane Christensen til kirkegården for at grave kisten op. Han graver, mens konen står vagt, og finder en forrådnet kiste uden bog, og han kaster derfor delvis graven til igen og går hjem med uforrettet sag. Det viser sig senere, at han har gravet den forkerte grav op, for det var skolelærer Drostrup, der lå i den.

Konen Mariane Christensen kan fra sin sygeseng tilføje en anden historie om gravskændingen i bilag 33: Hun er ved at blive ”tosset” af Skjødte og hans trolddomskunster, og det er gammel overtro, at man kan blive fri af sin pagt med Fanden, hvis man graver trolddomsbøgerne ned på en kirkegård. Der altså et dobbelt formål med turen til kirkegården. Da det er den forkerte grav, går han hjem med bøgerne igen.

 

Der er flere bilag fra sagsbehandlingen i forbindelse med gravskændingen: Bilag 21, bilag 22 og bilag 23.

 

I forlængelse af Skjødtes virke som klog mand ligger rygterne om hans deltagelse i fosterfordrivelser. Det er svært at finde ud af, om der er noget om snakken. Da Ane i 1868 venter på sin død i Københavns fængsel, fortæller hun politiet, at Skjødte har medvirket ved fosterfordrivelser på flere navngivne kvinder i Harte sogn og også, at hun selv på et tidspunkt har modtaget en flaske fra Skjødte med indhold, der kunne bruges til formålet; hun smed det dog bare ud. Skjødte bliver hentet op fra sin celle og forklarer, at han allerede har tilstået alle sine forbrydelser og aldrig har begivet sig af med den slags. Sagen rummer dog bilag 26, som drejer sig som et par, der har henvendt sig til Skjødte netop om fosterfordrivelse, men bilaget er samtidig en dåbsattest, så det er ikke lykkedes. Hvad er sandheden?

 

Endelig kommer vi til mordet.

 

Skjødte bliver på majmarkedsdag i 1867 kontaktet af Ane Pedersen, der er blevet forelsket i dragonen Hans Christian Hansen det foregående efterår, og nu søger hun Skjødtes hjælp til at rydde ægtemanden Mads Hansen af vejen – hun siger direkte, at Skjødte skal ”skille hende af med Mads”. Skjødte påstår for kommissionsdomstolen den 27. februar 1868, at Ane alene henvender sig for at fortælle om, at hun er blevet forelsket i Hans Christian. Anes gensvar er, at han ”er en deel beskjænket”, så han kan nok ikke huske det så nøje. Ane vedgår, at det er hende, der allerede på dette tidspunkt har skabt forsættet hos Skjødte til at begå mordet. Skjødte selv har ingen udeståender med Mads, og de lever sammen som gode venner.

 

På et tidspunkt mellem majmarkedsdagen og 5. juni modtager Skjødte på anmodning en lok af Mads’ hår og en klud af hans skjorte, som han ville gemme hos et lig, der skulle begraves; når håret rådnede, ville Mads efter gammel overtro også rådne.

 

Netop den 5. juni er de alle tre – Ane, Hans Christian og Skjødte – samlede. Skjødte lover, at han nok skal hjælpe Ane og Hans Christian med at ”komme sammen” men der bliver efter hans mening ikke i Hans Christians påhør ligefrem talt om at dræbe Mads eller forøve ham noget ondt.

 

Efter at Hans Christian er rejst hjem til Munkebo, plager Ane konstant Skjødte om at dræbe Mads. Plagerierne bliver værre hver gang hun har lige været sammen med Hans Christian. Efter Skjødtes forklaring sender hun mindst 20 gange Mads ind til ham i Kolding, for at han kan dræbe Mads, når han følger ham hjem. Det bliver dog ikke til noget, for Skjødte ”kan ikke bestemme sig dertil.” Hver gang drabet ikke er blevet til noget, klager Ane over det.

 

Skjødte oplyser, at Ane har lovet ham 300 Rigsdaler for drabet, og at Hans Christian har lovet ham 200 Rigsdaler. Ane siger dog, at hun kun har lovet ham Mads’ begravelsesklæder og tøj, når han er død, for hun har slet ikke så mange penge. Skjødte forestiller sig, at hun kan tage lån i ejendommen, der er gældfri.

 

For at Skjødte kan få lejlighed til komme i hjemmet hos Mads og Ane, finder Ane på, at der skal bygges en vognport ved Skjødtes hjælp; på dette tidspunkt er der truffet en bestemt aftale om mordet. Allerede fredag den 29. november, som er den første dag, de skal arbejde på vognporten, har Skjødte sin dobbeltløbede haglbøsse med. Den dag bliver der ikke lejlighed til at fuldbyrde mordet, og han tager bøssen med hjem igen om aftenen. Lørdag morgen tager han den med igen og skjuler den i tørvehuset fra lørdag til mandag. Mads og Skjødte har aftalt at stjæle et træ i Påby skov, som de skal bruge til byggeriet, og på det tidspunkt skal mordet finde sted. Ane foreslår, at de stjæler træet i en skov, der ligger nærmere, for at det lettere kan komme til at se ud som selvmord.

 

Mandag eftermiddag går de ud i skoven for at finde et egnet træ, som de kan stjæle samme nat. ”Resten af Eftermiddagen og Aftenen tilbragte de inde i Huset, hvor Ane og Skjødte nu oftere talte om. at Mordet skulde udføres samme Nat, hvilket Mads, der var tunghør, ikke kunde høre; ja endog efterat Mads og Skjødte begge vare gaaede i Seng talte Ane med den Sidste derom ved Sengen.” Ane har altså virkelig været opsat på, at nu skulle det lykkes.

 

Klokken 01:30 vækker Ane dem og serverer kaffe, og Skjødte får en smule brændevin i sin. Kl. 02:00 forlader de huset. Skjødte medbringer sin bøsse under påskud af at ville skyde ænder, når de kommer til åen; tillige medbringer han en sav, da det angivne formål jo er at fælde et træ. De går til Vester Nebel Å, og da de kommer til et gærde, snubler Skjødte i sneen, og umiddelbart efter retter han bøssen mod Mads’ underliv og skyder. Mads styrter i åen på et sted, hvor bredderne er meget stejle. Idet han falder om i åen, udbryder han ”Åh ja ja”.

 

Efter drabet går Skjødte hjem til Ane og fortæller hende, at nu er Mads død. Han siger selv, at han har givet Ane den fulde besked om, hvordan det er gået til, men Ane påstår, at han bare har sagt, at han har ”pirret” Mads i åen, og at hun først bliver bekendt med den virkelige dødsmåde efter obduktionen den 6. december. Skjødte instruerer nu Ane i, hvad hun skal sige til myndighederne, når der kommer forhør, og herefter går han hjem.

 

Til fogedprotokollen den 6. december er forklaringen dog noget anderledes: han har sovet fast hele natten og vågner først, da Ane kalder på ham, efter at Mads har været væk en time; herefter går de ud og leder både i laden og på marken, og da de ikke finder ham, slår de sig til tåls med, at han nok er gået hen til en af naboerne. Dette er naturligvis det pure opspind – man går ikke på nabobesøg midt om natten!

 

Skjødte kommer igen over middag, og da Mads stadig ikke har vist sig, beslutter de sig for at gå ud og lede efter ham. Skjødte følges med Christen Smed, og de går over engen ned til åen, som de følger et stykke uden at finde Mads. Det er december måned, og det bliver tidligt mørkt, så de beslutter sig for at gå hjem igen, men at følge åen på vejen. Skjødte får øje på et par metalknapper fra Mads’ vest i vandet, hvor liget er klemt fast mellem nogle trærødder. De går tilbage og henter en vogn, som de kan køre liget hjem på. De tager tillige en brandhage med. Det er vanskeligt at få liget op af åen, men til sidst får de slået et stykke tov om Mads’ ene hånd, så de kan trække ham op, og samtidig bruger de brandhagen.

 

Om eftermiddagen ankommer kongens foged, jfr. bilag 2, sammen med distriktslæge Rosenstand, der foretager det indledende ligsyn, og allerede her anføres det, at hullet i Mads’ underliv ligner et skudhul, men Skjødte fortæller til protokollen, at hullet stammer fra brandhagen.

 

Efter obduktionen står det klart, at Mads er blevet skudt med et haglgevær. Skjødte bliver taget med til arresten i Kolding, da der allerede på dette tidspunkt er mistanke til ham; dagen efter bliver der afsagt fængslingskendelse over ham. Sagen overgår nu fra en fogedsag til en politisag. Samme dag foretages der ransagning på Skjødtes bopæl, hvor man ikke finder noget af interesse bortset fra en pistol, der har været brugt for nyligt. Bøssen ser derimod ikke ud til at have været brugt.

 

Der holdes nu syv forhør, men Skjødte bliver ved med at nægte, at han har noget med mordet at gøre, derimod erkender han, at han på en måde har understøttet Anes og Hans Christians forhold ved at besørge breve for dem, da Ane ikke turde få dem sendt hjem til hende selv, fordi de kunne falde i forkerte hænder.

 

Herredsfoged Saxild opgiver at få Skjødte til at tilstå, og sagen overgives til assessor P. L. Behrend, der skal lede den kommission, der nedsættes i anledning af drabet. Det første møde i kommissionen holdes den 23. februar 1868, og den 25. februar tilstår Skjødte endelig, at det var ham, der skød Mads, fordi han i mere end et halvt år er blevet opmuntret til det af Ane, og fordi han er blevet lovet 500 Rigsdaler for at begå mordet. Han tilføjer, at han tilstår, fordi det er gået op for ham, hvilken frygtelig forbrydelse han har begået. Alt hvad han siger i denne tilståelse, er i overensstemmelse med sandheden.

 

Dommeren vil gerne ved selvsyn se det sted, hvor Mads blev dræbt, og derfor går de den 29. februar den samme tur, som Mads og Skjødte gik den aften, Mads blev skudt jfr. bilag 16. Bilag 16a er politiets originale optegning af vejen de gik, gerningsstedet og det sted, hvor liget blev fundet.

 

Den 14. april trækker han sin tilståelse tilbage. Tre dage efter vender han imidlertid tilbage til sin oprindelige tilståelse og forklarer, at det var to af hans medindsatte, der forledte ham til at trække den tilbage. Det skete, fordi de fortalte om en ”Ole Sørensen”, der var gået fri for straf, da ingen andre var til stede, da han begik et mord. Endnu en grund til nu at tale sandt er, at han - før assessor Behrend blev hans dommer – var blevet pint meget med sult og kulde, og han frygtede at blive pint endnu mere under den nye dommer.

 

I tiden indtil dommen den 25. juni bliver Skjødte flere gange spurgt om, om han tror, at Hans Christian var klar over, at Ane og Mads var gift. Denne problemstilling vil blive gennemgået nøje under Hans Christian, hvor dette er et centralt emne.

 

Dommen lyder som nævnt i indledningen på dødsstraf, men han anker til Højesteret, der den 27. oktober stadfæster. Et kongeligt reskript ændrer dødsdommen til livsvarigt tugthus, hvor han benådes efter 18 år i Horsens Tugthus i 1887 og rejser til Nebraska i Amerika, hvor vi desværre ikke ved, hvordan det går ham.

 

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.